Det er stort set aldrig en god idé at konfrontere en butikstyv selv. Læs her, hvad du IKKE skal gøre. Illustration: Colourbox

Hvis du er butiksansat, så har du sikkert oplevet det. Du ser en kunde, der mere eller mindre åbenlyst er i gang med at stjæle. Men hvad er det rigtige at gøre i sådan en situation? En ting er sikkert: Hvis du håndterer det forkert, kan det gå grueligt galt.

Vi har derfor samlet tre gode råd til, hvad du IKKE skal gøre, hvis du ser en tyv.

Konfrontere tyven uden at være klædt ordentligt på

Det er næsten aldrig en god ide, at du som medarbejder selv konfronterer tyven. Ofte er det mennesker, der er meget pressede, som begår tyveri, og det er ikke til at forudsige, hvordan de vil reagere, når de bliver konfronteret.

Medmindre du er blevet særligt klædt på til at håndtere den slags situationer, så bør du derfor altid overlade ansvaret til di n chef eller en vagt i stedet for selv at konfrontere tyven.

Undlade at tale om det på arbejdspladsen

Det er vigtigt, at I på arbejdspladsen får talt godt sammen om, hvad I gør, hvis I opdager eller har mistanke om et tyveri. Også selvom det måske ikke er noget, I ser til dagligt, for før eller siden sker det i næsten alle butikker.

Der skal være helt klare retningslinjer for, hvordan I skal forholde jer, hvis I oplever eller har mistanke om, at en kunde stjæler. Det er med det formål, at I ikke kommer til skade, hvis kunden bliver verbalt eller fysisk udadreagerende.

Din arbejdsgiver har også ansvar for at forebygge, at I overhovedet kommer i den situation. Fx ved at skilte tydeligt med overvågning, ved at ansætte vagter, butiksdetektiver osv.

Undlade at få hjælp fra din tillidsvalgte

Hvis du føler dig utryg, eller hvis du mener, at din arbejdsgiver ikke tager sit lovpligtige ansvar for din sikkerhed alvorligt nok, så bør du kontakte din arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant med det samme.

Det kan få store konsekvenser for arbejdsmiljøet, hvis tyveri bliver håndteret forkert. I værste fald kan tyveriet udvikle sig til et røveri. Og røverier kan føre til traumer og arbejdsskader.