Lene Roed, formand for HK Kommunal. Foto: Louise Munksgaard

Kommuner over hele landet risikerer nu at måtte stoppe ordninger, hvor ansatte med tilknytning til Forsvaret eller beredskabet kan få fri med løn til øvelser og opgaver, skriver A4 Medier.

Det sker efter, at Ankestyrelsen har vurderet, at kommunerne ikke har lovhjemmel til at betale løn til medarbejdere, mens de udfører opgaver for staten.

Afgørelsen fra styrelsen tager udgangspunkt i en ordning i Varde Kommune. Her har ansatte hidtil kunnet få fri med løn i op til fem dage om året for at deltage i aktiviteter i blandt andet Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen.

Statslig finansiering

I HK Kommunal mener formand Lene Roed, at situationen understreger behovet for en national løsning.

- Helt overordnet bør det være et regeringsanliggende at bestemme rammer og vilkår for, hvordan borgere, herunder kommunalt ansatte, kan bidrage til Danmarks samlede beredskab, siger HK Kommunals formand.

Det er ifølge Lene Roed afgørende, at reglerne bliver gjort klare, så kommuner og medarbejdere ikke bliver fanget i juridisk usikkerhed.

- Et så vigtigt område kræver klar lov- eller aftalehjemmel. Ligesom man kan diskutere, om der skal laves en særlig økonomisk model, hvor staten medfinansierer kommunernes udgifter til medarbejdere i beredskabet, siger hun til A4 Medier.

Formanden peger også på, at man bør se på, om reglerne for borgerligt ombud er tilstrækkeligt dækkende i den nuværende situation.

’Gakket’ situation

I KL betegner formand for Løn- og Personaleudvalget, Michael Ziegler (K), Ankestyrelsens vurdering for ’gakket’ og peger på, at kommunerne gerne vil bidrage til at styrke det danske forsvar og beredskab i en alvorlig sikkerhedspolitisk situation.

Også Hovedorganisationen for Personel af Reserven i Danmark (HPRD) mener ifølge A4 Medier, at en løsning kan være at få etableret en trepartsaftale mellem regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne.

Organisationen peger på, at mange reservister allerede i dag har svært ved at få fri fra deres civile arbejde til øvelser og tjeneste.

Artiklen er opdateret 27. maj 2026