Illustration: Mostphotos

Ansatte i Københavns Kommunes Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltning får fra juni mulighed for at tilrettelægge arbejdstiden mere fleksibelt. Ordningen bliver den første af sin slags i en af kommunens velfærdsforvaltninger og kommer til at omfatte op mod 1.800 medarbejdere.

De ansatte får mulighed for at vælge mellem flere modeller for fleksible arbejdsuger. Det kan for eksempel være en fast ugentlig fridag, en fridag hver anden uge eller opsparing af timer til længere sammenhængende frihed. Medarbejderne skal fortsat arbejde det samme antal timer som i dag, og ordningen skal fungere inden for den enkelte afdelings opgaver og bemanding, skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Beslutningen i Københavns Kommune flugter med resultaterne fra det treårige forskningsprojekt SPACE, som HK Kommunal har gennemført sammen med DTU. Projektet har undersøgt betydningen af fleksibilitet og hybridarbejde blandt ansatte i kommuner og regioner.

– Forskningen peger på, at fleksibilitet er noget af det, medarbejdere værdsætter allerhøjest. Samtidig viser den, at fleksibilitet fungerer bedst, når der er klare aftaler om, hvordan arbejdet organiseres, og når der fortsat er fokus på samarbejde og fællesskab. Derfor er det positivt, at landets største kommune går forrest og afprøver løsninger, der giver medarbejderne større frihed uden at gå på kompromis med kerneopgaven eller servicen til borgerne, siger Karen Brøndsholm, arbejdsmiljøkonsulent i HK Kommunal.

Bedre balance

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Andreas Keil (S) mener, at ordningen kan gøre det lettere at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen.

– Fleksible arbejdsuger giver vores medarbejdere større indflydelse på, hvornår de arbejder og hvornår de holder fri, så det bliver nemmere at balancere hensyn til familie og hverdagsliv. Samtidig har det været meget vigtigt for os at sikre, at det her tiltag ikke vil føre til en forringet borgerservice for københavnerne. Derfor er åbningstiderne selvfølgelig de samme. Jeg tror på, at glade medarbejdere, der føler et ejerskab for deres arbejdsplads, giver en bedre service til borgerne, siger Andreas Keil i en pressemeddelelse.

Ifølge kommunen har en flerårig forsøgsordning vist overvejende positive erfaringer blandt medarbejderne.

Kommunen understreger samtidig, at de nye arbejdsformer ikke ændrer på åbningstiderne i Jobcenter København. Borgerne vil derfor møde samme adgang til service som hidtil.

Ordningen er frivillig for medarbejderne, og den bliver understøttet af en ny arbejdstidsaftale, som blandt andet gør det muligt at afholde opsparet fleks som hele fridage.

Københavns Kommune vedtog det oprindelige forsøg med fleksible arbejdsuger i 2023. Nu bliver ordningen gjort permanent i Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen fra juni 2026.