Juraprofessor: Ulige afgørelse i kæmpe sag om ligeløn

Juraprofessor Stine Jørgensen på sit kontor på Københavns Universitet. Efter grundig analyse af den faglige voldgifts afgørelse vurderer hun, at HK-laboranterne på Novozymes aldrig fik en ærlig chance i den store ligelønssag, som de sammen med HK tabte i 2024. Fotos: Carsten Snejbjerg.

Juraprofessor Stine Jørgensen kan tydeligt genkalde sig den følelse, hun sad tilbage med, da hun første gang læste afgørelsen i ligelønssagen om laboranterne på Novozymes. Det er noget af det første, hun fortæller, mens vi finder os til rette mellem tungtlastede vægreoler på hendes kontor på Københavns Universitet.

- Jeg blev først overrasket, og så blev jeg vred. Jeg tænkte, at den bliver jeg nødt til at respondere på, siger hun.

På det tidspunkt kendte Stine Jørgensen ikke til sagen ud over, hvad hun altså kunne læse i afgørelsen fra den faglige voldgift. Det er da også voldgiftsrettens behandling og argumentation i sagen, hun forholder sig til i denne artikel.

Helt kort handlede sagen om ulige løn: De overvejende kvindelige laboranter tjente 12% mindre end de overvejende mandlige teknikere, selv om de efter HK's opfattelse udførte arbejde af samme værdi.

- Jeg er professor i ligestilling og diskrimination. Det vil sige, at mit perspektiv, når jeg læser sådan en sag, er diskriminationsretligt. Når jeg både blev overrasket og vred, skyldes det, at de tre højesteretsdommere, der skulle afgøre sagen, efter min mening ikke behandler sagen diskriminationsretligt korrekt, uddyber Stine Jørgensen.

Juraprofessoren har efterfølgende skrevet en artikel i tidsskriftet ”Juristen”, hvor hun med baggrund i den faglige voldgift analyserer sagens to diskriminationsretlige hovedproblemer, nemlig dels anvendelse af den diskriminationsretlige bevisbyrderegel, dels sammenligningen af værdien af det arbejde, henholdsvis kvinder og mænd udfører.

- Jeg mener, at de anvender bevisbyrdereglen forkert. Og jeg mener, at den måde, de sammenligner laboranternes og teknikernes arbejde på, kan kritiseres, fordi de baserer sammenligningen på kønsstereotyper, siger hun.

Sprogets magt

Lad os begynde med sammenligningen af laboranternes og teknikernes arbejde. I og med at de ikke laver det samme, var det afgørende i sagen, om de kunne siges at udføre ”arbejde af samme værdi”. Hvis dette ikke var tilfældet, kunne man i princippet ikke gøre det til en sag om ligeløn.

De tre højesteretsdommere – i en faglig voldgift kalder man dem ”opmænd” – greb sagen an ved på baggrund af et omfattende materiale inkl. forklaringer fra en lang række Novozymes-ansatte og et besøg på virksomheden at lave beskrivelser af henholdsvis laboranternes og teknikernes arbejde.

Det er disse beskrivelser, der sprang Stine Jørgensen i øjnene allerede ved første gennemlæsning. Her studsede hun over brugen af kønsstereotyper i opmændenes ordvalg.

- Stereotyper er udtryk for nogle forsimplede måder at forstå bestemte kategorier på: Kvinder er ”omsorgsfulde”, mænd er ”stærke”, når man er gammel, bliver man ”svækket” og ”svagelig”, og når man er ung, er man ”umoden” og ”ureflekteret”. På mange måder benytter vi os af stereotyper for at navigere i verden, forklarer hun.

Stine Jørgensen rejser sig fra det lille mødebord og henter sin bærbare. Hun finder et Word-dokument frem, hvor hun i to spalter har noteret en række kønsstereotyper fra opmændenes beskrivelser af de to gruppers arbejde. Der står for eksempel, at laboranterne arbejder med ”mindre biomasse”, mens teknikerne arbejder med ”større portioner af biomasse”. Laboranternes arbejde sker ved en ”fast station” og er ”ikke støjende eller beskidt”. Teknikerne skal derimod, ifølge opmændenes beskrivelser ”bevæge sig rundt på arbejdspladsen”, og deres arbejde er både ”støjende og beskidt”.

- Novozymes-sagen er jo et spørgsmål om mulig diskrimination ved lønfastsættelsen på grund af køn. I sagen her handler det altså om stereotyper sat i sammenhæng med køn, fordi det er kønsdiskrimination. Det er et problem, at opmændene laver beskrivelserne gennem modsætninger, siger Stine Jørgensen og citerer efter hukommelsen:

- Laboranternes ”stillesiddende” i forhold til teknikernes ”aktive” arbejde, at de arbejder med ”mindre” mængder frem for ”store” mængder, at de er i ”teams” frem for at arbejde ”selvstændigt”, opremser hun.

- Når det stilles op på den måde, kan vi formentlig alle sammen høre, at det ikke er neutrale modsætninger eller beskrivelser. De indlejrer sig i et hierarki, som er koblet til, hvordan vi tænker om kvinder. Det mindre, passive og uselvstændige er naturligvis mindre værd end det store, aktive og selvstændige. Det er en klassisk måde at argumentere på, når man vil lave vurderinger, hvor noget er mere værd end andet.

Afgørende for sagen

Danmark ratificerede FN’s kvindekonvention i 1983. Konventionen er en international traktat, der forpligter medlemslandene til at sikre kvinder lige rettigheder og afskaffe diskrimination. Stine Jørgensen oplyser, at der i konventionen netop indgår et forbud mod kønsstereotyper.

- Den siger, at det er helt afgørende for, at vi får ligestilling mellem kvinder og mænd, at vi får udfordret de stereotyper, som bygger på hierarkier. Og det er jo det, der er problematisk med de her stereotyper: De indlejrer sig i hierarkier, hvor nogle egenskaber har en højere værdi end andre.

Så brugen af stereotyper er med til at fastholde hierarkier mellem kønnene?

- Ja.

Vurderer du, at sprogbrugen i den faglige voldgifts beskrivelser vil være i strid med Kvindekonventionens forbud mod kønsstereotyper?

- Ja, det vil den være.

Stine Jørgensen er ikke i tvivl, da hun bliver spurgt om, hvad de kønsstereotypiske beskrivelser fik af betydning for den faglige voldgift.

- De ender med at få en helt afgørende rolle, fordi de bliver brugt som modsætninger til at beskrive, at laboranternes og teknikernes arbejde ikke er arbejde af samme værdi. Og når det ikke har samme værdi, så er det ikke et diskriminationsproblem, at teknikerne bliver aflønnet højere end laboranterne. Det vil sige, at sagen allerede her falder på, at teknikerne og laboranterne ikke befinder sig i en sammenlignelig situation.

Stine Jørgensen understreger, at hun på ingen måde tror, der ligger en hensigt eller ”ond vilje” bag opmændenes kønsstereotype beskrivelser.

- Nej, det har jeg ingen grund til at tro. De er bare ikke opmærksomme på disse bias og kønsstereotyper. Man kan sige, at et eller andet skulle de jo se efter som forskelle. Men omvendt kunne de også have ledt efter ligheder – det mener jeg, de burde have gjort. I stedet kigger de på forskellene og skriver dem frem ved hjælp af modsætninger.

Vigtig særregel

Stine Jørgensens andet juridiske kritikpunkt går på opmændenes anvendelse af bevisbyrden, altså hvem der skulle bevise hvad i sagen.

Som hovedregel opererer man i Danmark med såkaldt ”ligefrem bevisbyrde”, hvor den part, der fremsætter en påstand, selv skal bevise dens rigtighed.

Sådan er det imidlertid ikke i diskriminationssager, hvor man i stedet opererer med en ”delt bevisbyrde”. Her påhviler det den, der mener sig diskrimineret, at sandsynliggøre en formodning om, at der har været tale om forskelsbehandling. Dernæst vender bevisbyrden, så modparten – i dette tilfælde Novozymes – skal retfærdiggøre forskelsbehandlingen.

- Hensigten er at beskytte den, der mener sig diskrimineret, forklarer Stine Jørgensen.

- Det er jo arbejdsgiveren, der sidder med indsigten og alle beviserne i sager om ligeløn. I denne sag siger Novozymes, at det arbejde, teknikerne og laboranterne udfører, er så forskelligt, at det ikke kan sammenlignes. Det er vanskeligt for dem, der mener sig diskrimineret, at rejse en formodning for, at de udfører sammenligneligt arbejde målt på værdien af det arbejde, de udfører.

HK Privat, der førte ligelønssagen på vegne af laboranterne, henviste i sin argumentation til, at de to grupper var under samme overenskomst, at de begge beskæftigede sig med fremstilling af enzymer, og at laboranterne var (mindst) lige så veluddannede som teknikerne. HK henviste også til et stillingsopslag fra Novozymes, hvor de to grupper var sidestillet.

Forkert forståelse

I den faglige voldgift faldt argumenterne dog på stengrund.

- Opmændene valgte at fortolke bevisbyrdereglen på den måde, at den ikke fandt anvendelse i sagen. Som begrundelse henviste de til, at sagen var så ”veloplyst”, at det ikke var nødvendigt at anvende den delte bevisbyrde, fortæller Stine Jørgensen.

- Men det er efter min mening en forkert forståelse af bevisbyrdereglen. For bevisbyrdereglen handler kun om, hvordan man fordeler en bevisbyrde mellem parterne. Den siger hverken noget om, hvad der kan være et bevis, eller hvad det betyder, at der er mange beviser eller få beviser. Deres afvisning af at anvende den delte bevisbyrde er derfor forkert, og jeg mener, den direkte er i strid med diskriminationsforbuddet.

Hvad kan man forestille sig, det havde betydet for sagen, hvis opmændene havde fulgt reglen om delt bevisbyrde?

- Ja, så vil jeg mene, at de argumenter, som HK Privat havde anført, var tilstrækkelige til, at der var rejst en formodning for, at laboranterne og teknikerne udfører arbejde af samme værdi. Det betyder, at bevisbyrden vender, og det ville derfor være Novozymes, der skulle godtgøre, hvorfor det var sagligt, at laboranterne fik mindre i løn end teknikerne, og at det middel de anvendte, nemlig den ulige løn, også var egnet og nødvendigt for at opnå dette mål. Det spørgsmål bliver ikke drøftet i sagen, selv om det ville have været relevant og interessant at høre, om der var en saglig grund, der kunne retfærdiggøre lønforskellen.

Dermed siger du også, at beslutningen om ikke at anvende den delte bevisbyrde får afgørende betydning i sagen?

- Ja. Når de ikke anvender den delte bevisbyrde, er vi tilbage ved den sædvanlige ligefremme bevisbyrde, og den er nærmest umulig at rejse i sager som disse

.

Nære og fjerne lyspunkter

For laboranterne på Novonesis er sagen tabt. Til gengæld er der for tiden et fornyet fokus på løndiskrimination, som udspringer af, at EU i 2023 vedtog et nyt direktiv om løngennemsigtighed.

Direktivet skal mindske kønsbestemte lønforskelle og bidrage til at bekæmpe den del af lønforskellen, der skyldes løndiskrimination. I Danmark forventes det at træde i kraft pr. 1. januar 2027.

EU-direktivet indebærer nye krav om lønoplysninger før ansættelse, ret til indsigt i kollegers lønniveau og pligt til lønrapportering for virksomheder. Det lægger også op til en strengere brug af bevisbyrdereglen, og det sætter fokus på, at ”bløde” færdigheder ikke må undervurderes i forhold til traditionelt maskuline ”hårde” færdigheder.

Spørgsmålet er, hvad det kan få af betydning i en ligelønssag i stil med Novozymes-sagen?

- Man kan håbe på, at man fremover bliver mere opmærksom på ikke at lave vurderinger baseret på stereotyper. Det er i hvert fald det, der er hensigten. Men jeg tror, sådan en udvikling kommer til at ske over tid, siger Stine Jørgensen.

- Diskriminationssager er generelt vanskelige at vinde ved danske retslige instanser. Der synes at være en vis modstand mod at anvende forbuddet mod diskrimination aktivt her. Det skyldes formentlig den danske retstradition, hvor domstolene traditionelt antager en mere tilbageholdende rolle.

Stine Jørgensen oplever selv en anledning til optimisme i sit daglige virke.

- I sidste semester underviste jeg i ligestilling og diskrimination, som er et valgfag på den juridiske uddannelse ved Københavns Universitet. Der var cirka 100, der valgte faget. Jeg ser en stor interesse for faget for tiden og en nysgerrighed på, hvordan diskriminationsforbuddet udfordrer den juridiske vanetænkning.

100 studerende der valgte faget – er det rekorden?

- Det er det.