Den 1. august 2026 får kontorelever på specialet offentlig administration en ny og forenklet oplæringsplan. Det fremgår af en onepager, som Områdeudvalget for Kontoruddannelser til den Offentlige Forvaltning (OmKOF) har udgivet.

OmKOF skriver, at planen vil give mulighed for at tilrettelægge elevernes oplæring endnu mere fleksibelt og samtidig fastholde specialisering og et højt niveau i den faglige profil.

Som noget nyt vil planen bestå af 10 bundne og 8 valgfrie mål. De 8 valgfrie mål kan variere fra elev til elev, så de passer til den specifikke arbejdsplads. Der kan vælges frit mellem 18 valgfrie mål.

Næstformand i HK Stat Ulla Moth-Lund Christensen hilser planen og de nye oplæringsmål velkommen.

- For HK Stat er det vigtigt, at vi hele tiden følger de administrative elevers læring. At vi har fokus på den praksisnære tilgang, som giver eleverne en ballast på deres videre vej. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu har fået gjort oplæringsplanen mere nærværende og relevant, siger hun.

Den nye oplæringsplan gælder for elever, der begynder på kontoruddannelsen 1. august 2026 eller senere. Elever, der allerede er i gang med grundforløbet, kan blive overflyttet til den nye ordning, hvis arbejdspladsen og skolen aftaler det. Igangværende elever forsætter som hidtil.

Se de nye oplæringsplaner på Uddannelsesnævnets hjemmeside