Foto: Mostphotos

Når seniorer over 50 år oplever høj fysisk eller psykisk nedslidning, forkorter det deres arbejdsliv med flere år.

En ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) estimerer, at en 50-årig, som oplever høj fysisk nedslidning, har 5,6 færre år på arbejdsmarkedet sammenlignet med en 50-årig med lavere fysisk nedslidning, der kun har en reduktionen på 2,6 år.

En 50-årig med høj oplevet psykisk nedslidning har 3,8 færre arbejdsår end en 50-årig med lav oplevet psykisk nedslidning, der kun har 1,4 år færre arbejdsår.

Fysisk og psykisk nedslidning er forskellig

Arbejdsmiljøkonsulent i HK Kommunal Karen Brøndsholm hæfter sig særligt ved, at det nu bliver slået fast, at fysisk og psykisk nedslidning bør forstås og håndteres som to forskellige mekanismer med forskellige typer forebyggelse.

-  Det er positivt, for det giver et endnu bedre grundlag til at arbejde med forebyggelse ude på arbejdspladserne.

Rapporten peger nemlig på en række risikofaktorer.

Ubalancer giver psykisk nedslidning

Helt overordnet handler det om det psykosociale arbejdsmiljø, især konflikter mellem arbejde og privatliv, manglende rolleklarhed, følelsesmæssige krav samt mangel på støtte og anerkendelse fra ledelsen af ens rolle.

Karen Brøndsholm peger på, at HK Kommunal er med i flere indsatser, bla i Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø (www.godt arbejdsmiljo.dk), hvor der er arbejdes ud fra en bred og sammenhængende indsats.

-  Og ved OK 26 har parterne aftalt projekter om forskellige livsfaser, hvor forebyggelse kommer til at spille en vigtig rolle, understreger Karen Brøndsholm.