
Lene Roed, formand for HK Kommunal, i paneldebat om AI på Folkemødet. Foto: Lisbeth Bakholt Hansen
Hastværk er lastværk. Man skal skynde sig langsomt. Grundighed betaler sig – og sådan kan man blive ved med talemåder og bon-mot’er omkring hastighed i processer.
Når det kommer til AI, er det en sandhed, der i den grad gælder, mener Lene Roed, formand for HK Kommunal.
- Først og fremmest må AI ikke blive brugt til at gøre det offentlige billigere, hvor menneskelighed og faglighed er sparet væk, for så kommer det med en meget høj pris.
Tilliden risikerer at smuldre
Den pris handler grundlæggende om, at borgernes retssikkerhed og tillid til det offentlige er i fare.
- Min bekymring er, at vi i det offentlige kommer til at bruge det forkert, sådan at vores tillidssamfund smuldrer. Vi skal sætte dagsordenen, sætte rammerne for brugen og hvad AI skal og må bruges til. Altså at vi er grundige og ansvarlige.
Det betyder, at der skal være tid til kompetenceudvikling, medarbejderinddragelse og at der bliver skabt klare rammer for brugen af AI.
Ingen evidens for store besparelser
Lene Roeds pointe er, at AI kun kan blive en gevinst, hvis det bruges ansvarligt, og hvis medarbejderne bliver kompetente og trygge brugere og ikke mindst kritiske brugere, der kan gennemskue data, fejl, bias, output og etiske problemstillinger.
Med i debatpanelet var også Helene Friis Ratner, der på DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse) forsker i AI og velfærd.
Hun slog fast, at hun endnu ikke havde set evidens for, at AI kan spare 30.000 stillinger i det offentlige.
Den forskning, hun kender til, viser kun gevinster i meget beskeden omfang.