Nathali Degn, formand for Sundhedsadministratives Landsforening. Foto: Lars Pryds

Sundhedsvæsenet står midt i store forandringer. Reformer, nye samarbejder på tværs af sektorer og et stigende pres på medarbejderne skaber usikkerhed mange steder. Men netop derfor er der brug for den faglighed, som sundhedsadministrative medarbejdere bringer ind i systemet, mener Nathali Degn, der netop er blevet genvalgt som formand for Sundhedsadministratives Landsforening.

– Jeg oplever, at vi står med en kæmpe mulighed. Sundhedsvæsenet bliver mere komplekst, og der bliver endnu større behov for nogen, der kan skabe sammenhæng, bevare overblikket og sikre, at patienterne ikke falder mellem to stole. Det er præcis det, vores medlemmer kan, siger Nathali Degn.

For hende handler genvalget også om at få lov til at føre nogle af de projekter videre, som allerede er sat i gang.

Et af de områder, hun brænder mest for, er uddannelse og kompetenceudvikling.

– Der skal ikke være loft over mulighederne for efter- og videreuddannelse. Vi arbejder for, at medlemmerne kan udvikle sig gennem hele arbejdslivet. Sundhedsadministration er ikke én snæver funktion. Det er en faglighed med mange retninger og niveauer, og der skal være mulighed for at gå den vej, man har lyst til, og som der er behov for.

Mere end administration

Hvis Nathali Degn kunne ændre én ting ved omverdenens syn på faget, er det forestillingen om, at sundhedsadministrative medarbejdere "bare" arbejder med administration.

For selv om opgaverne ofte foregår bag kulisserne, har de stor betydning for patienterne.

– Vi er ofte det første møde, patienter og pårørende har med sundhedsvæsenet. Vi møder mennesker i øjenhøjde, skaber tryghed og reagerer, når noget ser forkert ud. Vi er med til at sikre, at patienter kommer videre i systemet, og at de rette aktører bliver involveret.

Hun peger samtidig på, at faggruppen spiller en afgørende rolle for kvaliteten af de data, som hele sundhedsvæsenet bygger på.

– Der ligger et stort potentiale i, at vi tager endnu mere ansvar for valide data og kvalitetssikring. Vi er allerede dem, der opdager fejl, retter oplysninger og sikrer, at systemerne fungerer. Det er et område, hvor vores kompetencer kan komme endnu mere i spil.

Sammenhæng er nøglen

Netop sammenhæng bliver et nøgleord i de kommende år.

Sundhedsreformen skal skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen på tværs af hospitaler, kommuner, almen praksis og private aktører. Og her ser Nathali Degn en oplagt rolle for sundhedsadministrative medarbejdere.

– Vi er bindeleddet mellem faggrupper, afdelinger og sektorer. Hvis patienterne skal opleve et sammenhængende forløb, kræver det nogen, der kan bevare overblikket og få tingene til at hænge sammen. Det er en af vores største styrker.

Hvis ikke den faglighed bliver tænkt med ind i reformerne, frygter hun, at både patienter og medarbejdere kommer til at betale prisen.

– Risikoen er, at der opstår mere utryghed, flere misforståelser og dårligere patientforløb. Når sammenhængen mangler, er det patienterne, der mærker det først.

Træt af besparelser på administration

En af de største udfordringer for faget er ifølge Nathali Degn de tilbagevendende administrative besparelser.

Hun mener, at diskussionen ofte bygger på en misforståelse af, hvad sundhedsadministrative medarbejdere faktisk bidrager med.

– Opgaverne forsvinder jo ikke, fordi man sparer på administrationen. Så ender de hos læger eller sygeplejersker i stedet. Det giver sjældent mening hverken fagligt eller økonomisk.

Derfor bliver kampen for de rette kompetencer til de rette opgaver en af SAL's vigtigste dagsordener i den kommende valgperiode.

I gør en forskel

Selv om Nathali Degn ønsker større synlighed og anerkendelse af faggruppen, er hendes vigtigste budskab til medlemmerne et andet.

Det handler om faglig stolthed.

– Jeg vil gerne sige til medlemmerne, at de skal blive ved med at være nysgerrige på deres faglighed og på det, de kan byde ind med. I gør en kæmpe forskel hver eneste dag.

Hun oplever ofte, at medlemmernes indsats bliver bemærket af både patienter og kolleger.

– Man kan mærke, når der har været en sundhedsadministrativ medarbejder inde over et forløb. Tingene hænger sammen, patienterne føler sig set, og behandlingen glider bedre. Det skal medlemmerne huske på.

Og hvis det står til den genvalgte formand, skal endnu flere få øjnene op for netop dét i de kommende år.