
"Det her betyder meget mere for mig end bare pengene", fortæller HK Handel medlem, der for nylig fik erstatning. Foto: Colourbox
Det kan godt betale sig at tjekke sin lønseddel. Det er Hanne og Vickys historie et eksempel på. De arbejder begge i fleksjob hos en større dansk køkkenforhandler, og for nylig fik de tilsammen 97.000 kroner tilbage i løn, efter at de sammen med HK Handel Sjælland havde fundet fejl på deres lønsedler.
Det drejede sig blandt andet om fejl i udregningerne af pension og søgnehelligdage, som gik mange år tilbage.
- Det her betyder meget mere for mig end bare pengene. Det betyder noget for min retfærdighedssans og min følelse af at være værdsat i mit arbejde, at jeg nu får det, jeg har krav på, fortæller Vicky.
Bekymrede for at gå til chefen
Både Vicky og Hanne havde ellers bekymringer i forhold til at få tjekket deres lønsedler. De fortæller, at det blandt andet handlede om, at de ikke vidste, hvordan deres chef ville reagere.
- Han er ikke sådan en, der generelt er glad for at tale om løn. Når emnet kommer på banen, bliver han tavs, og man skal virkelig være klar i spyttet, hvis man vil have noget igennem, siger Hanne.
Det skulle dog vise sig, at deres bekymring blev gjort til skamme. Deres chef udbetalte pengene, de to havde krav på, uden at brokke sig. Han har heller ikke på nogen måde opført sig anderledes over for dem siden.
- Det har været en god oplevelse. Det gør, at jeg en anden gang vil være mindre bekymret for at gå til chefen eller bede om hjælp fra min fagforening, siger Hanne.
I processen, hvor de to fik tjekket deres lønsedler, blev de også sammen med HK Handel opmærksomme på en række andre fejl i deres ansættelsesforhold. Vicky havde fx aldrig fået udleveret en ansættelseskontrakt.
- Jeg vil helt klart sige, at jeg har fået bedre styr på mine rettigheder efter det her forløb, fortæller Vicky.