Men kort efter ansættelsen blev livet vendt på hovedet. Simon fik konstateret testikelkræft.
Oven i det oplevede han en arbejdsgiver, der i stedet for at prøve at få ham godt igennem sygdomsforløbet havde fokus på økonomi og at få ham hurtigt tilbage på arbejde.
I sidste ende stoppede de lønnen, og Simon modtog ikke løn i flere måneder på trods af, at der løbende var fremsendt lægelig dokumentation for hans sygdom.
HK Handel MidtVest er nu gået ind i kampen for at sikre, at han får den løn, han har krav på.
- Jeg troede egentlig, at det sværeste ville være kræften. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg også skulle kæmpe for at få min løn under sygdom, fortæller Simon.

25-årig Simon Fischer fik hjælp af HK Handel MidtVest, da han som elev oplevede, at arbejsgiver stoppede hans løn under et kræftforløb.
Et hårdt slag Simon blev hurtigt opereret, og efter seks ugers sygemelding vendte han tilbage til arbejdet med håbet om, at det værste var overstået. Men ved den første kontrol efter operationen kom beskeden, ingen ønsker at få.
Kræften havde spredt sig.
Der ventede nu flere måneders kemobehandling, som både fysisk og psykisk satte dybe spor.
Samtidig oplevede han og familien, at kontakten med arbejdsgiveren blev en ekstra belastning i et forløb, der i forvejen var svært.
Mens Simon gennemgik behandlingerne, blev der løbende efterspurgt oplysninger om hans sygdom og mulighederne for at vende tilbage til arbejdet.
Til sidst blev han så syg, at hans mor, Annemette, overtog kontakten til virksomheden.
- Simon havde simpelthen ikke kræfterne selv, fortæller hun.
HK går ind i sagen
Efter måneder med operationer, behandling og usikkerhed kom den besked, Simon havde ventet på. Kræften var væk. En enorm lettelse for både Simon og hans familie.Men selv om sygdommen var bekæmpet, var problemerne langt fra slut.
I dag kæmper Simon fortsat med følgerne af sygdomsforløbet. Angst og depression præger hverdagen, og han er fortsat sygemeldt.
Oven i det kom den manglende løn for flere måneder. Her blev HK Handel MidtVest involveret.
Flere gange blev der givet tilsagn om, at den manglende løn ville blive udbetalt, men pengene udeblev.
Efter et længere forløb lykkedes det HK Handel MidtVest at få udbetalt 55.000 kroner for marts, april og maj 2026.
Men kampen er endnu ikke slut. Simon mangler fortsat at få udbetalt 54.310 kroner i løn, tillæg, pension og øvrige krav, som HK Handel MidtVest arbejder på at inddrive. Som funktionær har man nemlig ret til løn under sygdom.
- Desværre ser vi indimellem arbejdsgivere, der mener, de er klogere end lægerne og hævet over lovgivningen. Det er både urimeligt og dybt frustrerende for et medlem i Simons situation, siger Marianne Aaris Andersen, formand for HK Handel MidtVest.
En del af kravet er også overarbejde. Simon blev bedt om at møde ind 15 min før hver dag uden at få løn for det. Hvis han mødte senere, så blev han trukket de minutter i løn.
Der er ikke noget, der hedder interessetid i overenskomsten, så han skal have løn for de timer, han reelt arbejdede.
Simon er glad for at være dækket af en overenskomst og for at have HK ved sin side.
- Jeg er glad for, at jeg ikke står alene med det her, siger Simon.
Simon fortæller, at usikkerheden omkring lønnen og kontakten med arbejdsgiveren har været en ekstra belastning i et i forvejen svært sygdomsforløb.
For Simon handler det ikke kun om penge.
- Jeg kan ikke ændre det, der er sket. Men jeg vil gerne behandles ordentligt og have det, jeg har krav på. Når man står midt i et kræftforløb, burde det sidste, man skal bekymre sig om, være, om lønnen kommer, siger Simon.
Med familien ved sin side og HK i ryggen fortsætter han kampen for at komme videre både menneskeligt og økonomisk.