Gruppebillede af frivillige i MidtVest

Jobpatruljen er båret af frivillige kræfter, der holder humøret højt hele ugen

I løbet af ugen har Jobpatruljens frivillige besøgt 901 arbejdspladser fordelt over hele Midt- og Vestjylland for at tale med unge om deres fritidsjob, deres rettigheder og deres første møde med arbejdsmarkedet.

For Mia Kempf, ungdomskonsulent i HK MidtVest og koordinator for Jobpatruljen i Midt- og Vestjylland, viser rekordresultatet først og fremmest, at de unge gerne vil tale om deres arbejdsliv.

  • Vi er utrolig glade for, at så mange unge har taget sig tid til at tale med os. Det giver os et stærkt billede af, hvordan de oplever deres fritidsjob, og det giver os et godt grundlag for at hjælpe både de unge og arbejdspladserne med at skabe endnu bedre rammer, siger Mia Kempf.

Mange gode historier, men stadig plads til forbedringer

Jobpatruljen i Viborg
Jobpatruljen i Viborg
Et gennemgående billede fra ugens besøg var, at mange unge er glade for deres fritidsjob. De fremhævede især gode kolleger, chefer der lytter, og et godt fællesskab som det bedste ved deres arbejde.

Samtidig viste de 300 interviews, at der fortsat er områder, hvor unge mangler den viden og de rettigheder, de har krav på.

Jobpatruljen mødte blandt andet unge, der endnu ikke har fået en ansættelseskontrakt og manglede pauser. Nogle fortalte, at de selv skulle finde en afløser ved sygdom eller var usikre på reglerne om løn under sygdom, og Jobpatruljen hørte også om unge, der havde oplevet tunge løft eller arbejdsulykker.

  • Langt de fleste arbejdsgivere vil gerne gøre det rigtige, og vi oplevede gennem hele ugen stor interesse for vores besøg. Flere steder bad arbejdsgiverne ligefrem om feedback eller kom med idéer til, hvordan vi kan udbrede kendskabet til unges rettigheder endnu mere. Det viser, at dialog virker, siger Mia Kempf.

Frivillige gør forskellen

Jobpatruljen i Herning
Jobpatruljen i Herning
Bag årets rekord står en gruppe engagerede frivillige, som valgte at bruge en del af deres sommerferie på at besøge unge fritidsjobbere rundt omkring i landsdelen.

De har kørt hundredvis af kilometer, besøgt arbejdspladser fra Thyborøn til Brande og fra Mors til Ringkøbing og gennemført 300 interviews.

  • Uden vores frivillige var der ingen Jobpatrulje. De møder de unge i øjenhøjde, skaber gode samtaler og gør en kæmpe forskel. Samtidig bliver de selv en del af et stærkt fællesskab, hvor de udvikler sig både fagligt og personligt, siger Mia Kempf.

For at styrke sammenholdet blandt de frivillige har ugen også været fyldt med fælles aktiviteter, der gør Jobpatruljen til meget mere end en oplysningskampagne.

Resultaterne bliver til ny viden

Alle interviews bliver nu samlet i Jobpatruljens landsdækkende rapport, som senere på året giver et samlet billede af unges løn- og arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked.

Fakta om Jobpatruljen

  • Jobpatruljen er en landsdækkende oplysningskampagne for unge mellem 13 og 17 år med fritidsjob
  • Formålet er at vejlede unge og arbejdsgivere om regler og rettigheder på arbejdsmarkedet
  • I år gennemføres kampagnen for 47. gang
  • Bag indsatsen står FH i samarbejde med en række fagforeninger, herunder HK og 3F
  • Sidste år besøgte Jobpatruljen på landsplan 7.584 arbejdspladser og talte med 3.218 unge fritidsjobbere.