Studerende

Foto: HK

261 ansøgere er i år blevet tilbudt en studieplads på uddannelsen til professionsbachelor i offentlig administration.

Det er 17 flere end sidste år, hvor 244 blev optaget, og svarer til en fremgang på omkring syv procent.

På uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator (SAK) går udviklingen den modsatte vej. Her er 470 blevet tilbudt en studieplads mod rekordhøje 512 sidste år. Det svarer til et fald på omkring otte procent.

Flere vælger ABL som førsteprioritet

Også udviklingen i antallet af førsteprioritetsansøgere til administrationsbacheloruddannelsen er positiv.

285 har i år uddannelsen som førsteprioritet mod 238 sidste år. Det er en stigning på knap 20 procent.

Det glæder HK Kommunals formand, Lene Roed.

- Det er rigtig positivt, at optaget på administrationsbacheloruddannelsen går frem. Især er det glædeligt, at flere har valgt uddannelsen som deres førsteprioritet, siger Lene Roed. 

Brug for de rette kompetencer

Ifølge Lene Roed er der brug for både administrationsbachelorer og sundhedsadministrative koordinatorer i den offentlige sektor.

- Først og fremmest vil jeg gerne ønske alle, der har fået tilbudt en studieplads, tillykke. Kommuner og regioner har brug for medarbejdere med de rette administrative kompetencer til de opgaver, der skal løses, siger Lene Roed. 

Færre optaget på SAK

Efter sidste års rekordoptag er der i år blevet optaget færre på SAK-uddannelsen.

Også antallet af førsteprioritetsansøgere er faldet. 540 har i år SAK-uddannelsen som førsteprioritet mod 606 sidste år.

Det ændrer dog ikke på behovet for sundhedsadministrative kompetencer.

- Sundhedsreformen stiller store krav til koordineringen på tværs af hospitaler, kommuner og andre aktører. Her har de sundhedsadministrative koordinatorer nogle kompetencer, som der bliver brug for, siger Lene Roed.