Foto: Shutterstock
Måske har du været på arbejdsmarkedet i flere år og søgt ind på en uddannelse for at skifte branche, få nye opgaver eller forbedre dine jobmuligheder.
Hvis du ikke bliver optaget på din førsteprioritet – eller slet ikke får tilbudt en studieplads – kan det være svært at vurdere, hvad du skal gøre nu.
Hvad ville du opnå med uddannelsen?
Start med at se på, hvorfor du søgte netop den uddannelse.
Var målet at arbejde inden for et bestemt område, få flere jobmuligheder eller bygge videre på noget, du allerede kan? Når du ved, hvad der var vigtigst for dig, bliver det lettere at undersøge, om der findes andre veje til det samme mål.
Du begynder heller ikke forfra, fordi du vælger en ny retning. Erfaring fra tidligere job, kurser og uddannelser kan være relevant i andre brancher og funktioner.
Se på flere muligheder
Du kan blandt andet overveje at takke ja til din anden- eller tredjeprioritet, undersøge ledige studiepladser eller søge job og vikariater, der giver erfaring inden for det område, du gerne vil arbejde med.
Det kan også være relevant at bruge tid på at afklare, om du skal søge igen, eller om en anden uddannelse passer bedre til det, du vil opnå.
Tal med HK’s karrierevejledning
HK’s Karrierevejledere kan hjælpe dig med at skabe overblik over dine kompetencer, jobmuligheder og det, der giver mening og lyst i dit næste skridt.
Du kan ringe til Karrieretelefonen på 33 30 44 60 alle hverdage klokken 13-16, booke en samtale på hk.dk/book eller kontakte din lokale HK-afdeling.