Legatmodtager der får klapsalver på vej op til scenen

Mathilde Heinemann, salgselev indenfor handel på ZBC i Næstved, er på vej op til scenen for at modtage sin legatgave. 

Traditionen tro deltog HK Sjælland i dimissionerne for elever inden for administration, økonomi, handel og detail på ZBC i Næstved og Slagelse.

De to formænd for henholdsvis HK Kommunal Sjælland og HK Stat Sjælland, Michael Rosenberg og Charlotte Levin, uddelte legatgaver til elever, der gennem deres uddannelse har ydet en særlig indsats, vist stort engagement, faglig dygtighed samt været gode rollemodeller for faget og gode kammerater.

Det var et stærkt felt i år med rigtig mange dygtige elever og flotte præstationer til fagprøven. HK Sjælland ønsker alle dimittender stort tillykke og held og lykke med fremtidens arbejdsliv. 

De fik HK Sjællands legatgave i 2026: 

Mathilde Mia Smith, salgsassistentelev i ZWILLING, Ringsted Designeroutlet

Portræt af Mathilde Mia Smith
Uddrag fra undervisernes indstilling: 
Mathilde har udvist et usædvanligt højt fagligt niveau, stor arbejdsomhed og et imponerende engagement i sit fag. Hendes afsluttende fagprøve er et stærkt eksempel på dette.

Her kombinerede hun bæredygtighed, folkesundhed, kundeoplevelser og stærke forretningsmæssige resultater i et projekt, som imponerede både virksomhed, skole og censor. Hun har generøst delt ud af sin viden, hjulpet sine medstuderende og løftet andre med sig.

Hun er et forbillede for sit fag, fordi hun forener høj faglighed med ydmyghed, ansvarlighed og respekt for andre mennesker.

Mathilde Heinemann, salgselev indenfor handel, 
Boston Group A/S

Mathilde Heinemann
Uddrag fra undervisernes indstilling: 
Gennem hele uddannelsesforløbet har hun været kendt for sit gode humør, sin positive energi og sin evne til at inkludere andre og tilbyde sin hjælp.

Fagligt har hun udmærket sig ved at være dygtig, engageret og særdeles dedikeret. Med et stærkt branchekendskab, stor interesse for udviklingen inden for området og et godt blik for nye trends har hun vist en imponerende forståelse for sit fag.

Kombinationen af faglig styrke, arbejdsomhed, hjælpsomhed og engagement gør hende til en naturlig rollemodel for andre.

 

Gitte Blak Lisby, økonomielev, Region Sjælland

Portræt af Gitte Blak Lisby
Uddrag fra undervisernes indstilling: 
Gitte kom til uddannelsen med en større erhvervserfaring end mange af sine medstuderende og arbejdede inden for en branche, hvor flere af uddannelsens teorier skulle tilpasses og oversættes til den konkrete virkelighed.

Gennem hele forløbet har hun udvist en imponerende grad af dedikation, arbejdsomhed og engagement. Det blev særligt synligt ved fagprøven, hvor hun leverede en stærk præstation og viste, at teorien kunne omsættes og bringes i spil på en relevant og værdiskabende måde i praksis.

Samtidig har hun med sin hjælpsomhed og inkluderende tilgang været med til at løfte andre og bidrage til et stærkt og positivt læringsmiljø.

 

Janie Nilsen, kontorelev med speciale i
offentlig administration, Antvorskov Kaserne

Janie Nielsen sammen med Charlotte Levin.
Uddrag fra undervisernes indstilling:
Gennem hele sin uddannelse har Janie vist en stærk forståelse for flowet i arbejdsprocesser og en evne til at tænke stort og ud af kassen. Hun har hele tiden haft et ønske om at blive så dygtig som muligt og har været ekspert i at stille gode spørgsmål og sætte spørgsmålstegn ved praksis.

Det kom også til udtryk i hendes fagprøve om vidensformidling til erhvervspraktikanter i Forsvaret med det formål at tiltrække flere unge til de mange spændende jobmuligheder i Forsvaret. Både hendes opgave og præsentation imponerede i en sådan grad, at censor talte om den resten af dagen.

Janie er samtidig positiv, passioneret og seriøs, og enhver arbejdsplads vil være heldig at få hende.

 

Emil Koch, kontorelev med speciale i administration, FLC 

Emil Koch og Charlotte Levin

Uddrag fra underviserne indstilling: 
Emil har vist stor faglig nysgerrighed og et stærkt ønske om at blive så dygtig som muligt. Han er god til at stille spørgsmål, udfordre vaner og tænke over, hvordan tingene kan gøres bedre.

I sin fagprøve arbejdede han med, hvordan man kan skabe en bedre sammenhæng mellem skole og praktik. Her viste han både stærke refleksioner og evnen til at finde løsninger, der kan bruges i praksis.

Samtidig møder Emil andre med et smil, positiv energi og et fantastisk drive. Han har både evnerne og indstillingen til at nå langt.

 

Karen Senstius, kontorelev med speciale i offentlig administration, Ringsted Kommune 

Karen Senstius og Charlotte Levin

Uddrag fra undervisernes indstilling: 

Karen har gennem sin uddannelse vist, at hun både er arbejdsom, fagligt dygtig og utrolig grundig. I sin fagprøve satte hun fokus på borgernes brugerrejse på hjemmesiden og undersøgte, hvor de møder udfordringer undervejs. Et relevant emne, hvor hun viste, at hun kan omsætte teori til noget, der gør en forskel for borgerne.

Samtidig er Karen et menneske med hjertet på rette sted, som gerne vil bidrage til fællesskabet.