Kommunerne er blevet gode til at overholde deres budgetter. Men prisen er en økonomisk styring, hvor hensynet til det enkelte budgetår spænder ben for investeringer, der først giver resultater på længere sigt.

Det viser en ny undersøgelse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – som HK Kommunal har været med til at finansiere.

– Kommunerne bliver tvunget til at tænke ét år ad gangen, selv om de problemer, de skal løse, ikke følger kalenderåret. I stedet for at investere i løsninger, der kan forbedre velfærden på længere sigt, ender de alt for ofte med at lappe fra år til år og holde igen med nødvendige investeringer. Det er hverken god økonomistyring eller god velfærd, siger Lene Roed, formand for HK Kommunal.

Penge bliver holdt tilbage

Undersøgelsen bygger blandt andet på svar fra kommunaldirektører og økonomichefer i 71 kommuner. Halvdelen svarer, at kommunerne afsætter buffere for at sikre, at budgetterne bliver overholdt inden for det enkelte år.

Siden budgetloven og budgetsanktionerne blev indført, har kommunerne i stort set alle år brugt mindre på service end aftalt. Samlet er det blevet til over 30 milliarder kroner, som kunne have været brugt på velfærd.

– Vi har i årevis advaret om, at den stramme økonomistyring udhuler velfærden. Nu har vi forskningsmæssigt belæg for, at kommunerne er blevet så forsigtige, at penge, der kunne være brugt på bedre service, forebyggelse og ordentlige rammer for medarbejderne, bliver holdt tilbage, siger Lene Roed.

Når mange kommunale institutioner og arbejdspladser hver især holder penge tilbage til uforudsete udgifter, kan det samlet blive til store beløb, som aldrig bliver omsat til bedre velfærd.

Undersøgelsen viser samtidig, at den stramme styring begrænser kommunernes lokale råderum. Halvdelen af kommunerne oplever, at deres muligheder for selv at fastlægge skat og serviceniveau er blevet mindre.

– Kommunerne kender deres borgere og lokale udfordringer bedst. Men den stramme styring gør det sværere at prioritere og tilpasse skatten og servicen til lokale behov. Det sætter det kommunale selvstyre under pres, siger Lene Roed.

Forebyggelse kræver et længere perspektiv

Den kortsigtede styring gør det især svært at gennemføre indsatser, som kræver investeringer nu, men først skaber resultater senere.

Det gælder eksempelvis på beskæftigelsesområdet, hvor en tidlig og sammenhængende indsats kan hjælpe udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet. Det gælder også forebyggende indsatser på social-, sundheds- og børneområdet.

Syv ud af ti kommuner vurderer ifølge undersøgelsen, at deres styringsmuligheder ville blive bedre med et flerårigt perspektiv for serviceudgifterne og mulighed for at overføre over- og underskud mellem årene.

– Man kan ikke skabe varige forbedringer med midlertidige lappeløsninger. Kommunerne skal have mulighed for at investere i indsatser, der både giver borgerne et bedre liv og kan spare samfundet for udgifter senere. Det kræver, at de kan planlægge længere end frem til den 31. december, siger Lene Roed.

Budgetloven skal ændres

HK Kommunal ønsker at budgetloven bliver justeret, så regler giver mere fleksibilitet og understøtter langsigtede investeringer frem for at belønne kommunerne for at holde penge tilbage.

HK Kommunal efterlyser blandt andet flerårige økonomiaftaler og bedre mulighed for at overføre under- og merforbrug mellem årene uden sanktioner.

– Når Folketinget og kommunalpolitikerne afsætter penge til velfærd, skal de også kunne blive til velfærd. Borgerne kan ikke bruge kommunale buffere i et regneark til noget, og medarbejderne kan ikke løse flere og mere komplekse opgaver med penge, som aldrig når ud på arbejdspladserne. Budgetloven skal fortsat sikre ansvarlig økonomi, men den må ikke stå i vejen for ansvarlige investeringer, siger Lene Roed.