
Fredag den 21. august satte HK Privat, FOA og Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening sig til bordet for at forhandle en ny overenskomst på plads.
- Vi nåede ikke i mål, men min indtryk er, at vi er meget tæt på hinanden, siger Troels Rønn-Simonsen, faglig sekretær og forhandler for HK Privat.
HK Privat, FOA og PLA har sat en deadline den 14. september for at opnå enighed. Skulle det mod forventning ikke lykkedes at opnå enighed, vil næste skridt være, at de mødes i Forligsinstitutionen for at få hjælp til at lande en ny overenskomst.
- Jeg forventer dog, at parterne gør alvor af de tilsagn, vi har givet hinanden om at opnå enighed, så det ikke bliver nødvendigt at mødes i regi af Forligsinstitutionen, tilføjer han.
Urafstemning
Når den nye overenskomst er forhandlet færdig - med eller uden Forligsinstitutionens hjælp - skal den først godkendes af Overenskomstgruppen Sundhed og HK Privats sektorbestyrelse.
Derefter skal den til urafstemning blandt medlemmerne på overenskomstens område.
Er du omfattet af overenskomsten, vil du modtage en mail med link til afstemningsmodulet og et link til HK.dk, hvor du kan se de vigtigste resultater af den nye overenskomst.
Når overenskomsten er endelig godkendt af medlemmerne, vil du få udbetalt eventuelle stigninger med tilbagevirkende kraft fra 1. juni 2026.