To medlemmer sidder og taler.
Gode snakke med kollegaerne, fagligt input og et godt grin var på programmet til HK Kommunal Sjællands arrangement 'Vi fejrer fællesskabet'. 

Hele 81,5 procent af medlemmerne stemte ved OK26, og den flotte stemmedeltagelse vidner om et stærkt engagement i overenskomsten og det faglige fællesskab.

Derfor inviterede HK Kommunal Sjælland medlemmerne til en aften, hvor der både var plads til faglighed, debat og underholdning.

Karina deltager i debatten

Temaet kunstig intelligens fik mange til at tage ordet. Her er det TR Karina Christensen. 

Troels Van Dijk fra Faxe Kommune fortalte om kommunens arbejde med kunstig intelligens og gav konkrete eksempler på, hvordan teknologien allerede bliver brugt i hverdagen. Herefter var der en levende debat om kunstig intelligens, som også Lene Roed, formand for HK Kommunal, deltog i. 

Lene Roed er på scenen og deltager i debatten.

Lene Roed, formand for HK Kommunal, deltog også i debatten om kunstig intelligens

Og der var nok at tale om. Kunstig intelligens og dens betydning for arbejdspladserne fylder meget blandt medlemmerne, både når det gælder de nye muligheder og de udfordringer, teknologien fører med sig.

Vil du også være med i debatten? Her kan du deltage i samtalen om kunstig intelligens på Vores HK 

Efter den faglige del stod den på tapas, inden aftenen sluttede med grin. Komikerne Clara Schøn og André Jakobsen sørgede med både  selvironi, skarp satire og genkendelige betragtninger fra hverdagen for en festlig afslutning.

Clara Schøn optræder med sin guitar.

Clara Schøn fik hele salen til at skraldgrine, da hun sang og fortalte om sine udfordringer med dating, boligmarkedet og parforhold. 

Tak til de mere end 300 medlemmer, der var med til at gøre aftenen til en fejring af både den flotte stemmedeltagelse og det stærke faglige fællesskab i HK Kommunal Sjælland.