
Illustration: Mostphotos og Canva.
Igen i år er der HK Stat-medlemmer blandt de indstillede til priser ved Årets TR. Og blandt de mange rosende ord fra kolleger, som har indstillet til priserne, er ”dygtig”, ”vellidt” og ”altid på pletten”.
6. september udløb fristen for at indstille kandidater til Årets TR. Dernæst vil en jury vurdere alle indstillinger og kåre vinderne i de forskellige kategorier ved A4 Mediers store prisfest 17. november 2026 i K.B. Hallen. I alt er der indstillet 11 fra HK Stat som kandidater til årets priser.
Se her, hvem de indstillede er – og uddrag af, hvad kollegerne skriver om dem:
Lone Riis Stengaard, DSB, indstillet til Årets TR
Susanne Vinkelgaard skriver om Lone:
'Lone har en sjælden evne til at kombinere faglig styrke med ægte medmenneskelighed. Hun har kæmpet for mine rettigheder, holdt fast, når presset var størst, og hun har givet mig ro, klarhed og tryghed i en periode, hvor alt andet føltes usikkert. Uden hendes hjælp var jeg ikke kommet så hel ud på den anden side, som jeg gjorde.'
Christina Puggaard, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, indstillet til Årets Organiser
Dorte Coster Waldau, faglig konsulent, skriver om Christina:
'Christina har gjort organisering til en del af hverdagen. (...) Christina viser, hvad stærk organisering kan være: At lytte, være synlig, skabe relevante fællesskaber og give andre lyst til at være med. På FMI er organisering ikke længere et enkeltstående projekt. Det er blevet en naturlig del af hverdagen – og det er fortsat med at vokse år efter år.'
Anne Krustrup Svensson, Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab, Aarhus Universitet, indstillet til Årets AMR
Julie Sloth Jensen, sekretær, skriver om Anne:
'Hun går op i (på den gode måde), at det er sikkert at arbejde i laboratorierne og på kontorene. Det er så fedt at se både som kollega og som sekretær for arbejdsmiljøudvalget.'
Heidi Borg, Arbejdstilsynet TC Syd Kolding, indstillet til Årets TR
Luise Holt Hansen, ekspeditionssekretær, skriver om Heidi:
'Det er med stor begejstring og stolthed, at jeg indstiller Heidi til titlen som Årets TR. Heidi har ganske enkelt rollen som tillidsrepræsentant i sit DNA. Hun er den samlende kraft i vores hverdag og arbejder utrætteligt for, at alle føler sig både set, hørt og værdsat.'
Pia Bej, Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier, indstillet til Årets TR
Lone Bjerregaard Kristensen, receptionist m.m. skriver om Pia:
’Hun stod ved min side, da jeg fik problemer på min arbejdsplads, og hjalp mig igennem en meget svær periode, frem til hvor jeg er i dag, hvor jeg igen er glad for at gå på arbejde.’
Anette Østerhaab, SOSU Østjylland, indstillet til Årets TR
Anette Andersen, uddannelsessekretær, skriver om Anette:
'Hun har altid talt vores sag over for ledelsen og stået fast på sine sager og værdier på en saglig måde. Hun har altid bakket os op, hvis der har været udfordringer/problemer.'
Rikke Askjær, Midt- og Vestjyllands Politi, Holstebro, indstillet til Årets TR
Hanne Schäfler Frederiksen, operatør 114, skriver om Rikke:
’Hun er vidende, interesseret og meget engageret i det, hun gør, hvilket giver en tryg fornemmelse på arbejdet. Hun helmer ikke, hvis hun ikke har fået 'opklaret' en beslutning, som gik imod det forventede, og hun kæmper med næb og klør for sine medlemmer. Derudover er Rikke velsignet med et sprudlende og smittende humør, hvis situationen tillader det.’
Også Julie Dahl, tillidsrepræsentant, har indstillet Rikke Askjær og skriver om hende:
'Rikke giver ikke op, når noget er vigtigt. Hun er den, man vil have ved sin side, når uretfærdigheden rammer.'
Lene Knudsen, DTU Energi, indstillet til Årets TR
Michelle Rydberg Jensen, laborant, skriver om Lene:
’Lene er ikke bare en dygtig tillidsrepræsentant. Hun er også et menneske med et stort hjerte, et stærkt engagement og en sjælden evne til at få andre til at føle sig værdsat. Hun gør en forskel hver eneste dag for sine kolleger på DTU Energi, og hun fortjener i høj grad anerkendelse for den indsats.’
Også Michael Birch, laborant, har indstillet Lene Knudsen og skriver:
'Kort sagt: Lene gør arbejdspladsen bedre. Hver dag. Og hvis det ikke kvalificerer til titlen som Årets TR, så ved jeg ikke, hvad der gør.'
Og endelig skriver Jette Drue Spens, laboratorieassistent, om Lene Knudsen i sin indstilling:
'Hendes erfaring og ekspertise er uundværligt for os alle, på hele DTU i Danmark. Hun sikrer en god dialog på arbejdspladsen og står altid klar med råd og hjælp, når der opstår udfordringer.'
Anne-Kathrine Støvring Heintz, Motorstyrelsen, indstillet til Årets TR
Anders Søgaard Movsing, værdifastsætter, skriver om Anne-Katrine:
’AK tager ansvar i en tid, hvor vi har mistet vores FTR. Her har hun taget taktstokken og går forrest.’
Liselotte Frederiksen, Institut for miljøvidenskab, Aarhus Universitet, indstillet til Årets TR
Stephan Bernberg, laborant og daglig arbejdsmiljøleder, skriver om Liselotte:
’Lotte er bare altid "på pletten", hun kender alle reglerne og er helt med på, hvad der sker, når der forhandles løn og overenskomst. (…) Lotte yder også en stor indsats i vores Psykiske handleplansudvalg, hvor hun er rigtig stærk, og hendes viden om det psykiske arbejdsmiljø kom til stor gavn, da vi lavede stresspolitikken her på vores arbejdsplads. Lotte er også en helt fantastisk kollega.’
Nadja Zmuda Hemmingsen, Banedanmark, indstillet til Årets Uddannelsesmentor
Trine Kjeldsen Johannsen, kontorelev, skriver om Nadja:
’En god uddannelsesmentor lærer ikke bare eleverne at løse deres opgaver. En god uddannelsesmentor giver dem ansvar, skaber tryghed, ser deres potentiale og hjælper dem med at udvikle sig. Det er præcis det, Nadja har gjort for os.’