
Kasper Ejlertsen, næstformand i HK Kommunal. Foto: Lars Pryds
Når et nyt forsøg med frit valg i beskæftigelsesindsatsen sættes i gang, skal Danmark lære af de dårlige erfaringer fra udlandet. For eksempel viser erfaringer fra Sverige, at private leverandører kan blive markant dyrere uden at få flere i job.
Sådan lyder budskabet fra HK Kommunal i et nyt høringssvar om det forsøg, regeringen har i støbeskeen som en del af beskæftigelsesreformen. Her skal 25.000 dagpengemodtagere kunne vælge, om deres kontaktforløb skal varetages af kommunen, a-kassen eller en anden aktør.
Dyr svensk privatisering
HK Kommunals næstformand, Kasper Ejlertsen, peger i høringssvaret især på erfaringerne fra Sverige. Her har ledige siden 2019-20 kunnet vælge mellem forskellige leverandører.
Evalueringen viste, at indsatsen hos de private leverandører kostede 46-71 procent mere end den offentlige indsats for en sammenlignelig gruppe – uden tilsvarende bedre resultater.
Ifølge Kasper Ejlertsen bør de erfaringer indgå direkte i udformningen og evalueringen af det danske forsøg.
– Hvis vi bruger flere penge på en indsats, skal den også give bedre resultater for de ledige. Ellers giver det ingen mening. Vi skal ikke gentage fejl, som andre lande allerede har gjort sig erfaringer med, siger han.
Næstformanden frygter derudover, at resultatbetaling kan give leverandørerne et økonomisk incitament til at koncentrere sig om de borgere, der er lettest at få i job, mens ledige med mere komplekse problemer får mindre opmærksomhed. Internationale erfaringer beskriver fænomenerne som creaming og parking.
Tilsyn med kvaliteten
Samtidig understreger Kasper Ejlertsen, at medarbejderne hos private aktører skal have de nødvendige faglige kompetencer og ordentlige løn- og ansættelsesvilkår. HK Kommunal ønsker derfor klare krav til leverandørerne og et aktivt tilsyn med kvaliteten.
– Beskæftigelsesindsatsen handler om mennesker og om afgørelser, der kan have stor betydning for deres liv og økonomi. Derfor må prisen aldrig blive vigtigere end faglighed og retssikkerhed, siger Kasper Ejlertsen.
HK Kommunal er ikke principielt imod, at private aktører løser afgrænsede opgaver. Men det nye forsøg går langt videre. Private aktører kan nemlig blandt andet få opgaver med vejledning, rådighedsvurdering og indstilling til sanktion.
– Vi skal ikke afvise nye måder at tilrettelægge beskæftigelsesindsatsen på. Men når private aktører skal helt ind i kernen af myndighedsarbejdet, skal vi være meget sikre på, at kvaliteten og borgernes retssikkerhed følger med, siger Kasper Ejlertsen.
Sammenhæng i indsatsen
Endelig appellerer HK Kommunal til, at man sætter markant fokus på arbejdsvilkårene for HK’erne og de andre medarbejdere i jobcentrene. Fritvalgs-forsøget betyder nemlig, at en del af de opgaver, HK’ere i dag løser i jobcentrene, i en periode kan flytte andre steder hen.
- Det kan lyde enkelt at flytte en opgave fra ét sted til et andet. Men ude på arbejdspladserne skal der være medarbejdere nok til at løse de opgaver, der faktisk lander på skrivebordet. Når ingen på forhånd ved, hvor borgerne vælger at gå hen, bliver det meget sværere at planlægge, siger Kasper Ejlertsen.
Han opfordrer til, at konsekvenserne for bemandingen bliver fulgt tæt under hele forsøget.
- Vores medlemmer skal ikke stå tilbage med oprydningsarbejdet, fordi viden er gået tabt undervejs. Og borgerne skal ikke opleve at skulle begynde forfra, når de kommer tilbage til kommunen. Der skal være sammenhæng i indsatsen, siger Kasper Ejlertsen.