
Hvornår er det rigtige tidspunkt at bede om mere i løn? Og hvad kan man egentlig tillade sig at gå efter?
Det spurgte 33-årige Martine sig selv om, før hun tog initiativ til sin første rigtige lønsamtale.
- Jeg har aldrig været god til at tage min plads og tale mig selv op. Så hvis jeg nogensinde skulle have en chance, skulle jeg have noget konkret på bordet, hvor jeg kunne bevise mit værd, siger hun.
Martine arbejder i Producentforeningen som projektkoordinator i et lille team, der arrangerer festivaler og prisuddelinger. Her sidder alle med forskellige opgaver, og derfor er det svært for hende at sammenligne sin løn direkte med en kollegas.
I stedet fandt hun HK’s lønstatistik frem. Den brugte hun til at få en fornemmelse af lønniveauet i lignende stillinger og til at vurdere, hvad hun realistisk kunne bede om.
Du finder lønstatistikken her. Den viser, hvad andre medlemmer, der laver det samme som dig, i snit tjener. I et projektkoordinatorjob som Martines med 2 års erfaring tjener man gennemsnitligt 32.000, estimerer HK's lønstatistik.
Får du en mail fra HK om at oplyse din løn, er det værd at svare. Jo flere der gør det, desto bedre bliver lønstatistikken.
Sådan gjorde Martine
Martine bad om sin første lønforhandling efter cirka halvandet år.
På det tidspunkt kendte hun sine arbejdsområder, havde fået mere ansvar og var blevet selvkørende. Derfor satte hun sig ned og lavede et dokument med sine nye opgaver, resultater og ansvarsområder.
Samtidig talte hun med kolleger, som gav hende sparring og hjalp hende med at få øje på argumenter, hun måske selv overså.
- Det har ofte været andre, der har fortalt mig, hvad jeg er værd. Denne gang kunne jeg mærke, at jeg selv skulle tage initiativet, fortæller Martine.
Undervejs fandt hun også frem til, at hendes værdi ikke kun kunne måles i opgaver og resultater, men også i hvilken rolle hun har i teamet til hverdag.
- Jeg lagde også vægt på, at jeg er en god kollega. Vi tilbringer mange timer med vores kolleger, og gode kollegaer gør, at vi trives og har lyst til at gøre en ekstra indsats. Jeg har for eksempel taget initiativ til sociale arrangementer, husker hun.
Lønsamtalen resulterede i, at Martine fik forhandlet sin løn op med 1.600 kroner mere om måneden ekskl. pension.
- Hvis ikke jeg bad om en lønsamtale, fik jeg jo aldrig en lønstigning. Så jeg er tilfreds med min første ægte, rigtige lønsamtale. Det var jo ikke farligt.
For selvom der kan komme modargumenter og opstå stilhed undervejs i forhandlingen, er Martines vigtigste råd klart:
- Kast dig ud i det. Det er en god øvelse i at komme med argumenter og tale sig selv op.
Få Martines top 3 råd til din første lønsamtale
Skriv dine resultater ned
Lav et dokument med dine opgaver, resultater og nye ansvarsområder. Det giver dig noget konkret at tage med ind til samtalen.
Tal med andre først
Brug kolleger eller andre i dit netværk som sparring. De kan hjælpe dig med at få øje på argumenter, du måske selv overser.
Vær klar på, at det kan blive lidt ubehageligt
Din chef kan have modargumenter, og der kan opstå stilhed. Bliv i dig selv, hold fast i dine argumenter, og husk, at samtalen også kan åbne for en god dialog om din udvikling.
2 praktiske værktøjer, du kan bruge FØR lønsamtalen
Få et indblik i, hvad andre som dig tjener med HK’s lønberegner. Så får du også et lønniveau at forhandle ud fra til din næste lønsamtale.
HK har nemlig udviklet en lønforhandlings-bot, som kan ligne din chef, så du kan få nogle forhandlingskilometer i benene, før du skal ind til lønsamtalen.
Du kan altid ringe til os i HK, hvis du har spørgsmål i forhold til løn eller lønsamtaler. Ring på 7011 4545.