
Det er ikke nogen nem nyhed at sluge, men fra d. 1. januar 2027 træder en ny og mere liberal lukkelov i kraft.
Fremover får butikker i byer med færre end 16.850 indbyggere lov til at holde åbent på alle årets dage.
Desværre er det ikke kun et fåtal af byer, der bliver ramt af denne ændring. Over 1000 danske byer kan fra starten af det nye år se frem til at lukkeloven de facto bliver sat ud af kraft. Dermed bliver en af Europas mest liberale lukkelove yderligere liberaliseret, og de butiksansatte i de mindre byer får nu endnu sværere ved at få familie- og privatlivet til at hænge sammen med deres arbejdsliv.
For selvom mange danskere har et ønske om at kunne købe mælk og andre fornødenheder i påsken eller i juledagene, så efterlader det desværre en dyr regning hos de butiksansatte. Det er nemlig dem og deres familier, der må betale den højeste pris, når de med den nye lukkelov får frataget lukkedagene, som tidligere var faste fridage.
Dermed er der en risiko for, at mange butiksansatte fremover vil gå glip af både påskefrokosten med venneflokken langfredag og familietraditioner i juledagene, fordi de tidligere lukkedage nu vil indgå i vagtplanerne.
Derudover frygter jeg, at en mere lempet lukkelov vil accelerere butiksdøden i de mindre lokalsamfund. Problemet er nemlig, at denne ændring giver de store supermarkeder grønt lys til at holde åbent i helligdagene, og det kan få fatale konsekvenser for de mindre butikker, der hidtil som de eneste har haft lov til at holde åbent på lukkedagene.
For det vil unægtelig betyde, at der bliver trukket kunder fra de mindre butikker over til de store supermarkeder. Således kommer regeringen til at modarbejde sine egne ambitioner om at skabe et mere attraktivt og levende byliv i provinsen.
Der bør ikke være nogen tvivl om, at vi i HK Handel helst havde set, at lukkeloven ikke stod over for denne ændring. Går man for eksempel på togt i HK Handels arkiver, vil man kunne se, at vi længe har udkæmpet et politisk slag mod en mere liberal lukkelov.
For vi mener helt grundlæggende, at der skal være en rimelig balance i vores medlemmers arbejdsliv og privatliv. Ligesom vi også er fortalere for, at der er livligt butiksliv ude i de mindre lokalsamfund.
Desværre har vi hverken politikerne på Christiansborg eller den almene dansker på vores side. Men det betyder ikke, at vi tier stille.
For vi skal blive ved med at råbe op og fortælle, hvordan denne lovændring skader vores arbejdsliv.
Så selvom slaget er tabt i denne omgang, skal vi stadig kæmpe videre.