Genrebillede fra Viborg Kommunale Tandpleje. Foto: Tom Ingvardsen
Af Kasper Ejlertsen, næstformand i HK Kommunal, Gitte Geertsen, næstformand i HK Privat, og Malene Løvbjerg, tandklinikassistent og repræsentant for tandklinikassistenterne i HK Kommunal
Regeringens ambition om gradvist at indføre gratis tandpleje er både positiv og nødvendig. Alt for mange danskere går i dag rundt med tandproblemer, fordi de ikke har råd til at gå til tandlægen.
Men en ny rettighed på papiret hjælper ikke meget, hvis der ikke er medarbejdere nok til at levere tandplejen.
Netop derfor fylder spørgsmålet om bemanding allerede i debatten. Ansatte Tandlægers Organisation har advaret om, at reformen kan ende i ventelister, hvis der ikke bliver uddannet flere tandlæger. Danske Tandplejere har tilsvarende peget på behovet for flere tandplejere og for at bruge deres kompetencer bedre.
Begge dele er vigtigt. Men hvis vi skal sikre arbejdskraft nok til fremtidens tandpleje, skal vi også turde tænke på tværs af fagligheder og bruge kompetencerne i hele klinikteamet rigtigt. Her er tandklinikassistenterne en vigtig del af løsningen.
Tandlæger og tandplejere arbejder ikke alene. De er afhængige af velfungerende klinikteam, hvor tandklinikassistenterne blandt andet står for klinisk assistance, patientkontakt, hygiejne, klargøring, dokumentation og koordinering.
Mange tandklinikassistenter udfører også selvstændige kliniske opgaver. De tager blandt andet røntgenbilleder, pudser og fluorbehandler tænder og vejleder patienter i mundhygiejne. Andre opgaver kan varetages efter delegation, når tandklinikassistenten har de nødvendige kompetencer og er blevet tilstrækkeligt oplært.
Klinikassistenter bør være en del af tandplejeprognose
Tandklinikassistenterne bidrager dermed både til kvaliteten, patientsikkerheden og kapaciteten i tandplejen. Alligevel indgår de ikke i Sundhedsstyrelsens tandplejeprognose.
Den nuværende prognose for 2023-2045 omfatter tandlæger, specialtandlæger, tandplejere og kliniske tandteknikere.
Tandklinikassistenterne udgør omkring 40 procent af medarbejderne på de kommunale tandklinikker og omkring 30 procent på de private klinikker. De er dermed en stor del af tandplejens samlede arbejdskraft. Samtidig oplever vi allerede i dag mangel på tandklinikassistenter, mens der bliver uddannet færre nye til faget. Hvis den udvikling ikke indgår i beregningerne, planlægger vi fremtidens tandpleje med et betydeligt mørketal.
Problemet bliver kun mere alvorligt, hvis efterspørgslen efter tandpleje stiger markant. I den private tandpleje kan manglen begrænse antallet af patienter, klinikkerne kan behandle. I den kommunale tandpleje frygter vi samtidig, at konkurrencen om især tandlæger bliver endnu hårdere.
Det kan ramme børn og unge samt ældre, mennesker med handicap og andre sårbare borgere, som er afhængige af den kommunale tandpleje. En reform, der skal mindske uligheden i tandsundhed, må ikke samtidig svække tilbuddet til nogle af de borgere, der har allermest brug for det.
Brug for hele tandplejeteamet
Regeringen vil nedsætte en ekspertkommission, som skal anvise en model for gratis tandpleje under hensyn til blandt andet kapaciteten. Det er en oplagt anledning til at rette op på den blinde vinkel.
Ekspertkommissionen bør se på hele tandplejeteamet. Den bør kortlægge behovet for tandklinikassistenter i både den private og kommunale tandpleje og komme med forslag til, hvordan vi uddanner, rekrutterer og fastholder tilstrækkeligt mange.
Samtidig bør vi se på, om tandklinikassistenternes kompetencer bliver brugt godt nok. Når en kvalificeret tandklinikassistent fagligt forsvarligt kan løse en opgave, kan det frigøre tid hos tandlæger og tandplejere til de behandlinger, der kræver netop deres kompetencer. Det handler ikke om at stille faggrupper op imod hinanden. Tværtimod. Fremtidens tandpleje får brug for dem alle.
Derfor skal tandklinikassistenterne ikke kun betragtes som ekstra hænder, der kan træde til, når andre faggrupper mangler. De skal anerkendes som en selvstændig og nødvendig del af løsningen.
Hvis politikerne vil planlægge en tandpleje, der skal kunne behandle markant flere danskere, må de begynde med at tælle alle de medarbejdere med, som får klinikkerne til at fungere.