June troede hele tiden, at det snart ville blive bedre

Jeg havde aldrig ro i min krop, og til sidst følte jeg mig på intet tidspunkt i løbet af en dag som mig selv. Foto: Astrid Dalum.

Baderingene ligger oppustede og klar i den store havepool til, at Junes piger på 7 og 9 år kan blive kølet ned, når de kommer hjem fra skole og børnehave.

- Den er eftertragtet her i sommervarmen, så der kommer også et par veninder med hjem. Vi har tit fuldt hus om eftermiddagen, siger June.

Men sådan var det ikke sidste sommer eller årene før.

I 2022 var June så hårdt ramt af stress, at det havde udviklet sig til en stressrelateret depression. Da hun havde det værst, var en gåtur med hunden det eneste, hun kunne overskue på en god dag. June er af hensyn til sit fremtidige arbejdsliv kun præsenteret ved fornavn i artiklen her.

For June bundede hendes stress ikke i, at hun arbejdede i et uoverskueligt antal timer. Hun gik hver dag kl. 16, som hun skulle - det var hun nødt til, fordi hun skulle hente sine piger i institution. Det var det massive arbejdspres, hun oplevede, når hun var på job – og den medfølgende følelse af aldrig nogensinde at gøre sit arbejde godt nok, der knækkede hende.

Efter at være blevet færdiguddannet som administrationselev fik June i januar 2021 job i en kundeserviceafdeling i en privat forsyningsvirksomhed. Et job, hun var glad for med en god chef og gode kolleger, og June fandt det motiverende at have et arbejde, hvor hun kunne hjælpe andre.

Men konstante ændringer i afgifter, nye betalingsgebyrer og EU-krav til fakturaers udformning skabte mange spørgsmål hos kunderne - og ny viden, som June konstant skulle sætte sig ind i.
Og så ramte energikrisen Danmark i 2022. Det medførte skyhøje priser på el og gas, som pressede danskernes privatøkonomi.

- Priserne steg jo nærmest fra den ene dag til den anden, samtidig med alle mulige andre ændringer, der skabte ekstra spørgsmål. Det var jo ikke sådan, at det gik fra 0-100 på en dag, men det var over en forholdsvis kort periode, husker June.

I kundeserviceafdelingen, hvor June var ansat, var de 3,5 medarbejdere. Her gik de fra at skulle håndtere ca. 30 opkald om dagen til 200.

Hårdt ramte kunder i røret

June og hendes kolleger oplevede, at mange af kunderne var frustrerede. Og der var nogle meget svære opkald imellem.

- Nogle af kunderne var i decideret krise. De anede ikke, hvordan de skulle få råd til at betale den her regning. Det betød virkelig meget for deres økonomi. Det påvirkede mig helt vildt meget, men vi kunne ikke gøre andet end at opkræve penge for den strøm, de havde brugt, siger June.

De personlige konsekvenser havde June svært ved at lægge fra sig, når hun lagde røret på. Det samme gjaldt den konstante lange kø af ventende kunder.

- Det var vigtigt for mig at give den bedste oplevelse overhovedet. Jeg er nok lidt en people-pleaser, og det er derfor, at kundeservice jo også lige er mig - jeg elsker at hjælpe folk. Men jeg kunne ikke give kunderne den service, jeg gerne ville, når der samtidig sad helt vildt mange i kø og ventede. Det er to ting, der bare ikke rigtig hænger sammen, og det skabte helt vildt meget frustration i mig og den her følelse af ikke rigtig at gøre noget godt nok, siger June.

”Det løser sig lige om lidt”

Selv om antallet af kunder, der ringede, fortsatte, blev de ikke flere i Junes team. Virksomhedens - og Junes - tankegang var, at priserne snart ville falde igen, og så ville det hele jo gå i sig selv igen.
Junes arbejdsgiver pålagde ikke medarbejderne at arbejde over. For at imødekomme den ekstra mængde opgaver, ændrede ledelsen i stedet åbningstiderne på telefonen, så June og hendes kolleger havde en time om morgenen og en time igen, inden de skulle hjem, dedikeret til de mange ekstra administrative opgaver, der fulgte med det store kundepres, ligesom telefonen blev lukket i frokostpausen.

- Der var flere historier i nyhederne om andre virksomheder, der helt lukkede telefonerne. Så der var faktisk flere kunder, der roste os for, at vi tog telefonen - og endda forholdsvist hurtigt, siger June.
Men det var ikke uden en pris for June. Hun stoppede med at hente te og tage sig andre små pauser, men frokostpausen holdt hun fast i, selv om ”det var en halv time med konstant dårlig samvittighed over alle dem, der sad i kø.”

Det enorme arbejdspres kom aldrig til udtryk på selve arbejdspladsen, men når hun forlod kontoret og kørte de 30 minutter tilbage til den lille provinsby i Midtjylland, hvor hun bor, kunne hun ikke længere holde sammen på sig selv; en blanding af udmattelse og frustration overmandede hende.

- Jeg græd som regel hele vejen hjem. Jeg prøvede virkelig ikke at vise, hvordan jeg havde det over for mine børn, men når jeg havde lidt tid alene, brød jeg fuldstændig sammen. Det var, når jeg sad i bilen, stod i badet, eller smurte madpakker, når de var lagt i seng, siger June.

Selv om June gjorde alt, hvad hun kunne, begyndte hendes stress også at påvirke familien. Hun begyndte at råbe ad mand og børnene, og så havde hun svært ved fysisk berøring. Til sidst var selv et kram for meget, eller hvis de sad for tæt i sofaen.

- Jeg havde aldrig ro i min krop, og til sidst følte jeg mig på intet tidspunkt i løbet af en dag som mig selv, siger June.

Brød sammen i bilen

Efter at have været presset i omkring et år, sparkede June en dag i ren afmagt til en stol derhjemme. En handling, der var langt fra den person, hun er, så hun tog fat i sin sundhedssikring og blev henvist til en psykolog. Psykologen opfordrede bl.a. June til at holde fem minutters pause tre gange i løbet af sin arbejdsdag, hvor hun løste sudoku for at ”cleare” hovedet. June mødte fra start støtte fra ledelsen, og sammen lavede de også en ordning, hvor hun kunne møde senere eller gå lidt tidligere et par dage om ugen. Men det hjalp ikke.

- Det hele kørte konstant rundt i mig, som June formulerer det.

Samtidig havde hendes kolleger i kundeserviceafdelingen også svært ved at få det til at hænge sammen på grund af det store pres. June valgte derfor at søge et nyt job og fik det. 14 dage inden June havde sin sidste arbejdsdag i kundeserviceafdelingen, fik hun et angstanfald i bilen på vej til arbejde.

- Jeg begyndte at hyperventilere og måtte køre ind til siden. Jeg kunne simpelthen ikke køre videre, siger hun.

Fik nyt job

June blev sygemeldt tiden ud og blev diagnosticeret med stressrelateret depression. Hun begyndte på antidepressiv medicin og startede herefter op i det nye job, hun havde fået, som sagsbehandler i en offentlig organisation. Men selv om tempoet her var et helt andet, og der var procedurer for alt, som June havde det rigtig godt med, gik det galt efter relativt kort tid.

Efter det massive pres June havde oplevet i sit job i kundeserviceafdelingen, havde hun det meget svært med telefonopkald fra folk, hun ikke kendte, eller hvis hun ikke vidste, hvad folk ville, når de ringede. Da telefonen en dag ringede i det nye job fra et ukendt nummer, ”slog det klik” for hende, og hun fik endnu et angstanfald og blev sygemeldt på fuld tid.

- Jeg kunne ingenting. Jeg lå bare derhjemme. Jeg er glad for, vi havde ham der, siger June og kigger ud ad havedøren, hvor familiens hund – en australsk hyrdehund– nysgerrigt står og kigger ind ad ruden.

- På de gode dage kunne jeg lige akkurat tage mig sammen til at gå en tur med ham, siger June.

Adspurgt om, hvorfor June ikke valgte at trække stikket tidligere, svarer hun, at det nok skyldes hendes ”evige optimisme”.

- Jeg blev ved med at holde fast i denne her tanke om, at så alvorligt var det jo heller ikke. Jeg kunne jo godt arbejde, så hvis bare jeg kom væk, så troede jeg, det hurtigt ville blive bedre. Det gjorde det kun lige et øjeblik – stressen fulgte selvfølgelig med, når den ikke blev håndteret, siger June og fortsætter:

- I dag kan jeg godt se, at jeg har haft svært ved at indrømme, at der var noget galt, og at det var slemt. Men set i bakspejlet ville jeg ønske, at jeg havde gjort det langt tidligere, måske jeg endda havde kunnet blive på arbejdspladsen i forsyningsbranchen, hvilket til dags dato er den bedste, jeg har haft.

Blev fyretDa June havde været sygemeldt på fuld tid i 8 uger i sit nye job, begyndte hun langsomt på en genoptrapningsplan over tre måneder. June følte selv, hun var klar til at begynde igen, og det gik ifølge June også rigtig fint. Da de tre måneder var ved at udløbe, bad June om 14 dage mere til at genoptrappe helt til fuld tid. Men i stedet for en forlængelse af sin deltidssygemelding blev hun fyret.

Hendes arbejdsgiver valgte at gøre brug af 120-dages-reglen, der giver arbejdsgivere ret til at opsige medarbejdere med forkortet opsigelsesvarsel, hvis de har været syge 120 dage inden for 12 måneder.

- Lige der må jeg indrømme, at jeg var glad for stadig at være på antidepressiv medicin, griner June i dag.

De sidste 3 måneder i jobbet fik June lov til at arbejde hjemmefra.

- Jeg valgte at vende fyringen til noget godt. Det gav mig tid til at komme ordentligt ovenpå. Og så gav det mig overskud til mine børn. Jeg kunne følge dem i skole, hente dem tidligt – og lege med dem igen, siger June.

Efter at have været ledig i knap et halvt år kom June i praktik og efterfølgende i et job, der ikke var det rigtige match, så i dag er hun jobsøgende. Hun er på udtrapning af sin antidepressive medicin, og det går heldigvis rigtig godt.

Med alt det, June og familien har været igennem de seneste år, betyder det derfor også ekstra meget, at der igen er overskud til, at hendes piger kan invitere veninder hjem til en eftermiddag i poolen.

Konsekvenserne af sin stresssygdom mærker hun dog stadig.

- Min hukommelse er stadig virkelig påvirket, Jeg har svært ved larm, det gør mig virkelig træt – og så får jeg stadig voldsom hjertebanken, når telefonen ringer fra et nummer, jeg ikke kender, siger June.

June har derfor også erkendt, at det nok ikke bliver et job i kundeservice, hun skal søge. I stedet er struktur og forudsigelighed nøgleord i hendes fremtidige arbejdsliv.

- Og så har jeg lært, at det er meget vigtigt, at jeg sætter mig selv og mit velbefindende først. Det var noget, der var umuligt for mig før, det gik galt. Det gik desværre hårdt ud over både mig selv, min mand og mine børn, og så mistede jeg også et godt job, siger June og konstaterer:

- Jeg har på den hårde måde lært, hvor vigtigt det er at kunne sige nej, hvis man har alt for meget om ørerne. Den nye forståelse, jeg har fået, gør, at jeg forhåbentlig aldrig ender helt derude igen.