Katrine blev som elev kaldt "pis-lærling" og "umulius". Hun oplevede, at private oplysninger blev delt med kolleger, og hun var bange for konsekvenserne, hvis hun meldte sig syg.

Til sidst blev belastningen så stor, at hun blev sygemeldt og senere stoppede på elevpladsen.

  • Jeg sov dårligt, havde konstant tankemylder og blev mere og mere urolig, når jeg skulle på arbejde. Til sidst kunne jeg mærke, at det påvirkede mig så meget, at jeg ikke kunne fortsætte, fortæller Katrine.

"Det gjorde noget ved mit selvværd"

Katrine Bang
Katrine Højgård Bang


Katrine fortæller om en hverdag med en hård omgangstone, hvor selv helt almindelig snak mellem kolleger blev opfattet som manglende respekt.

/     Vi måtte ikke engang spørge, hvad klokken var, og vi blev ofte mødt med negative kommentarer. Det gjorde noget ved mit selvværd og fik mig til at føle mig mindre værd.



Samtidig oplevede hun at blive kastet ud i opgaver uden at få den nødvendige oplæring, og presset voksede yderligere, når hun var syg.

  • Jeg fik at vide, at det kunne få konsekvenser for min ansættelse, hvis jeg ikke mødte på arbejde dagen efter. Så jeg mødte op.

Private oplysninger er ikke fælleseje

Noget af det, der har sat de dybeste spor, er, at oplysninger om Katrines helbred og private forhold blev delt med kolleger. Hendes chef kontaktede også hendes mor uden hendes samtykke, selvom Katrine var myndig.

  • Jeg følte, at min tillid blev brudt fuldstændigt. Det var, som om der ikke var noget, der var privat længere.

Det er ikke i orden, fastslår Tina Laursen, der er faglig konsulent i HK Handel MidtVest og som har hjulpet Katrine.

  • Der er en klar grænse for, hvad en arbejdsgiver kan tillade sig at fortælle videre om en medarbejder. At man som leder kender til sygdom, helbred eller andre private forhold, betyder ikke, at man må dele oplysningerne med resten af arbejdspladsen.

Arbejdsgiveren kan have behov for at fortælle kolleger, at en medarbejder er fraværende, men ikke nødvendigvis hvorfor.

  • Et godt spørgsmål er: Har kollegerne brug for at vide det her for at kunne passe deres arbejde? Hvis svaret er nej, skal man være meget varsom med at dele oplysningerne. Medarbejdernes private oplysninger er ikke fælleseje, siger Tina Laursen.

Har valgt en ny vej

Katrine er i dag stoppet på arbejdspladsen, og oplevelsen gjorde hende i første omgang usikker på, om hun overhovedet skulle fortsætte som elev.

Men hun har ikke opgivet uddannelsesvejen. I stedet søger hun nu en elevplads inden for kontor med speciale i økonomi.

Og hun håber, at hendes historie kan hjælpe andre unge med at reagere, hvis noget ikke føles rigtigt.

  • Man skal have lov til at lære, udvikle sig og være tryg, når man er under uddannelse. Det føler jeg ikke, at jeg fik lov til.


Har du problemer på din elevplads?

Som elev kan du altid kontakte din tillidsrepræsentant eller din lokale HK-afdeling på 70 11 45 45, hvis du oplever problemer på din elevplads.

 

Du får juridisk rådgivning og retshjælp

Får du brug for det i forbindelse med dit arbejde, så er juridisk rådgivning og retshjælp en del af dit HK-medlemskab. Vi hjælper dig med at få løst konflikter med din arbejdsgiver og fører din sag hele vejen gennem retssystemet, uden at det koster dig ekstra. Vinder vi en retssag for dig, og får du tilkendt erstatning eller økonomisk kompensation, beholder du selvfølgelig alle pengene selv.