Som landsklubformand for de Selvstændige Brugers Landsklub syntes jeg, at det var oplagt at besøge Færøerne, efter at Fredensborg Brugsforening i 2024 købte sig ind i den færøske Brugsforening FK.
Det gav anledning til at arrangere en studietur for tillidsrepræsentanter med fokus på, hvad der sker, når to forskellige kulturer mødes. Vi var nysgerrige på, hvordan samarbejdet gribes an i praksis, hvordan de færøske butikker drives, hvem konkurrenterne er, og hvordan den færøske fagbevægelse fungerer.
På turen kom vi helt tæt på både produktionen og arbejdslivet. Fra frisk mælk og gammeldags smørproduktion over whisky og Jolly Cola til moderne lakseopdræt og fårehold, hvor årets gang fortsat bestemmes af naturen. Hos fagforeningen Samverk fik vi samtidig et indblik i den anden side af arbejdslivet: de færøske lønmodtageres vilkår, fagbevægelsens rolle og et arbejdsmarked, der på mange måder minder om det danske, men som samtidig er præget af sine egne traditioner og sin egen arbejdskultur.
Det var en både spændende og lærerig tur. Vi har fået indblik i det færøske arbejds- og erhvervsliv, men også oplevet en helt særlig natur og kultur. Flere af os har rykket vores kulinariske grænser med lokale specialiteter som fiskesuppe, skærpekød og torskechips, og vi har oplevet de imponerende færøske fjelde, der rejser sig flere hundrede meter over havet.
Vi rejser hjem med rygsækken fuld af både faglige indtryk og gode oplevelser. Og måske også med en vigtig færøsk lektie: At vi indimellem kan have godt af at sænke tempoet.
Et mejeri med Færøerne som hjemmemarked
Første stop er MBM – Færøernes eneste mejeri. Her bliver der produceret langt mere end den mælk, man finder i køledisken, under navnet Raska. Sortimentet tæller omkring 75 forskellige produkter, blandt andet ost, smør, yoghurt, ymer og kakao. Og selv om mejeriet har mange år på bagen, står udviklingen ikke stille. Nye produkter og emballagestørrelser kommer løbende til, når forbrugernes ønsker ændrer sig. Et af de aktuelle hits er eksempelvis sportskakao, med protein.

MBM er et andelsmejeri ejet af 13 færøske landmænd. Tidligere var der omkring 30-35 gårde, men gennem årene er bedrifter blevet lagt sammen. I dag er der omkring 1.000 malkekøer på Færøerne, og tilsammen leverer de cirka 7,5 millioner kilo mælk om året, som bliver henter hver anden dag, hos landmændene.
Det er produktion på nogle andre vilkår, end vi kender fra Danmark. Færøerne har eksempelvis ikke tilstrækkeligt med afgrøder til selv at producere alt foder til køerne. Derfor må en del importeres. Samtidig er afregningsprisen for mælken omkring 9,50 kroner pr. kilo – ifølge vores oplysninger, næsten dobbelt så høj som i Danmark.
Langt størstedelen af produktionen bliver på øerne. Omkring 98 procent af mejeriets salg er lokalt. Der eksporteres dog blandt andet til Grønland, men her er det især de langtidsholdbare produkter, der kan klare transporten og den længere vej frem til forbrugeren.
Under besøget ser vi også, hvordan MBM producerer smør efter en metode, som efterhånden kun anvendes få steder. Fløden bearbejdes, indtil den deler sig i smør og kærnemælk. Metoden giver et godt produkt, men der er også en bagside: restproduktet bliver ikke udnyttet, fordi mejeriet ikke har maskinerne til at forarbejde det videre.
Der er omkring 55 ansatte i mejerivirksomheden, heraf cirka 25 i produktionen på hovedmejeriet. Vores indtryk var af en arbejdsplads, hvor medarbejderne bliver i mange år, og hvor der er et godt arbejdsmiljø.
Det er svært ikke at forlade MBM med fornemmelsen af en virksomhed, der hele tiden skal finde balancen mellem tradition og fornyelse – og mellem at producere et meget bredt sortiment og samtidig befinde sig på et hjemmemarked med kun godt 50.000 potentielle kunder.
Et bryggeri, der overlevede årtiers alkoholrestriktioner
Historien fylder endnu mere, da turen går til Føroya Bjór i Klaksvík. Bryggeriet blev grundlagt helt tilbage i 1888 af den nuværende ejers oldefar. Han havde ikke lyst til at overtage familiens gård og rejste i stedet til Danmark på højskole. Da han vendte tilbage til Færøerne, var det med nye idéer og ambitioner. Han arbejdede blandt andet som bager og sparede penge sammen, inden han etablerede bryggeriet.

Det blev begyndelsen på en familievirksomhed, der har måttet tilpasse sig nogle ganske usædvanlige rammevilkår.
Fra begyndelsen af 1900-tallet blev den færøske alkoholpolitik kraftigt strammet. I en lang periode måtte alkohol maksimalt have en styrke på 2,7 procent. For et bryggeri var det naturligvis noget af en udfordring.
Men i stedet for at give op fandt familien nye veje.
I 1935 begyndte virksomheden at producere sodavand, og i slutningen af 1950'erne blev Føroya Bjór en del af produktionen af Jolly Cola sammen med otte danske bryggerier. Jolly produceres fortsat på bryggeriet den dag i dag.
Siden er sortimentet igen blevet udvidet markant. I dag producerer Føroya Bjór ikke alene øl og sodavand, men også spiritus, blandt andet gin, rom, akvavit, likør og whisky. Whiskyproduktionen er kommet til inden for de seneste omkring ti år og omfatter hele 23 forskellige varianter. En del af produktionen eksporteres, og her er Island det største marked.
Bryggeriets historie fortæller derfor også historien om en familievirksomhed, der gennem generationer har været nødt til at omstille sig. Når regler eller markeder har ændret sig, har virksomheden fundet nye produkter at satse på.
Hos Bakkafrost skifter skalaen
Fra et traditionsrigt familiebryggeri går turen videre til noget ganske andet. Hos Bakkafrost bliver dimensionerne større. Virksomheden blev etableret i 1968 af brødrene Hans og Róland Jacobsen. Dengang var det sild, der var omdrejningspunktet. Men der viste sig at være bedre økonomi i laks, og i 1979 var Bakkafrost blandt de første færøske virksomheder, der begyndte at opdrætte laks og ørred.
I dag er Bakkafrost blevet en international koncern, men det er fortsat de særlige færøske naturforhold, der udgør grundlaget for virksomheden.
Golfstrømmen er med til at skabe gode naturlige betingelser for opdræt af atlantisk laks, og Bakkafrost har bygget en produktion op, hvor virksomheden selv kontrollerer stort set hele værdikæden. Den producerer fiskemel og foder, driver egne klækkerier og havbrug og står selv for slagtning, forarbejdning og salg. Det giver mulighed for sporbarhed gennem hele produktionen.
Laksene bliver ikke bare løftet fra skibet og ind på fabrikken. De svømmer selv ind gennem særlige rør med en sugende effekt. Systemet udnytter, at laks naturligt svømmer mod strømmen, og hensigten er at undgå at stresse fiskene unødigt. Når de ankommer til fabrikken, vejer de typisk mellem fem og otte kilo. Herefter går det stærkt: Fra laksen kommer ind på fabrikken, til den forlader produktionen igen, går der omkring seks til otte timer.

Laksen ender som hele fisk, fileter eller portionsprodukter og sælges både fersk og frossen. En stor del sendes langt væk fra de færøske fjorde til markeder i USA, Kina og Europa.
Samtidig forsøger virksomheden at udnytte hele fisken og begrænse ressourcespild. Kunstig intelligens bliver blandt andet anvendt i arbejdet med at reducere spild og forurening af havbunden under opdrættet.
Også i havet arbejdes der systematisk. Der opdrættes én generation af laks i et fjordområde ad gangen. Når fiskene er høstet, får området en periode uden produktion, så det kan "hvile", før næste generation sættes ud.
Bakkafrosts størrelse bliver tydelig, når man ser på tallene. Efter opkøbet af The Scottish Salmon Company i 2019 har virksomheden også 45 lokaliteter langs den skotske vestkyst og på Hebriderne.
På Færøerne og i Skotland høster virksomheden tilsammen omkring 105.000 ton laks. Og måske et af de mest interessante tal set med arbejdsmarkedsbriller: Blandt Bakkafrosts cirka 1.680 ansatte er hele 38 forskellige nationaliteter repræsenteret.
Når arbejdet følger fårets kalender
Efter højteknologisk lakseproduktion skifter tempoet igen. Hos Navia og den fåreavler, vi møder, kommer vi tættere på en del af det færøske erhvervsliv, der har eksisteret i generationer.
Navia er et færøsk garnmærke med dybe rødder i øernes uld- og strikketradition. Men for at forstå garnet må man også forstå arbejdet, der kommer før det.
Fåreavleren, vi møder i fårehuset, er sjette generation. For ham er fåreholdet en bibeskæftigelse, men ordet "bibeskæftigelse" fortæller kun en del af historien. Hele familien er involveret, og arbejdet følger årets gang.
Om vinteren skal fårene fedes op og være robuste nok til at klare storm, frost og sne. Efter en drægtighed på omkring fem måneder kommer lammene typisk i slutningen af april og begyndelsen af maj.
Og udviklingen går hurtigt. Omkring 20 minutter efter fødslen står lammet på benene. Et par timer senere kan det løbe. I den første tid er moderfåret og råmælken helt afgørende for det lille lams vækst.
Når juli kommer, er det tid til at klippe fårene. Det foregår med håndkraft. Én holder fåret, mens en anden klipper. For en erfaren fåreklipper tager det omkring fire minutter.
I oktober kommer næste fase. Fårene slagtes på gården, og en del af kødet bliver fermenteret og tørret efter færøsk tradition. Noget bliver til ræst kød, som blandt andet spises omkring jul, mens andet tørres endnu længere og bliver til skærpekød – som vi også fik mulighed for at smage.
Ulden har selvfølgelig også sin egen historie. Fårets uld består både af den korte, tætte og fine underuld og af længere dækhår. Og der skal bruges en del, før den færdige færøske striktrøje kan trækkes over hovedet: typisk omkring 14 nøgler til en dametrøje og 16 til en herretrøje.
Samverk – færøsk fagbevægelse med egne særtræk
På Færøerne spiller fagforeningen Samverk en central rolle for ansatte inden for blandt andet butik, handel og kontor – områder, der på mange måder svarer til HK HANDELs område i Danmark.Organisationen blev etableret i 1940 under navnet S&K Felagið: Skrivstovu- og Krambafólk, som betyder kontor- og butiksansatte. Siden er flere faggrupper kommet til, og i 2019 skiftede organisationen navn til Samverk. Navnet er valgt med henvisning til to begreber: samarbejde og handling. Tanken er, at de bedste resultater skabes ved at løfte i flok.
I dag har Samverk godt 1.500 medlemmer, hvoraf omkring 10 procent er udlændinge. Det afspejler et færøsk arbejdsmarked, hvor mangel på arbejdskraft betyder, at mange virksomheder i stigende grad beskæftiger medarbejdere fra andre lande. En del af forklaringen er ifølge Samverk, at mange unge tager deres uddannelse i udlandet, og at ikke alle vender tilbage til Færøerne efter endt uddannelse.
Besøget hos Samverk gav samtidig et interessant indblik i både ligheder og forskelle mellem det danske og det færøske arbejdsmarked. På flere områder er der tydelige paralleller til den danske model, men de konkrete vilkår er ikke de samme. Den almindelige arbejdsuge på Færøerne er 40 timer, og arbejder man mere end fem timer på en dag, har man - efter de regler vi fik præsenteret, betalt pause. Pensionsalderen ligger aktuelt omkring 67-68 år, og det er samtidig ikke usædvanligt, at færinger vælger at fortsætte med at arbejde efter pensionsalderen.
Også overenskomstsystemet adskiller sig på flere punkter fra det danske. Samverk arbejder med en overordnet overenskomst, som er opdelt efter brancher, og overenskomsterne har en bred betydning for løn- og arbejdsvilkår på det færøske arbejdsmarked.
Et særtræk - for så vidt angår medlemskab er, at man på Færøerne ofte aktivt skal vælge en fagforening fra på arbejdspladsen, fordi det er arbejdspladsen der melder den enkelte ind i fagforeningen, hvor udgangspunktet i Danmark som bekendt er det modsatte.
Men nogle af de mest interessante forskelle handler ikke om arbejdstid, pension eller overenskomster. De handler om arbejdskultur.
Det blev tydeligt i forbindelse med Fredensborg Brugsforenings overtagelse af seks FK-butikker på Færøerne. Med nye ejere fulgte også nye arbejdsgange og en mere dansk tilgang til planlægning, deadlines og tempo.

Hos Samverk blev forskellen beskrevet som et møde mellem to forskellige måder at gå til arbejdet på. Den danske tilgang kan være mere præget af effektivitet, planlægning og ønsket om at få opgaver afsluttet hurtigt. Den færøske tilgang blev beskrevet som mere rolig og fleksibel – med større accept af, at ting tager den tid, de tager, og at der ofte findes flere veje frem.
Når to arbejdskulturer mødes, kan der naturligvis opstå gnidninger. Det, som den ene part oplever som handlekraft, kan af den anden opleves som hastværk. Og det, som den ene ser som fleksibilitet, kan den anden opfatte som langsommelighed.
Besøget hos Samverk blev derfor ikke kun et indblik i færøsk fagbevægelse. Det blev også en påmindelse om, at arbejdsliv formes af mere end regler og overenskomster. Kultur, tempo, forventninger og traditioner spiller mindst lige så stor en rolle.
Og måske er der også noget at lære af den færøske tilgang: At effektivitet ikke altid behøver at betyde, at alting skal gå hurtigere.
Fem besøg – og et andet billede af Færøerne
Når man bevæger sig rundt på Færøerne, er det svært ikke at lade sig imponere af naturen. Fjelde, fjorde, havet og det omskiftelige vejr fylder overalt.Men vores besøg viste, at naturen ikke bare er en smuk kulisse. Den er også en helt grundlæggende del af det færøske erhvervsliv og arbejdsliv.
Den bestemmer vilkårene for landmanden, der leverer mælk til MBM. Den giver betingelserne for Bakkafrosts lakseopdræt. Den former fåreavlerens arbejdsår. Og samtidig ligger der på øerne virksomheder som Føroya Bjór, der gennem mere end 130 år har lært at tilpasse sig både skiftende lovgivning og nye markeder.
Besøget hos Samverk viste en anden side af det færøske arbejdsliv. Her blev det tydeligt, at Færøerne på mange områder har et arbejdsmarked, der minder om det danske, men samtidig har sine egne traditioner og sin egen arbejdskultur. Fagbevægelsen og overenskomsterne spiller en central rolle, men arbejdslivet er også præget af andre forventninger til blandt andet arbejdstid, tempo og fleksibilitet. Mødet mellem dansk og færøsk arbejdskultur illustrerer, at forskelle på arbejdsmarkedet ikke alene handler om regler og overenskomster, men også om den måde, vi opfatter arbejdet og organiserer hverdagen på.
Besøgene viste dermed også, hvor store kontraster der findes på et relativt lille arbejdsmarked. Vi gik fra et lokalt mejeri, hvor næsten hele produktionen bliver på Færøerne, til en laksekoncern med medarbejdere fra 38 forskellige nationer og eksport til store dele af verden. Fra et bryggeri, hvor historien går tilbage til 1888, til anvendelsen af kunstig intelligens i moderne fiskeopdræt. Fra Samverks arbejde med et moderne og stadig mere internationalt arbejdsmarked til en fåreavler, hvor arbejdet fortsat følger den samme grundlæggende rytme, som det har gjort gennem generationer.
Det er måske netop i de kontraster, at noget særligt ved Færøerne viser sig. Traditionerne fylder meget – både i produktionen, på arbejdsmarkedet og i den måde, arbejdet organiseres på – men de står ikke nødvendigvis i vejen for udviklingen. Tværtimod synes de flere steder at være selve fundamentet for den.