Vi beder vores unge om at springe ud i voksenlivet, men hvordan kan vi med ro i sjælen gøre det, når vi samtidig ødelægger det sikkerhedsnet, der er under dem?
Det er nemt at stå på mål for at skære i et sikkerhedsnet, når man aldrig selv risikerer at falde igennem det. Derfor er jeg også bekymret over regeringens forslag om at gøre dimittenders ret til dagpenge afhængig af, om de studerende har arbejdet ved siden af studiet.
Regeringens forslag indebærer blandt andet et krav om, at de studerende skal have arbejdet fire timer i gennemsnit om ugen i 18 måneder i løbet af de sidste to studieår.
Fire timer om ugen lyder måske som en lille ting for nogle, men virkeligheden er, at et studie er et fuldtidsarbejde, og der er allerede nogle studerende, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Det kan blandt andet være, at lektier kræver længere tid, eller at offentlig transport ikke passer med jobbet og studiet.
Blot det at finde et studiejob kan være svært. Job hænger ikke på træerne, og de kan i endnu højere grad være en mangelvare i flere steder i landet.
Det er ovenikøbet heller ikke længe siden, dimittendsatsen blev beskåret, og i dag er dagpengeperioden nede på ét år, hvor den førhen var på to år.
Dagpenge er ikke cafepenge for dem, der allerede har nok. Nej, det er et sikkerhedsnet for mennesker, der netop har afsluttet en uddannelse og står klar til at komme ud på arbejdsmarkedet. Det er den indkomst, der kan sørge for, de kan betale husleje, el, forsikringer og mad. Ingen uddanner sig i håb om at blive ledig – tværtimod. Dimittender leder i vildskab efter deres første job og efter muligheden for at bruge den viden og de kompetencer, de har brug år på at opbygge.
Dagpenge skal ikke ses som en belønning for dem, der har haft mulighed for at finde et studiejob. Vi skal have et dagpengesystem, der hjælper mennesker videre – også når det er fra studie til arbejdsliv.