HK.dk logo

Nyhed

Elever skal lære at stå på egne ben - ikke stå alene

Jeg hører det jævnligt, når jeg taler med arbejdsgivere i detailhandlen: Det er frustrerende, at elever ikke bare kan planlægges til at stå alene i butikken. Det gør vagtplanen mindre fleksibel, og hvorfor skulle dygtige og selvstændige elever ikke kunne tage en vagt alene?

Marianne Aaris Andersen fortæller at elever ikke skal stå alene
Jeg forstår godt frustrationen, men jeg er ikke enig i løsningen.

For en elev er ikke bare en medarbejder på en billigere lønsats, men en medarbejder, der samtidig er under uddannelse.

Det betyder selvfølgelig ikke, at elever ikke skal have ansvar, tværtimod. De skal prøve kræfter med faget, udvikle sig og gradvist kunne løse flere og mere krævende opgaver selvstændigt.

Men der er forskel på at give ansvar og på at indrette elevens arbejdsliv efter, hvad der får vagtplanen til at gå op. Det synes jeg er vigtigt at holde fast i netop nu, hvor der fra flere sider bliver argumenteret for større mulighed for, at elever kan stå alene.

Når vi stiller krav til rammerne omkring elever, er det ikke for at gøre livet besværligt for arbejdsgiverne. Det er for at sikre, at en elevplads faktisk er en uddannelsesplads, hvor der er mulighed for oplæring, vejledning og nogen at spørge, når man står i en situation, man endnu ikke har erfaringen til at håndtere.

Og vores erfaringer i HK Handel MidtVest minder os jævnligt om, hvor meget man stadig skal lære og navigere i, når man er ny på arbejdsmarkedet. 

For nylig fortalte en ung elev om et arbejdsmiljø, der blev så hårdt, at det satte tydelige spor. En anden elev havde ingen anelse om, at der var fejl på hans lønseddel, før vi gennemgik den og fandt ud af, at han havde mere end 18.000 kroner til gode.

Det er to vidt forskellige historier, og ingen af dem handler om reglerne for alenearbejde. Men de fortæller alligevel noget vigtigt om det at være elev: Man er stadig ved at lære. Det gælder både selve faget og de spilleregler, der er på arbejdsmarkedet.

Og netop derfor skal vi være varsomme med at fjerne nogle af de rammer, der er sat omkring eleverne, fordi de opleves som besværlige eller ufleksible.

Jeg ved godt, at det kan være svært at få en vagtplan til at gå op. Jeg ved også, at langt de fleste arbejdsgivere oprigtigt ønsker at give deres elever en god uddannelse.

Men elevens rolle på arbejdspladsen må ikke først og fremmest blive defineret af, hvad der er mest praktisk for bemandingen.

Hvis vi vil have flere unge til at vælge detailhandlen og blive dygtige faglærte, skal vi gøre elevtiden attraktiv. De unge skal opleve, at de bliver taget alvorligt, får ansvar i takt med deres udvikling og har dygtige kolleger omkring sig, som de kan lære af.

For selvfølgelig skal en elev lære at stå på egne ben, men det behøver ikke betyde, at vi skal lade dem stå alene.