HK.dk logo

Nyhed

Ingen pasning: Skal du arbejde hjemme, eller tage barnet med på job?

Skolen er lukket, eller pasningen falder pludselig fra. Skal barnet så med på arbejde? Ikke nødvendigvis. Undersøg først, om du kan arbejde hjemme eller finde en anden fleksibel løsning, lyder rådet fra HK Privat. Og tjek lige din forsikring først.

Børn med mor eller far på arbejde.

Skolen holder lukket, bedsteforældrene kan ikke træde til, og du skal på arbejde.

For mange forældre kan løsningen være at tage barnet med på jobbet. Men inden du pakker iPad, snacks og legetøj, er der god grund til at undersøge, om arbejdsdagen kan løses på en anden måde.

- Overvej først, om du kan arbejde hjemme eller lave en anden fleksibel aftale med din leder. Det kan være en bedre løsning for både dig, dit barn og dine kolleger, siger June Halvorsen, arbejdsmiljøkonsulent i HK Privat.

Derfor får du her Junes råd til, hvad du skal tjekke, før du tager dit barn med på job.

1. Kan du arbejde hjemme?

Start med at undersøge, om du kan arbejde hjemmefra. Det er selvfølgelig ikke muligt i alle jobs, men hvis du kan, så spørg din leder, om det er en mulighed den pågældende dag.

Hjemmearbejde med et barn hjemme er selvfølgelig ikke nødvendigvis en almindelig arbejdsdag. Derfor er det vigtigt at være åben over for din leder om situationen og lave en klar aftale om, hvad der kan lade sig gøre.

2. Tal med din leder, før du tager barnet med

Kan du ikke arbejde hjemmefra, så kan en løsning være at tage barnet med på arbejde.

Hvis du ikke tidligere har haft dit barn med på arbejdet, så spørg din leder, om arbejdspladsen har regler eller kutymer på området, og lav en aftale om, hvor og hvornår dit barn kan være der.

3. Husk dine kolleger

Men det stopper ikke der. For selvom din leder siger ja, så skal du også tage hensyn til dine kolleger.

At have et barn på kontoret kan give afbrydelser og støj. Derfor anbefaler June Halvorsen, at du taler med dine kolleger om det og gør det klart, at de gerne må sige fra eller bede om ro. Men husk, at dine kolleger sikkert gerne vil være flinke og derfor måske kan finde på at sige ja, selv om de mener nej.

4. Overvej en kort dag

En hel arbejdsdag kan være lang for et barn, også selvom tasken er fyldt med snacks, film og legetøj.

Derfor bør du overveje, om dit barn behøver være med hele arbejdsdagen eller fx kan blive hentet efter frokost.

5. Tjek forsikringen

Og så kommer der et godt råd fra en af HK’s advokater, Leif Hove-Donbæk:

Hvis du tager dit barn med på jobbet, så bør du undersøge, hvordan du er dækket, hvis barnet kommer til skade eller ødelægger noget.

Spørg din leder, om virksomhedens forsikring dækker børn på besøg. Hvis ikke, kan du undersøge dækningen hos dit eget forsikringsselskab.

Og hvad hvis du er kollegaen?

Det er helt legitimt, hvis du har brug for arbejdsro og ikke synes, at det spiller med et barn på kontoret.

Så rådet fra June til kollegaen er at være ærlig. Måske kan I finde en løsning, hvor barnet opholder sig et andet sted på arbejdspladsen i perioder, eller hvor du får mulighed for at arbejde et andet sted.

Er du i tvivl om dine muligheder, eller vil du gerne have rådgivning om fx hjemmearbejde eller fleksibilitet, så kontakt HK på 7011 4545.