HK’erne er ofte en første forsvarslinje, der kan være opmærksom på en usædvanlig anmodning fra chefen om en pengeoverførsel. Men de forstår også organisationens kultur og vaner, siger Jens Myrup Pedersen, professor på Aarhus Universitet.
- HK’erne er helt centrale i forhold til deres arbejdsplads’ cybersikkerhed.
Sådan siger professor ved Institut for Elektro- og Computerteknologi på Aarhus Universitet Jens Myrup Pedersen.
Forklaringen er ikke, at bogholdere og administrative medarbejdere pludselig skal lære at bekæmpe hackere. Den er, at de allerede ved noget om, hvordan systemerne, arbejdsgangene og organisationen faktisk fungerer.
Det kan være bogholderen, der ved, at en leverandør aldrig plejer at ændre kontonummer i en mail. Den administrative medarbejder, der ved, hvem der faktisk har brug for adgang til et bestemt system. Eller HR-medarbejderen, der opdager, at en tidligere ansats adgang aldrig er blevet lukket.
- De kan være den person, der stopper angrebet. Den, der opdager, at der sker noget, som ikke skal ske, siger Jens Myrup Pedersen.
Og der bliver brug for dem.
HK’erne i første forsvarslinje
Danmark kan i 2030 mangle helt op til 20.000 fuldtidsansatte med cybersikkerhedskompetencer, har revisions- og rådgivningsvirksomheden Deloitte vurderet. HK Privat har været med til at få oprettet en uddannelse som professionsbachelor i cybersikkerhed for at dække arbejdsmarkedets behov for IT-uddannede med den slags kompetencer, men det er ikke kun dem, der bliver brug for.
- HK’erne er ofte en første forsvarslinje, der kan være opmærksom på en usædvanlig anmodning fra chefen om en pengeoverførsel. Men de forstår også organisationens kultur og vaner. Det betyder, at de er vigtige, når det handler om at lave politikker, der ikke bare står på et stykke papir, men kommer ud at leve i organisationen, siger Jens Myrup Pedersen. Ud over at være professor ved Aarhus Universitet også er han også medlem af fagforeningen IDA’s ekspertpanel for cybersikkerhed, som har undersøgt Danmarks behov for kompetencer inden for cyber-, IT- og informationssikkerhed.
Ekspertpanelet pointerer, at danske virksomheder har brug for at hæve sikkerhedsniveauet ved at sikre sig de rigtige kompetencer, og at det bl.a. kræver både uddannelse og efteruddannelse af relevante medarbejdere. Og interessant nok for HK’erne peger eksperterne bl.a. på medarbejdere med administrativ uddannelse og erfaring som interessante at opkvalificere.
- HK’erne kender ofte både de menneskelige relationer og arbejdsgangene rundt i virksomheden og til eksterne samarbejdspartnere. De ved, hvordan ting plejer at fungere, forklarer Jens Myrup.
Han uddyber, at mange administrative medarbejdere allerede arbejder tæt på områder som data, adgang til systemer, leverandører, GDPR og virksomhedens procedurer. Med efteruddannelse kan nogle derfor få en større rolle i selve arbejdet med informationssikkerhed.
Det kan blandt andet handle om at være med til at vurdere risici, sikre de rigtige adgange, udforme procedurer eller omsætte sikkerhedskrav til arbejdsgange, der faktisk fungerer i hverdagen.

Louise Sundbøl, informationssikkerhedskonsulent.
- Der er mange HK’ere, der laver alt det, der får virksomheden til at køre rundt. Det er ikke altid de mest iøjnefaldende opgaver, men de er rygraden i virksomheden. De ved, hvordan systemerne bliver brugt, hvem der gør hvad, og hvor problemerne opstår.
Louise Sundbøl oplever, at mange virksomheder allerede træner medarbejderne med kurser, oplæg og phishing-tests. Men undervisningen er ofte den samme til alle, selv om en bogholder, en HR-medarbejder og en receptionist ikke nødvendigvis møder de samme risici.
- Hvis du ved, hvad det vil sige at udføre netop dit arbejde på en sikker måde, kan du også begynde at spille en aktiv rolle. Du kan sige til, når en arbejdsgang ikke fungerer efter hensigten, eller når du opdager en sårbarhed, som måske kun er tydelig for dem, der sidder med hovedet nede i systemet hver dag, som fx HK’ere, siger hun.
Se det som en mulighed

Tina Holm Møller, faglig teamleder for Uddannelse og Fag i HK Privat.
- Arbejdspladsernes behov for at forsvare sig mod forsøg på cyberangreb og svindel ser ikke ud til at blive mindre fremover, og samtidig er cybersikkerhed ikke længere kun IT-afdelingens opgave - langt de fleste medarbejdere skal vide, hvordan de udfører deres arbejde sikkert, siger hun.
Derfor ser hun en mulighed for medlemmer, der har lyst til at bygge nye kompetencer oven på deres nuværende faglighed.
- Du behøver ikke starte forfra og uddanne dig til IT-specialist. For mange handler det om at bygge noget oven på den faglighed, du allerede har. Det kan være en måde, hvorpå du både udvikler dit job og stårstærkere på fremtidens arbejdsmarked, siger Tina Holm Møller.
For nogle kan den faglige udvikling betyde at få medansvar for sikkerheden i de systemer og arbejdsgange, de allerede arbejder med. For andre kan kurser eller efteruddannelse åbne for nye opgaver inden for fx informationssikkerhed, risikostyring eller compliance.
Og hvilke kompetencer der giver mest mening at bygge oven på, afhænger af, hvad du allerede arbejder med.
På de næste sider zoomer vi ind på nogle klassiske HK-funktioner og ser på, hvor deres særlige styrker og risici ligger - og hvad de konkret kan lære for at gøre både arbejdspladsen og deres egen faglighed stærkere.