HK.dk logo

Nyhed

Ny aftale om lokal løndannelse i regionerne: Det skal du vide som TR

Flere penge til lokal løn og en vigtig frist ved nyansættelser. Den nye fællesaftale er underskrevet og giver nye rammer for dine lønforhandlinger som TR.



Er du TR i en region, er der nyt at holde øje med, når du forhandler kollegernes løn. HK, Danske Regioner og de øvrige parter har nu underskrevet fællesaftalen om lokal løndannelse, og se HK’s repræsentant i dit regionale lønforhandlingsudvalg på oao.dk. Den gælder fra den 1. april 2026 og er et resultat af OK26.

Aftalen giver organisationerne i Forhandlingsfællesskabet enslydende regler for lokal løn på tværs af deres overenskomstområder.

Flere penge til lokal løn

Fra 1. april 2026 er der afsat nye midler på 0,30 procent til lokal løndannelse. Fra 1. april 2027 kommer yderligere 0,20 procent til særlige formål: Reformer, rekruttering og fastholdelse samt teknologisk udvikling.

Husk, at de nye midler kommer oven i de penge, der allerede er til lokal løndannelse.

Hold øje med fireugersfristen ved nyansættelser

Når arbejdsgiveren tilbyder en månedslønnet kollega ansættelse, skal arbejdsgiveren orientere dig som TR eller HK om kontaktoplysninger og sit forslag til løn.

Du har fire uger fra modtagelsen af lønforslaget til at bede om en lønforhandling. Fristen skal stå i den besked, du får fra arbejdsgiveren.

Beder du ikke om en forhandling inden fristen, kan arbejdsgiveren ved fristens udløb betragte lønnen som endeligt fastlagt. Sæt derfor fristen i kalenderen, så du kan nå at reagere.

Bedre grundlag for forhandlingerne

De årlige lønforhandlinger skal indledes med en drøftelse af lønpolitik og økonomi. Aftalen giver samtidig bedre sikkerhed for, at du får udleveret oplysninger til brug for forhandlingerne.

TR og den organisation, der har ret til at forhandle, er ligestillet i aftalen. Er der ikke valgt en TR, skal oplysningerne derfor gå til organisationen.

Nye udvalg sætter rammerne

Med den nye aftale bliver der oprettet fire regionale lønforhandlingsudvalg. HK har en repræsentant i hvert udvalg.

Udvalgene skal fastlægge frister og rammer for de lokale lønforhandlinger. De skal også drøfte regionens lønpolitik, det økonomiske råderum og brugen af de centrale midler, der går på tværs af faggrupper og er afsat til bestemte formål.

Aftalen er desuden blevet lettere at finde rundt i med tydeligere overskrifter i kapitlet om lokale forhandlinger.

Som TR får du får snarest en udgave med organisationernes bemærkninger, som giver mere vejledning til dine lokale lønforhandlinger.