
Netcompany lover store gevinster ved AI i den offentlige sektor. Men analysen mangler centrale udgifter og overvurderer risikoen for, at arbejdstimer kan omsættes til besparelser, skriver Brit Ross Winthereik og Helene Ratner, professorer fra DTU, i Børsen. Illustration: Mostphotos/Canva.
Det kan være fornuftigt at automatisere arbejdsopgaver. Og det er muligt, at AI kan medføre besparelser. Men når Netcompany hævder, at automatisering af opgaver ved hjælp af kunstig intelligens kan spare 90.000 årsværk i den offentlige sektor, er det tid til at vende skråen.
Sådan skriver de to DTU-professorer, Brit Ross Winthereik og Helene Ratner, i en kronik i Børsen 9. november 2026.
Beregnet sparet tid ikke det samme som sparede penge
90.000 årsværk er et enormt tal, 3 gange så højt som de 30.000 sparede årsværk, regeringen annoncerede som mål i 2025. Men her må vi sætte tempoet ned, for en beregnet tidsbesparelse er ikke det samme som en økonomisk besparelse, fastslår de to professorer i indlægget.
AI-teknologien er umoden, og datagrundlaget for analysen er skabt i en anden kulturel sammenhæng. Derfor er det rimeligt at tvivle på, om AI virkelig er så effektiv, som Netcompany mener.
Kritisk, hvis politikere bruger analysen
De 90.000 årsværk, som Netcompany mener, staten potentielt kan spare, er ikke en realistisk vurdering af potentielle besparelser i lønbudgetterne. Netcompanys analyse er ikke nødvendigvis forkert i teoretisk forstand, men det er kritisk, hvis politikerne regner med den, fordi de antagelser, udregningen bygger på, er usammenlignelige og usikre.
Sådan lyder konklusionen fra de to professorer, som begge er tilknyttet Institut for Teknologi, Ledelse og Økonomi på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
Her bliver rapporten tåkrummende
Der er desuden et manglende tal i regnestykket, som er prisen på AI. Udover indkøb af AI må staten forvente investeringer i dataintegration, datalagring, sikkerhed, uddannelse, overvågning og sikkerhed. Her bliver rapporten tåkrummende, skriver de to professorer.
Netcompany peger nemlig på, at en betydelig del af potentialet kræver skræddersyede løsninger, men omkostningerne ved at indkøbe og implementere disse mangler i beregningen.