Uddannelse

6 vigtige overvejelser for dig, der vil udvikle dig i jobbet

Synes du, det er svært at finde ud af, hvordan du kommer i gang med at uddanne dig, og hvilken uddannelse du skal gå efter? Louise Theil, leder af HK’s Karrieretelefon, giver sit bud på 6 overvejelser, du kan gøre for at hjælpe dig selv i gang.

Hvor skal du begynde, hvis du er helt på bar bund?
- Har du ingen idé om, hvilken type af uddannelse du har brug for eller lyst til at gå i gang med, så start med at kigge dig omkring på din arbejdsplads. Hvad er det for nogle arbejdsopgaver du/I løser? Hvilke opgaver er der blevet færre af, og hvilke er der blevet flere af? Hvad er det for kompetencer, du skal have for at kunne tage de opgaver, der interesserer dig? Tag også en snak med din leder og spørg, hvor du skal bevæge dig hen, og hvad du kan blive bedre til.
Hvilket fundament kan du bygge videre på?
- Det første, du skal have styr på, er, hvad du har af uddannelse. Fx erhvervsuddannelse, anden uddannelse og kurser, du har taget gennem årene. Og hvad er den seneste uddannelse, du har taget. Når du har det på plads, så har du en idé om, hvilket niveau du kan bygge videre på.

Har du papir på dine kompetencer?
- Gennem årene har du sikkert tilegnet dig en masse kompetencer. Fx viden om økonomi-systemer, om kundeservice, momsregnskab eller told. Mange tilegner sig ny viden gennem sidemandsoplæring og det fungerer fint i de fleste tilfælde. Men skal du søge nyt job, så er det vigtigt, at du kan dokumentere dine kompetencer.
Ofte vil det være en god idé at få en realkompetencevurdering (RKV). Ved en RKV bliver dine kompetencer vurderet i forhold til en bestemt uddannelse. De dele af uddannelsen, som du mestrer, får du meritoverført, og så får du en uddannelsesplan for de dele, du skal tage, for at have den fulde uddannelse. RKV’en foregår på den uddannelsesinstitution, som tilbyder uddannelsen. Læs mere

Skal du fordybe dig fagligt eller tænke mere tværgående?
- De fleste medarbejdere står på to ben i dag. Det faglige, hvor de bruger deres specialistviden, og det tværgående, hvor de arbejder mere sammen med andre grene i virksomheden. Tværgående kompetencer er fx kommunikation, forretningsforståelse, projektledelse og ledelsesforståelse.
Det afgørende er, at du finder den rigtige balance mellem det faglige og det tværgående, og den balance kan være forskellig fra medarbejder til medarbejder.

Hvad vil du bruge et uddannelsesforløb til?

- Det oplagte svar er, at du vil tilegne dig nye kompetencer, som du skal bruge i jobbet. Men lidt bredere set kan uddannelse også være ny inspiration, som måske bringer dig et helt nyt sted hen arbejdsmæssigt. Eller muligheden for at møde nye mennesker og skabe netværk inden for dit fag.
Det er også vigtigt at gøre sig klart, hvordan dine nye kompetencer skal forankres. Så inden du går i gang, bør du lave en aftale med din chef, om hvordan din nye viden skal bruges, når du er tilbage på arbejdspladsen. Til gavn for både dig og virksomheden.

Har du klare aftaler med baglandet?
- Tager du uddannelse på fx diplom- eller akademiniveau, så skal du være indstillet på, at det kommer til at tage en god del af din tid - og måske også din fritid. Der vil være både forberedelse og opgaver i forbindelse med uddannelsen, og når du skal til eksamen, vil der også være en del stof, som du skal have læst op på. Og så har du jo også lige et job!
Derfor er det vigtigt, at du får lavet nogle klare aftaler både på jobbet og i privaten. Spørg din chef, om du må bruge noget af arbejdstiden til at lave lektier i. Sørg for, at din bedre halvdel - hvis du har sådan en – tager mere af slæbet derhjemme i en periode. Og er du et meget aktivt mennesker med masser af fritidsaktiviteter på programmet, så er det vigtigt at prioritere - og ikke mindst vælge fra. Og husk på, at det kun er for en periode. Du skal nok vende tilbage igen på fuld skrue.

Vil du vide, hvordan HK kan hjælpe dig?

Ring og hør mere om medlemskab på 7011 4545
eller læs mere om dine muligheder