- Jeg har udviklet mig helt vildt personligt

Efter 17 år i samme job tog Charlotte springet ud i en diplomuddannelse. Uddannelsen har givet den administrative medarbejder en udvidet horisont og nye udfordrende opgaver.

 

Charlotte Jakobsen havde i årevis haft svært ved at finde plads, overskud og tid til at uddanne sig yderligere. Men den 46-årige HK’er fik for 5 år siden frihed til at prioritere sig selv, da hendes 2 drenge var store nok til at klare sig selv.

- Jeg kastede mig ud i diplomuddannelsen i offentlig forvaltning og administration. Det gav mig ny energi og en øget smag på at opbygge kompetencer. Jeg går nu aktivt ind i andre udfordringer – og venter ikke bare på chefen og tildeling af en ny opgave, siger Charlotte Jakobsen.

Hun har været administrativ medarbejder og kontorfuldmægtig ved Campus Service SUND på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet i 22 år, men har efter uddannelsen fået udvidet sin horisont fagligt.

- Jeg har udviklet mig helt vildt personligt som følge af uddannelsen. Jeg byder nu meget mere ind, tør springe ud i flere nye opgaver og tager den diskussion, som jeg tidligere havde undgået. Så det er måske nok mere indirekte følger af studiet, men jeg er også blevet fagligt klogere. Jeg tænker på en anden måde.

Fik hjernecellerne i sving

Charlotte var glad for, at der var 3 kollegaer på studiet. De hjalp hinanden meget, havde gruppearbejde sammen og var klar med støtte, når en af de andre var presset. Charlotte havde fået fri til at gå på skolen, men arbejdsopgaverne på jobbet skulle stadig løses i samme omfang som altid.

- Jeg skulle give en del af mig selv. Men det var skønt at få hjernecellerne i gang igen. Vi fik nye indspark hver dag og lærte at tænke anderledes. Men det kostede da også kræfter. For 2 år siden afsluttede jeg med en vellykket eksamen. Nu er det en fantastisk følelse at stå med papir på min nye viden.

Charlotte gik efter en uddannelse, der pegede ind i hendes arbejde, så hun satsede på offentlig forvaltning og administration. Men hun overvejer nu på et senere tidspunkt at tage nogle enkelte forløb af uddannelsen i ledelse.

- I år har jeg lige færdiggjort koordinatoruddannelsen. Det var lidt på min chefs opfordring, da jeg skal til at have en koordinerende rolle på kontoret. Så nu har jeg certifikat på en koordinatoruddannelse, som helt sikkert er brugbar.

Charlotte har fået at vide af kollegaerne, at hun nu opleves anderledes af folk på arbejdspladsen. De er begyndt at spørge hende meget mere ud om faglige emner – og giver hende nye udfordrende opgaver.

- I dag er jeg rigtig glad for, at jeg kom i gang. Jeg kan helt klart anbefale videreuddannelse til andre, hvis de har overskuddet – og chefen er med på idéen! siger Charlotte Jakobsen.