Finansiering af velfærden

Vi står både midt i en global klimakrise og en anspændt sikkerhedspolitisk situation. Derfor giver det mening at bruge flere penge på klima, miljø og forsvar, men vi skal samtidig passe godt på vores velfærdssamfund.

Kampkraft handler ikke kun om krudt og kugler. Og klimakrisen løses ikke alene med flere vindmøller eller nye teknologiske landvindinger. Vi skal huske, at det også er vores velfærdssamfund, der gør, at vi føler os sikre og har evner og overskud til at kæmpe med klimaet og trusler mod Danmark.

Når udgifterne til forsvar og klima vokser, er der brug for nye kilder til at finansiere velfærden. Derfor foreslår HK og Fagbevægelsens Hovedorganisation, at der indføres en formueskat på 0,3 pct. af formuen, og at den skal gælde for formuer på over 20 mio. kr. for enlige og 40 mio. kr. for ægtepar. Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) vurderer, at forslaget vil indbringe omkring 5 mia. kr. årligt.

Det er kun fair, at den 1 % af befolkningen, som har allermest, også bidrager mere. Det bakker 58 % af danskerne op om, viser en rundspørge bestilt af FH. De rigeste i Danmark og de store virksomheder har stor gavn af vores velfærdssamfund. Det er velfærdssamfundet, der sørger for kvalificeret arbejdskraft, solid infrastruktur og et flexicuritysystem, der giver mulighed for at op- eller nedskalere produktionen, når det er nødvendigt. Derfor er det også kun retfærdigt, at de i højere grad er med til at bidrage til velfærdssamfundet, end de er i dag.

Finder vi ikke nye finansieringskilder som formueskatten, kan det let føre til nedskæringer i velfærden. Det ser vi bl.a. med de tilbagevendende forslag om nedskæringer i den offentlige administration. De kommer uden blik for, at det udhuler den borgernære velfærd, når for eksempel lægesekretæren, HK’eren på politistationen eller medarbejderen i Borgerservice bliver sparet væk. For ikke at tale om, hvordan besparelser i skatteforvaltningen resulterer i færre penge i statskassen.


Hvad arbejder HK for?

  • Der bør indføres en formueskat, så de nødvendige forbedringer af velfærdssamfundet kan finansieres af nogle af dem, som har allermest.
  • En formueskat skal udformes enkelt og robust, så den ikke skaber unødig usikkerhed eller svækker Danmarks samlede konkurrenceevne.
  • Der bør investeres og ikke skæres ned på den offentlige administration. Kun gennem rette kompetencer til rette opgaver sikrer vi borgernes retssikkerhed og en effektiv offentlig service i både stat og kommuner.

Du kan læse mere om fagbevægelsens forslag om en formueskat på Fagbevægelsens Hovedorganisations website:
Fakta om formueskat - få svar på dine spørgsmål