HK's indspil til  FINANSLOV 2023

Livslang læring, sunde job og velfærd 

Danmark står i en situation, der kræver kloge investeringer i fremtidens arbejdsmarked og offentlige velfærdsydelser, hvis vi skal fastholde den samfundsmodel, vi ønsker os. 

I HK ønsker vi derfor en finanslov for 2023 der satser på livslang læring og kompetenceudvikling, tager et opgør med dårligt arbejdsmiljø og ruster velfærdssamfundet til fremtidens udfordringer.

Vi kan ikke tage hverken vores arbejdsmarkeds- eller samfundsmodel for givet. Begge dele skal konstant udvikles for at kunne håndtere forandringerne der kommer fra nær og fjern. Det handler om at få mest muligt ud af vores uddannelsessystem og at sikre sunde job, så folk kan holde til et langt liv på arbejdsmarkedet.

Og så handler det om at investere i stedet for at spare. Investere i efter- og videreuddannelse. Investere i den digitale udvikling. Investere i kontrol af skatteindbetalinger. Investere i et bedre arbejdsmiljø. Kloge investeringer vil komme mangefold tilbage, og fremtidssikre det danske samfund. 

Uddannelse er nøglen til at sikre, at vi i Danmark har de kompetencer, som arbejdsmarkedet kalder på – nu og fremover. Og hvis vores samfund skal leve op til ambitionerne om Danmark som grøn og digital frontløber, bliver vi nødt til at investere meget mere i uddannelse og livslang læring.

Men der er skævheder i uddannelsessystemet, som må og skal rettes op, hvis fremtidens arbejdsstyrke skal have de rette kompetencer til at imødekomme kravene. Derfor skal der investeres i at få lukket nogle af de blinde vinkler, der er opstået i vores måde at anskue uddannelse på.  


HK mener:

  • At efter- og videreuddannelsesområdet skal styrkes, så det giver en reel mulighed - også økonomisk - for at uddanne sig sideløbende med et arbejdsliv. Dette gøres ved at finansiere deltagerbetalingen og hæve  den økonomiske understøttelse (SVU'en).
  • At taxametrene til de gymnasiale uddannelser skal ligestilles, så en hhx-elev udløser det samme tilskud som en stx-elev.
  • At der skal oprettes et center for uddannelse, certificering og registrering af tolke for at sikre kvalitet i sagsbehandlingen og øvrige offentlige ydelser.

Skal der lig på bordet, før vi tager stress og dårlig ledelse alvorligt? 

Stress er et samfundsproblem, og det er arbejdsgiverens ubestridte ansvar at forebygge, reagere på og håndtere stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Og det er altså ikke gjort med en forkølet formaning til medarbejderne om, at de må sige til, hvis de har for meget at lave eller har ondt i arbejdslivet.  

Men de politiske rammer skal være på plads. Vi har i årevis kendt til og snakket om konsekvenserne ved dårligt arbejdsmiljø, men savner stadig en samlet og mærkbar indsats fra politisk hold til at komme udfordringerne til livs. Især det psykiske arbejdsmiljø har været forsømt, men vurderes på årlig basis at koste samfundet op mod 80 mia. kr. årligt, fordi der hver dag i gennemsnit er 17.000 sygemeldte pga. dårligt psykisk arbejdsmiljø. 


HK mener:

  • At der skal laves en national handlingsplan mod stress, der som minimum indeholder:
    a) En pulje til lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø
    b) En oplysningskampagne om de nye regler om psykisk arbejdsmiljø
    c) Øget tilsyn med unges arbejdsmiljø
    d) Et udviklingsprojekt til at skabe sammenhæng mellem myndigheder ved tilbagevenden til arbejde
    e) Særlige tilsynsindsatser med psykisk arbejdsmiljø
  • At der bør laves en særlig helhedsorienteret tilsynsindsats med muskel- og skeletbesvær.
  • At Arbejdstilsynet skal sikres en stabil bevilling i en længere årrække fremover
  • At de arbejdsmedicinske klinikker skal styrkes

I takt med den demografiske udvikling i Danmark sættes centrale velfærdsydelser og -systemer under et stigende pres i de kommende årtier. Vi har som borgere en berettiget forventning om, at den offentlige velfærd og service lever op til visse standarder – uanset om det gælder kvaliteten af ældreplejen eller behandlingen af sager ved domstolene. 

Derfor skal investeringerne i den offentlige service stige tilstrækkeligt, samtidig med, at rigid økonomistyring og grønthøsterbesparelser droppes. 


HK mener:

  • At den offentlige service skal have et løft
  • At budgetloven revideres, så kommuner, regioner og staten dels får mulighed for at overføre under- og overskud mellem årene og dels får mulighed for at aktivere dele af ekstraordinære indtægter til staten
  • At omprioriteringsbidraget i staten skal fjernes helt
  • At skatteforvaltningen, domstolene og straffesagskæden skal tilføres flere ressourcer
  • At der skal øremærkes en særlig investeringsramme til modernisering af den offentlige, digitale infrastruktur

Hvis vi skal holde fast i det arbejdsmarked vi kender og lovpriser herhjemme, skal det konstant udvikles. Det betyder blandt andet, at mulighederne for at dygtiggøre sig og skifte spor hele tiden skal udvides, samtidig med, at der holdes en hånd under dem med lavest tilknytning til arbejdsmarkedet. Men det betyder også, at der slås ned på alle tilløb til social dumping, løntrykkeri og uanstændige arbejdsvilkår for både dansk og udenlandsk arbejdskraft, og at der skal satses meget mere på den digitale omstilling af samfundet. 

Derudover skal der kastes mere lys over nye, atypiske ansættelsesformer, der vinder frem blandt især unge på arbejdsmarkedet. Fleksibiliteten ved at være selvstændig, vikar eller platformsansat må aldrig gå ud over basale lønmodtagerrettigheder. 


HK mener:

  • At ledige med en kort eller mellemlang videregående uddannelse skal have ret til uddannelse på 110% dagpenge
  • At tidspunktet for hvornår en person på sygedagpenge skal have revurderet sin sag rykkes fra 22 til 36 uger fra sygemeldingen
  • At der skal gennemføres et forskningsprojekt om udbredelsen af atypiske ansættelsesformer på det danske arbejdsmarked

Vi har i HK flere mulige finansieringskilder til vores ønsker for investeringerne i finansloven for 2023. Enslydende for vores forslag er, at de baserer sig på sund fornuft og retfærdighed. 

Når vi foreslår at indføre rette kompetencer til rette opgaver i den offentlige sektor, er det ikke bare for at spare penge, men for at sikre en effektiv og konkurrencedygtig udnyttelse af de økonomiske resurser, som den offentlige sektor har til rådighed til levering af offentlige ydelser. En større grad af arbejdsdeling mellem de forskellige faggrupper kunne også mindske manglen på flere personalegrupper, fordi de så kan overlade administrativt arbejde til medarbejdere, som er specialister i det. 

Og når vi foreslår fuld skattepligt for udenlandsk arbejdskraft, er det ikke bare for at finde endnu en finansieringskilde i skattesystemet, men også for at gøre op med et uretfærdigt smuthul i lovgivningen. 


HK mener:

  • At princippet rette kompetencer til rette opgaver skal implementeres i hele den offentlige sektor
  • At hullet i forskerskatteordningen skal lukkes
  • At det skrå skatteloft skal afskaffes
  • At der indføres fuld skattepligt for udlejet arbejdskraft fra udenlandske virksomheder
  • At tilskudsordningen til nedsættelse af kommuneskatten afskaffes
  • At honorarudbetalinger for serviceydelser kildebeskattes