HK's indspil til finanslov 2024

Sunde job, velfærd og uddannelse til fremtiden 

Danmark skal fremtidssikre sig, så vi – nu og fremover – har arbejdskraft og ressourcer til at værne om vores velfærdssamfund og stå stærkt i en verden, hvor ikke mindst den grønne omstilling og kunstig intelligens ændrer spillereglerne. Det kræver ambitiøse investeringer.

HK ønsker en finanslov for 2024, der investerer i uddannelse og kompetencer. I kampen mod stress og dårligt arbejdsmiljø, som hvert år koster dyrt - både menneskeligt og økonomisk. I vores velfærdssamfund, som skal kunne hjælpe og gribe os, også når vi bliver ældre og flere.

Et bæredygtigt og fremsynet Danmark kan vi ikke spare os til. I stedet skal vi satse på livslang læring og bedre balance i uddannelsessystemet. Vi skal skabe sunde job, så vi kan holde til at være på arbejdsmarkedet i mange år. Alle vinder, hvis vi som samfund bliver bedre til at undgå, at folk går psykisk eller fysisk i stykker i deres arbejdsliv – eller allerede før, arbejdslivet rigtigt har fået chance for at komme på vingerne.

Det handler om rimelighed og værdighed. Og i en verden, der forandrer sig og bringer nye udfordringer, handler det også om at udvikle, styrke og passe godt på den arbejdsmarkeds- og samfundsmodel, som har gjort netop vores land til et af verdens bedste at leve i. 

 

 

Eller se forslagene her:

Uddannelse, opkvalificering og livslang læring er helt afgørende for, at Danmark kan have en arbejdsstyrke, som matcher arbejdsmarkedets behov – og stå stærkt i takt med, at de behov ændrer sig. Det gælder ikke alene for HK’erne, som har en vigtig rolle at spille ift. at gøre Danmark grønnere og udnytte potentialet i ny teknologi og digitale løsninger. Det gælder på tværs af alle faggrupper.

Den grønne omstilling, digitalisering og den nærmest eksplosive udvikling indenfor kunstig intelligens giver nye muligheder for at skabe gode job, men stiller også nye krav, som kalder på nye kompetencer.

Derfor har Danmark brug for et uddannelsessystem, som er bedre gearet til fremtiden. Vi skal gøre op med dets skævheder, skabe bedre balance og gøre det nemmere at få nye kompetencer – hele arbejdslivet igennem. 

HK mener:

  • At efter- og videreuddannelsesområdet skal styrkes, så det giver en reel mulighed for – også økonomisk – at uddanne sig sideløbende med et arbejdsliv. Dette gøres ved at finansiere deltagerbetalingen og hæve den økonomiske understøttelse (SVU’en).
  • At taxametrene til de gymnasiale uddannelser skal ligestilles, så en hhx-elev udløser det samme tilskud som en stx-elev.
  • At flere ledige skal have råd til at uddanne sig.
Et værdigt og sundt arbejdsliv giver de bedste forudsætninger for et langt arbejdsliv. Samfundsøkonomisk og menneskeligt er der store gevinster ved at skabe et arbejdsmarked, som man kan holde til at blive på. 
Det handler om arbejdsmiljø. Alt for ofte slider vores arbejde så meget på os, at vi knækker sammen – fysisk eller psykisk. Stress og dårligt arbejdsmiljø koster hvert år samfundet op mod 80 milliarder kr. i sygefravær, i tabt produktivitet og i vores sundhedsvæsen. Der er brug for politisk handling, som kan sætte en stærk, national ramme for kampen mod stress. 
Vi skal også passe på vores arbejdsmarked. Social dumping skal bekæmpes. SKAT og SIRI skal derfor have mulighed for at kontrollere skatteindbetalinger og arbejdstid for at bekæmpe misbrug af udenlandsk arbejdskraft. 
 

HK mener:

  • At der bør laves en særlig helhedsorienteret tilsynsindsats med muskel- og skeletbesvær.
  • At de arbejdsmedicinske klinikker skal styrkes.
  • At kontrollen med skattebetalingerne og arbejdstid hos udenlandsk arbejdskraft skal forbedres og styrkes.
 
I Danmark skal vi kunne stole på, at vores velfærdssamfund hjælper os, hvis vi får brug for det. Vi har med rette en forventning om, at den hjælp og service, vi møder i det offentlige, lever op til en vis standard. En forudsætning herfor er, at der prioriteres resurser til en effektiv administration, der sikrer finansieringen og driften af velfærdssamfundet, dels står for den direkte kontakt til borgere og virksomheder og leverer andre afgørende funktioner for velfærden i kommuner, regioner og staten. 
Men vores velfærdssamfund er under pres på flere fronter. På den korte bane har inflationen sat sine spor. På den længere bane stiller den demografiske udvikling større krav til, hvad det offentlige skal kunne levere. 
Derfor skal vi investere i vores fælles velfærd og indrette os klogt, så vi udnytter ressourcerne bedst muligt i den offentlige sektor. Med andre ord er det afgørende at lade hver faggruppes faglighed komme til sin ret. 
 

HK mener:

  • At kommuner og regioner skal kompenseres for inflation.
  • At omprioriteringsbidraget i staten skal fjernes helt.
  • At der skal øremærkes en særlig investeringsramme til modernisering af den offentlige, digitale infrastruktur.
Som samfund kan vi kun give os selv de bedste kort på hånden ift. den grønne omstilling, et robust velfærdssystem og fremtidens arbejdsmarked - hvis vi investerer i fremtidens arbejdskraft. Unge skal have bedre forudsætninger for at få kompetencer og springbræt, der kan klæde dem på til en god start på arbejdslivet. Uanset hvilken vej i uddannelsessystemet de vælger.
Men vi har i dag et uddannelsessystem, som på flere måder sætter korte og mellemlange uddannelser i skyggen af de lange. Vi skal gøre op med forskelsbehandlingen. For rimelighedens skyld, for den enkelte unges skyld og for samfundets skyld – der som bekendt kigger ind i en massiv mangel på faglærte.
 

HK mener:

  • At unge skal kunne få brobygning til erhvervsuddannelser, som svarer til den brobygning, man kan få til gymnasierne. 
  • At der skal investeres, så unge på korte og mellemlange videregående uddannelser kan få udslusnings-/brobygningsforløb til arbejdsmarkedet på lige fod med unge fra universiteterne. 
  • At tilsyn med unges arbejdsmiljø skal øges. 
Et fremtidssikret Danmark handler ikke kun om at investere med omhu – men også om at vælge finansieringskilder med omhu. 
Den røde tråd i HK’s bud på finansieringskilder er, at de skal bidrage til mere retfærdighed, mindre ulighed og et velfungerende arbejdsmarked.
Det er afgørende fortsat at styrke skattekontrollen. En effektiv skattekontrol, der kan sikre, at enhver betaler sit, udgør fundamentet for vores velfærdssamfund. 
HK foreslår at implementere princippet om ”Rette kompetencer til rette opgaver” i hele den offentlige sektor. Det vil kunne bidrage til finansieringen af vores fælles velfærd. Det vil også kunne bidrage til løse udfordringerne flere steder i den offentlige sektor, i kraft af at medarbejdernes kompetencer og tid bruges mere hensigtsmæssigt, når hver faglighed kommer til sin ret.  
 

HK mener:

  • At hullet i forskerskatteordningen skal lukkes.
  • At det skrå skatteloft skal afskaffes.
  • At tilskudsordningen til nedsættelse af kommuneskatten afskaffes.
  • At honorarudbetalinger for serviceydelser kildebeskattes.
  • At princippet ”rette kompetencer til rette opgaver”, skal implementeres i hele den offentlige sektor.