Udviklingen skal komme alle til gode

Kunstig intelligens, nye teknologier og digitalisering giver nye muligheder. Men gevinsterne skal være til gavn for alle, og dine rettigheder skal være i orden.

Kunstig intelligens og andre nye teknologier får sammen med digitaliseringen arbejdsmarkedet til at forandre sig og kan give store gevinster – både for den enkelte for samfundet. Men det kræver, at vi som samfund bærer os klogt ad. For vil man have det bedste ud af nye muligheder, skal man ikke bare se dem som en sparekniv. De skal spille sammen med medarbejderne.


Ordnede forhold 

Digitalisering og den teknologiske udvikling har åbnet for nye måder at arbejde på. Selv om langt det mest almindelige stadig er et traditionelt lønmodtagerjob, arbejder flere end tidligere som freelancere og soloselvstændige, og flere løser opgaver via digitale platforme. Platformsøkonomien vokser, og det giver nye muligheder for større fleksibilitet og frihed i arbejdslivet.

Men dine rettigheder som arbejdstager skal være i orden. Uanset om du er lønmodtager eller freelancer. Og alle virksomheder skal betale skat og moms – platform eller ej.

 

Hvad arbejder HK for?

HK arbejder politisk for, at alle får del i den teknologiske udvikling og dens gevinster. Det kræver gode rammer for arbejdstagerne og klare regler for nye virksomhedstyper.


Nye teknologier som kunstig intelligens skal bruges til at skabe gode job, hvor de spiller sammen med medarbejderen. Myndigheder og virksomheder må ikke bare se kunstig intelligens og nye it-systemer som en vej til nedskæringer og mindre personale. Nye teknologier skal i stedet spille sammen med medarbejderen, som på den måde får mere tid og nye måder at skabe værdi på for kunder og borgere. Vil man have succes med at tage nye teknologier til sig på arbejdspladsen, gælder det om at lytte til medarbejderne og tage dem med på råd fra starten, så de kan være med til at finde frem til nye løsninger.

Nye teknologier giver dog også arbejdsgivere større muligheder for at overvåge og styre medarbejdere, så HK arbejder for, at etikken skal være i orden, når nye teknologier vinder indpas på arbejdspladsen. For Og så skal der være styr på etikken overfor medarbejderne. Mulighederne for at overvåge og styre sine ansatte har aldrig været større, og det er ved at være sidste øjeblik, hvor de rigtige etiske snit skal findes.

Freelancere og andre såkaldte atypisk ansatte har ikke de rettigheder, der følger med et fast fuldtidsjob – såsom ret til pension, barsel og løn under sygdom. Det er ofte også vanskeligere for atypisk ansatte at få tid, råd og rum til at videreuddanne sig.

HK mener, at disse rettigheder, der danner rammen om en tryg tilværelse – herunder ret til efteruddannelse – skal være i orden. Uanset om du er fastansat lønmodtager eller ej.

HK arbejder for politisk regulering, som spænder et bredt sikkerhedsnet ud under atypisk ansatte. Og vi arbejder for klare regler i platformsøkonomien. For platformsvirksomheder skal ikke kunne snige sig uden om deres arbejdsansvar og tilbyde vilkår, der bryder med spillereglerne på det danske arbejdsmarked. Der skal være ordnede forhold, og platforme i Danmark skal betale skat og moms – ligesom alle andre virksomheder.

Forandringerne på arbejdsmarkedet får nogle arbejdsopgaver til at forsvinde, mens nye opstår. HK arbejder for, at alle får et godt udgangspunkt for at gribe de nye muligheder og stå stærkt på fremtidens arbejdsmarked. Det kræver gode rammer for at opdatere sin faglighed og videreuddanne sig – hele arbejdslivet igennem.