Kære kollega!
Vi er nu kommet i mål og genforhandlet din overenskomst med PLA, som sikrer dig og dine kolleger på klinikkerne en fornuftig lønudvikling de næste to år. Derudover er der flere forbedringer, der styrker dine rettigheder.
Det særlige ved forhandlingen denne gang er, at vi har opnået en aftale i samarbejde med FOA for deres medlemmer. Det betyder, at vi har styrket fællesskabet, og du og dine kolleger – uanset fagforening – har ens vilkår, naturligvis under hensyn til jeres forskellige fagligheder.
Vi er tilfredse med overenskomstresultatet og anbefaler, at du stemmer ja til din nye overenskomst.
De vigtigste resultater er:
- En samlet lønudvikling på 9,73 % i overenskomstperioden og fortsat mulighed for lokale lønforhandlinger
- Mulighed for at købe en ekstra fridag om året
- Mulighed for at få udbetalt ikke-afholdte uddannelsesdage
- Udvidet barselsorlov med fuld løn ved fødsel eller adoption af to eller flere børn
- Bedre vilkår for at vælge tillidsrepræsentant og flere rettigheder til tillidsrepræsentanter
Forliget om overenskomsten med Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening er godkendt af Sundhedsgruppen og efterfølgende af HK Privats sektorbestyrelse.
Vi opfordrer dig til at gøre din indflydelse gældende - så brug din stemme og stem om overenskomsten!
En høj stemmeprocent viser, at vi står stærkt og giver os vægt bag vores krav – både nu og næste gang vi skal forhandle med arbejdsgiverne.
Bedste OK-hilsner
Kim Jung Olsen og Gitte Geertsen
Formand og næstformand for HK Privat