Gammeldags svinger

Stenografi, svingere og sundhedsplatform

Den teknologiske udvikling fra 1923 og frem til 1950 er yderst begrænset, men derefter går det stærkt. Første skridt er især ETB, som senere afløses af EDB. Herefter bliver digitalisering og internet drivkraften.


Af Mogens Jepsen


1920 - 1950

1923: Royal-skrivemaskinen

Ikke alle kontoransatte havde egen skrivemaskine, men hvis de havde, var det højst sandsynligt en “Royal”. Et godt gammeldags hakkebræt.

1930’erne og frem: Stenografi

For den klassiske sekretær var stenografi et håndværk, som blev brugt til at tage noter fra chefens tirader, som så blev renskrevet, når kontorets skrivemaskine var ledig.

Svinger
Foto: Kommunalbladets arkiv.

1940: Svingeren til økonomi

Hvis man var bogholder eller skattemand, hed teknikken en “svinger”, som var en regnemaskine med et håndtag, der blev drejet et antal omgange alt efter regnemetode.

1948: IBM lancerer elektronisk regnemaskine

IBM sender sin første digitale regnemaskine, SSEC (Selective Sequence Electronic Calculator), på markedet. Den kommer sammen med IBM til Danmark i 1950.

1950 - 1980

1953: Hulkortet styrer

I 1950-60’erne er hulkortet den førende teknologi til at lagre data. Især folkeregistre og skattekontorer bruger metoden. De fleste kommuner havde hulkortmaskiner til at aflæse, men
efterhånden opstod der hulkortcentraler, som klarede opgaverne. Kommunernes Hulkortcentral dannes 1952 og bliver senere til Kommunedata/KMD.

Gammel commodore
Foto: Kommunalbladets arkiv.

1954: Håndtering af blanketter

HK Kommunal holder kursus i sekretariatsvirksomhed, hvor blanketter fylder en del. F.eks. skal sekretæren tage stilling til de her spørgsmål: Kan rudekuvert anvendes? Er alle rubrikker nødvendige? Skal der tages hensyn til stempler?

1961: IBM opfinder kuglehovedet

Kuglehovedet revolutionerede maskinskrivning. For nu kunne man skrive meget hurtigere. Tidligere stødte “typearmene” sammen ved for ivrig tastning.

1971: Busicom – den første lommeregner

Regnemaskiner var indtil 1971 pænt store, men med mikrochip som ny teknologi blev den helt lille lommeregner en mulighed.

1975: EDB og pc’ere

Hulkortet er nu helt væk og erstattet af EDB og endda pc’ere – den personlige computer. HK Kommunal nedsætter et EDB-udvalg i 1977.

1980 - 2000

Tegning af kontorfolk,  der byder en robot velkommen Illustration: Kommunalbladets arkiv.

1980: Den første tryghedsaftale om EDB

Farum Kommune indgår den første “Teknologi- og Tryghedsaftale”, der sikrer, at man lokalt skal forhandle om, hvordan rationaliseringsgevinster skal anvendes. Aftalen sikrer også, at ingen medarbejder mod sin vilje skal betjene teknologi, som vedkommende ikke er uddannet til, og endelig skal kommunen også sørge for omskoling og efteruddannelse til medarbejdere, hvis arbejde bortfalder.

1983: OK uden tryghedsaftale

HK Kommunal taber kampen for at få trygheds- og teknologiaftaler ind i overenskomsten for ’83. Arbejdsgiverne nægtede at gå med til det.

1984: Aabenraa og Gladsaxe kommuner bliver prøveklude

KA – Kontorautomatisering – er IT-selskabet KMDs nye flagskib inden for automatisering af mange administrative opgaver. Gladsaxe og Aabenraa bliver forsøgskommuner.

1990: Herning Kommune laver elektronisk bibliotek

Biblioteker og assistenterne er på vagt, fordi der planlægges alle mulige slags selvbetjenings-teknologi for lånerne. Men Herning Kommune indfører et komplet EDB-baseret bibliotek med udlånsterminaler, lånerkort med magnetstriber og stregkoder på materialer.

1991: Det papirløse rådhus

“I have a papirløs dream” lyder det fra rådhuse og amtsgårde, der højt og flot proklamerer, at de skal være papirløse om x antal år.

1992: Floppy-disken

Lagring og overførsel af data sker i stor stil på de nye floppy-disks, der kan indeholde helt op til 2MB data.


Illustration: Colourbox.dk

1995: Hjemme-pc

Hjemme-pc’ere bliver det nye hit. 178 medarbejdere i Egtved Kommune er de første til at modtage en – formedelst for 20.000 kroner betalt over tre år!

1998: Amter med hjemmesider

En opgørelse viser, at alle 14 amter har en hjemmeside, mens kun 104 ud af 278 kommuner har en.

1999: Digital signatur

Ringsted Kommune bliver første kommune med digital signatur – den elektroniske underskrift. Borgerne modtager en nøgle med software.

2000 - i dag

2000: “Os, der overlevede nytåret 2000”

Allerede i 1998 handler stort set al IT-snak om år 2000-problemet, hvor man frygter, at systemer og data crasher, fordi mikrochips ikke kan genkende årstallet. Men årsskiftet går stort set uden problemer.

2003: E-dag

Den Digitale Taskforce (senere Digitaliseringsstyrelsen) indfører “E-dage”, hvor myndigheder gradvist skal skrue op for digitaliseringen. Med E-dag1 skal offentlige myndigheder indbyrdes kun sende elektroniske dokumenter

2007: Borger.dk ser dagens lys

En fællesoffentlig portal for borgere. Denne første version var en sammenlægning af to tidligere borgerrettede portaler, netborger.dk, der havde fokus på selvbetjening, og danmark.dk, som havde information om det offentlige Danmark i centrum.

2010: NemID lanceres

Med NemID kunne borgere anvende samme bruger-id og samme adgangskode til netbank, offentlige hjemmesider og en lang række private tjenester på nettet.

2014: E-Boks og digital post

Som det første land i verden bliver digital post obligatorisk mellem myndigheder, borgere og virksomheder. Regeringens mål er, at 80 procent af al kommunikation mellem borgere og myndigheder skal foregå digitalt via e-Boks.

2017: Sundhedsplatformen indføres fuldt i to regioner

Sundhedsplatformen skaber kæmpe overskrifter i landets medier, fordi læger ender med at lege lægesekretærer. Efter pres anerkender regionerne da også, at afskedigelsen af mange lægesekretærer ikke var klogt.



2019: Fremtidens HK’er

Uddannelsen “Fremtidens HK’er” bliver fra 2019 HK Kommunals nye store satsning i forhold til at give medlemmer kompetencer i RPA, chatbot, machine learning mv. 

Græsrødder, stærke kvinder og kampen for anerkendelse

HK Kommunal fylder 100 år. Den 13. maj 1923 blev Kommunale Kontormedhjælperes Fællesklub dannet. Meget er sket fagligt og politisk i de 100 år, der er gået siden da. 

TEMA: 100 års arbejdsliv for kommunalt og regionalt ansatte