ChatGPT for nybegyndere

At have været på en øde ø det seneste år er nok den eneste begrundelse for ikke at have hørt om ChatAI, især ChatGPT. Men fortvivl ikke. Her kommer en indføring i den nye teknologi for absolut nybegyndere

Tekst: Mogens Jepsen
Illustration: Midjourney

Det er altid svært at forklare, hvorfor noget bare er afsindig vigtigt – uden at nogen siger jowjow, det har vi hørt før.

Sådan er det for eksempel med ChatGPT, der her bruges som fælles betegnelse for de forskellige udbydere af værktøjet. Alle taler om det. Den måske største betydning siden computer, internet og mail revolutionerede arbejdsmarkedet. Og selv om man skal vare sig ved at bruge skræmmebilleder, så formulerer faglig konsulent i HK Jeppe Engell det sådan:


Faglig konsulent i HK, Jeppe Engell. Foto: Amanda Thomsen.

- Kunstig intelligens som ChatGPT tager ikke dit job, men det gør en kollega, der forstår at bruge det.

Jeppe Engell arbejder blandt andet med de nye teknologier og udgiver et nyhedsbrev, AI nyt. Han har indvilget i at føre nybegyndere ind i et arbejdsliv med ChatGPT.

- Det sværeste er måske i virkeligheden at forstå, hvad ChatGPT kan, for det er så vildt og så vild en oplevelse, når man ser den arbejde, lyder det fra Jeppe

Hvad er ChatGPT?

Men lad os starte helt fra bunden. Hvad er ChatGPT for noget?

ChatGPT er en kunstig intelligens, altså en teknologi baseret på algoritmer. Det vil sige, den bliver klogere og klogere, efterhånden som den lærer mønstre at kende, og hvad den ellers fodres med af viden og materialer. 

Prompt: En prompt er typisk en sætning eller et spørgsmål, der indikerer det emne eller den kontekst, som værktøjet skal generere ud fra. Indledende prompts er afgørende for at få et brugbart svar fra ChatGPT, da de hjælper chatbotten med at generere de bedst
mulige svar. En god prompt indeholder rolle, opgave og instruktioner. 

ChatAI: ChatAI dækker over flere udbydere. Den mest kendte er ChatGPT, udviklet af Open AI. Microsofts udgave hedder Bing, mens Google står bag Bard.

GPT: “Generative Pre-trained Transformer”, dvs. en kunstig intelligens, der er trænet på store mængder af menneskeligt sprog ved hjælp af data fra internettet, herunder bøger, artikler, websteder og sociale medier.

Kunstig intelligens er groft sagt ekspert i at forudsige adfærd eller handlinger. Derfor kan den for eksempel for Netflix e.l. foreslå nye, gode serier til netop dig, fordi den – den kunstige intelligens bag – kender dig bedre og bedre.

Selv om ChatGPT er en kunstig intelligens, så er der en afgørende forskel til Netflix-eksemplet: ChatGPT forudsiger ikke adfærd/handlinger, men forudsiger ord. 

Hvordan virker ChatGPT?

ChatGPT er en sprogmodel, og den “spiser” ord og billeder morgen, middag og aften.

Den fitnesstræner i sprogstudiet. Den er mester i at forudsige næste ord eller næste sætning. På den måde kan ChatGPT også andet og mere end, hvad de klassiske digitale assistenter bl.a. Siri og Alexis kan – dem som man kender fra Iphones o.l.

Siri kan kun svare på det, den er fodret med, og så kan den slå op på internettet og finde et svar. Men der kommer ikke noget originalt og nytænkende ud af Siris mund.

Det gør der fra ChatGPT, som er en kreativ medspiller.

- Men en afgørende forudsætning er, at man stiller de rigtige spørgsmål til den. Når man taler med ChatGPT, er korte spørgsmål ikke det bedste. Jo flere ord, jo flere rammer og jo mere kontekst, man kan give, desto bedre svar får man. Derfor er den store øvelse for brugeren at træne i at stille spørgsmål – de såkaldte promps.

7 eksempler: sådan kan du bruge kunstig intelligens

  1. Lave resume og opsummeringer: Hvis man sidder med større tekster eller større sagskomplekser, kan ChatGPT lave et resume på det antal linjer eller antal bullets, der ønskes.
  2. Bedre skriftlig kommunikation: ChatGPT kan lave forslag til tekster på forskellige abstraktionsniveauer, ligesom den kan finde på analogier, sproglige billeder, begreber og formuleringer, som passer lige til den målgruppe, man definerer for den. For eksempel en tale, et oplæg eller mails til bestemte målgrupper i kommunen eller regionen.
  3. Vær mere kreativ - brainstorm med ChatGPT: Bed den f.eks. om at komme med 10 forslag til, hvordan indgangen til borgerservice kan peppes op. 
  4. Lav billeder til modtageren: Hvis du gerne vil supplere din tekst, hvad enten den er til en borger, et udvalg eller en kollega/chef, så kan ChatGPT udtænke og producere en illustration, der viser, hvordan et forslag/en ide konkret kan se ud - illustrativt. 
  5. Du kan få mange "semi-fagligheder": Ikke at du bliver ekspert, men ChatGPT kan hjælpe dig med at opnå en større faglighed på alle mulige områder, sådan at din dialog med en arkitekt, jurist, læge e.l. bliver mere ligeværdig. Den kan forklare dig, hvad en bekendtgørelse betyder på jævnt dansk. Eller den kan “oversætte særlige fagtermer til forståeligt dansk.
  6. Kodning og IT: Der kan være fejl i en kodning. Her kan ChatGPT hjælpe med at finde fejlen, ligesom den kan kvalitetssikre scripts samt udarbejde dokumentation for praksis, når man laver konfigurationer. 
  7. En makker i samtalen: Om kort tid kan ChatGPT være med på en lytter i dine samtaler, hvor den kan slå op i systemer, skrive referat/stikord, tjekke paragraffer, mens du koncentrerer dig om selve samtalen. Den kan endda også lytte efter faresignaler hos borgerens udtryk, der gør, at du skal være ekstra opmærksom. 

 


Er der slet ingen negative sider?

Jo, der er selvfølgelig opmærksomhedspunkter i brugen af ChatGPT.

For det første lurer dovenskab som en fare. Altså at man ikke gider at være kreativ selv, men bare som det første beder ChatGPT være opfindsom for én.

For det andet skal man stadig være opmærksom på GDPR-regler. Særligt i situationer med skriftlig kommunikation, hvor der kan indgå følsomme oplysninger. I princippet arbejder man jo her uden for myndighedens systemer. 

Værktøjskassen: Tag et hurtigt kursus

Elements of AI
Et gratis kursus på 30 timer, der giver en grundlæggende forståelse af teknologien. Blandt brugere og undervisere anses det for at være den absolut bedste indføring på det gratis marked. Kan varmt anbefales.
www.elementsofai.dk

Smartlearning.dk
Et online akademikursus, der ovenikøbet giver 10 ects point. Kan tages fleksibelt over 10 måneder.
www.smartlearning.dk

HK-kurser
HK afholder en lang række kurser og webinarer i ChatGPT.
Tjek kursuskalenderen

Vil du vide, hvordan HK kan hjælpe dig?

Ring og hør mere om medlemskab på 7011 4545
eller læs mere om dine muligheder