Tillidsrepræsentanten, der gør uddannelse og trivsel muligt

Anita Wichmann, tillidsrepræsentant i Høje-Taastrup Kommune, viser, hvordan vedholdenhed, samarbejde og en stærk tro på retfærdighed kan bane vejen for kollegers udvikling, sikre retfærdige lønforhandlinger og styrke fællesskabet på arbejdspladsen.

Vi rejste problemstillingen og endte til sidst med at mødes i KL. Resultatet blev, at medlemmerne fik lønstigningen.
- Anita Wichmann, tillidsrepræsentant i Høje-Taastrup Kommune

Hvordan arbejder du som tillidsrepræsentant for at sikre, at dine kolleger får adgang til relevant uddannelse og kompetenceudvikling?
Jeg var selv den første, der tog uddannelsen som socialformidler i Jobcentret, da kompetencefonden for alvor trådte i kraft. Jeg tror, det var med til at bane vejen for ledelsen, så de kunne se, at medarbejdere ikke nødvendigvis skifter job, fordi de får en kompetencegivende uddannelse. For kollegerne viste det også, at det sagtens kan lade sig gøre. Efterfølgende er der uddannet cirka 6-7 socialformidlere i Jobcentret via kompetencefonden.

Har du et eksempel på en situation, hvor du har hjulpet en kollega med at få nye kvalifikationer eller udvikle sig fagligt?
Blandt andet ved at vise, at det sagtens kan lade sig gøre at tage en uddannelse og arbejde samtidig. Jeg har været fortaler for, at uddannelsen til socialformidler giver den teoretiske del af det socialfaglige arbejde og dermed åbner muligheder for at søge andre spændende socialfaglige job på lige fod med socialrådgiverne.

Hvad gør du for at få flere kolleger til at engagere sig i fællesskabet og blive en del af HK?
Ved at være en dygtig og loyal tillidsrepræsentant har jeg kunnet tiltrække nye medlemmer. For eksempel har jeg været bisidder til en svær samtale for en kollega, der ikke var medlem af HK. Kollegaen meldte sig efterfølgende ind og har siden forblevet medlem.

Hvilken rolle spiller organisering for arbejdspladsens sammenhold og styrke i forhandlinger?
Vi havde for nogle år siden en tvist med vores HR om en fortolkning af overenskomsten: Er en sagsbehandler også omfattet af lønstigning efter 5 år som jobkonsulent m.fl.? HR mente nej, HK mente ja. Sammen med HK rejste vi problemstillingen og endte til sidst med at mødes i KL. Resultatet blev, at medlemmerne fik lønstigningen, men ikke som jobkonsulent. Efterfølgende oplever jeg, at HR er blevet mere fleksible i deres fortolkning af overenskomsten – jeg tror ikke, at de orker endnu et møde i KL.

Ledelsen lyttede, og alle fik et pænt beløb som anerkendelse for det ekstra arbejde.
- Anita Wichmann, TR i Høje-Taastrup Kommune

Kan du beskrive en særlig succesfuld lokal forhandling, du har været med til?
Jeg har elsket at forhandle løn i Jobcentret sammen med FTR for socialrådgiverne. Det gav stor synlighed blandt de ansatte, ingen fagsnobberi, og hvis en af os løb tør for argumenter, kunne den anden fortsætte med at henvise til lønpolitik eller tidligere erfaringer.


Anita Wichmann er tillidsrepræsentant i Høje-Taastrup Kommune.
Foto fra "SnaHK med Jan Gintberg."

Sidste år søgte nogle af dagpengesagsbehandlerne væk, da a-kasserne begyndte at overtage flere borgere. Jeg bad jobcenterchefen om et engangsbeløb til de resterende dagpengesagsbehandlere, da de nu løftede hele området. Ledelsen lyttede, og alle fik et pænt beløb som anerkendelse for det ekstra arbejde.

Vi havde også en ældre, arbejdsom medarbejder, der sagde, at han ikke behøvede lønløft, fordi han og hans kone havde, hvad de behøvede. Jeg indstillede ham alligevel, fordi jeg tror på ”lige løn”. Han blev utrolig glad for de ekstra løntrin, som han selvfølgelig havde fortjent og ret til.

Hvilke forberedelser er vigtige for dig i arbejdet med at forbedre løn- og arbejdsvilkår for dine kolleger?
Jeg oplever et utrolig godt samarbejde med ledelsen. De ved, at jeg kræver det, der er rimeligt, og at jeg ikke giver op, selvom de ikke er enige. Nogle gange betyder det, at medarbejdere må vente 1-2 år, før ledelsen giver sig.

Når vi har lønforhandlinger, griner vi, spiser jordbærkager og er samtidig professionelle med hver vores kasketter. Nogle gange holder jeg formøder med ledelsen for at afstemme forventninger, hvilket giver dem tid til at overveje mine principper og forslag. Det kan gøre selve forhandlingen mere smidig.

Jeg foreslog kommunaldirektøren, at en del af gaven blev en fælles oplevelse for alle ansatte på rådhuset
- Anita Wichmann, TR i Høje-Taastrup Kommune

Hvordan arbejder du for at skabe en stærk kultur af fællesskab og engagement på arbejdspladsen?
HK-klubben fyldte 90 år i 2024 og fik en gave af direktionen. Jeg foreslog kommunaldirektøren, at en del af gaven blev en fælles oplevelse for alle ansatte på rådhuset og de decentrale HK’ere. Direktøren var heldigvis vild med ideen. Derfor indkalder HK-klubben alle til et oplæg om kunstig intelligens med praktiske øvelser i marts 2025. Efterfølgende deltager kun HK’erne i et socialt arrangement med spisning.

Har du oplevet, at en stærk faglig fællesskabsånd har ført til konkrete forbedringer i hverdagen?
Vi har en fagligt meget dygtig og stærk FTR, der udfordrer ”plejer” og kræver sin ret, når der forhandles i HU og sammen med de øvrige organisationer. Vi kæmper for, at det ikke kun er rådhusmedarbejdere, der har mulighed for to hjemmearbejdsdage om ugen.

Hvad betyder den danske model og overenskomsten for dig og dine kolleger i praksis?
At medarbejdere, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter har en stemme i lokalMED, sektorMED og på HU.

Hvordan forklarer du nye kolleger værdien af at være dækket af en overenskomst og at have en aktiv tillidsrepræsentant?
Jeg lover blandt andet, at jeg vil forhandle og kæmpe for retfærdig løn og muligheden for årlig lønforhandling.


Vil du vide, hvordan HK kan hjælpe dig?

Ring og hør mere om medlemskab på 7011 4545
eller læs mere om dine muligheder