Mikrokommunikation – små greb, stor effekt

Er du opmærksom på de små signaler, du sender som TR eller AMR, og hvordan det påvirker dine kolleger og samarbejdet? Og vil du lære, hvordan I på arbejdspladsen kan fremme en positiv kommunikation, der styrker den psykologiske tryghed? v. arbejdsmiljøkonsulent Trine Haldborg Andersen, BFA Velfærd og Offentlig Administration

Mikrokommunikation handler om de små signaler, vi sender til hinanden i hverdagen gennem ordvalg, tone, kropssprog og ansigtsudtryk. De kan enten åbne for dialog og samarbejde eller lukke ned og skabe afstand. Når vi bliver bevidste om vores mikrokommunikation, kan vi styrke den psykologiske tryghed i samarbejdet med andre og skabe et arbejdsmiljø, hvor alle føler sig hørt og respekteret.

I workshoppen får du en introduktion til BFA’s materialepakke om psykologisk tryghed. Vi zoomer ind på mikrokommunikation og afprøver et værktøj herom. Som tillidsvalgt kan du bruge det til at skabe større tryghed i dialogen med kolleger og som redskab i teams eller afdelinger, hvor den psykologiske tryghed har brug for et løft.

Det får du med

  • Større bevidsthed om, hvordan små signaler påvirker dialog og samarbejde.
  • Konkrete erfaringer med at genkende og arbejde med mikrokommunikation.
  • Et værktøj, du kan tage med og bruge selv eller på din arbejdsplads til at styrke den psykologiske tryghed.