Liselotte Møller og Lene Norman Jespersgaard fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fortæller:
Den 24. oktober 2023 arrangerede vi et frokostmøde med vores kolleger, omkring hvad HK’s Karrieretelefonen kan, og hvorfor den er god at bruge.
Vi talte også med kollegerne om efteruddannelse.

Liselotte Møller og Lene Norman Jespersgaard brugte invitationsskabelonen og udfyldte den med egne oplysninger om frokostmødet.
Vi fortalte meget begejstret om vores oplevelse af det oplæg, Louise Theil Bock fra Karrieretelefonen holdt på en TR-temadag i HK. Louise er meget passioneret omkring sit job hos Karrieretelefonen, og hun bragede supergodt igennem med at sælge, hvad Karrieretelefonen kan hjælpe med.
Vi snakkede med kollegerne om, hvad der gør, at nogle springer på efteruddannelser og brager derudaf, og hvorfor andre slet ikke viser interesse for det.
Vores kolleger kom med disse udsagn:
- Det skal give mening i forhold til mit job, og hvis ikke det gør, må jeg vel ikke tage en uddannelse
- Mit liv er ikke lige nu modent til både uddannelse, job og familie, så jeg prioriterer ikke uddannelse
- Det er svært at finde ud af, hvilket niveau jeg skal vælge, når jeg kigger uddannelser
Vi understregede, at man selvfølgelig skal føle for at uddanne sig, men samtidig fortalte vi også om, at det er vigtigt at bevare en værdi – både for sig selv og for arbejdsmarkedet uden for det job, man nu har.
Vi snakkede også om, at karriere kan være mange ting og ikke kun det at klatre op ad rangstigen. Hvis man er glad og trives i sit job, er det jo helt klart også en karriere. Vi fik også en god dialog om onlinekurserne, som både HK og vores egen arbejdsplads tilbyder. De kan jo netop kan tages, når tiden er til det, og kræver ikke, at man rejser efter dem.
Solstråleafslutningen blev, at en af vores kolleger tilmeldte sig 2 kurser om personlig udvikling, og 2 andre meldte sig på Excel-kurser.
Det gjorde vi
- Vi indkaldte til frokostmøde
- Vi lavede et oplæg om, hvad Karrieretelefonen kan hjælpe med
- Vi viste kagevideoen
- Vi havde en dialog om, hvad der kan gøre, at man enten vælger eller fravælger at tage efteruddannelse
- Vi henviste til onlinekurserne både arbejdspladsens og HK’s