6 pejlemærker for sundhedsområdet

Pejlemærker på sundhedsområdet 

Sundhedsvæsenet er under pres. Selvom vi på mange området har et sundhedsvæsen i verdensklasse, står vi over for en række store udfordringer. Befolkningsudviklingen og bedre behandlinger gør, at flere lever længere og dermed også oplever flere helbredsproblemer.

Over en lang årrække har vi som samfund prioriteret behandling over forebyggelse, og det er ikke holdbart i takt med, at flere får helbredsproblemer. Derfor har Folketinget besluttet, at der skal ses på, om vi kan indrette sundhedsområdet anderledes og bedre.

Den debat vil HK Kommunal gerne deltage i på vegne af de tusindvis af sundhedsadministrative medarbejdere, der hver dag knokler for at give borgerne de bedste rammer for deres sundhed. For nok tænker vi ofte på kitler, når vi tænker på sundhedsvæsnet. Men uden sundhedsadministration kunne de sundhedsfaglige slet ikke udføre den behandling og pleje, som borgerne forventer og har krav på.

På denne side kan du læse mere om, hvad sundhedsadministration kan bidrage med, når vi som samfund skal gentænke vores sundhedsvæsen: Bedre forløb for borgerne, frigøre tid til kerneopgaven for de sundhedsfaglige og være med til at bruge data langt mere effektivt, så vi også fremover kan have et sundhedsvæsen i verdensklasse. 

1. Sundhedsadministration er en integreret del af fremtidens sundhedsvæsen

  • Sundhedsadministration skal anerkendes som en selvstændig kerneopgave. Det fremtidige sundhedsvæsen skal have stærkt fokus på, hvem der udfører opgaverne, så flest mulige medarbejdere med en sundhedsfaglig uddannelse fokuseres til egentlig behandling og pleje af patienterne.
  • Sundhedsadministrativt uddannede er skræddersyede til at løfte de sundhedsadministrative opgaver på tværs af offentlige og private aktører. De bør indtænkes som kernemedarbejdere i fremtidens sundhedsvæsen, så det sikres, at rette kompetencer løser rette opgaver.
Som borgere tænker vi sjældent over alt det usynlige arbejde, der udføres, når vi har kontakt med sundhedsvæsnet. Vi har måske kontakt til en lægesekretær for at booke tid hos vores praktiserende læge, men derfra begynder tingene ”bare” at ske.

Det er i al fald sådan, vi som borgere oplever det, og det er også sådan, det i mange tilfælde bør være. Men henvisningen fra den praktiserende læge til en speciallæge eller et hospital skal behandles hos modtageren, der skal findes en tid, i nogle tilfælde udsendes et brev med bekræftelse, med anvisninger og med lovstof som følge af ventetidsgarantier osv.

Bliver vi som borgere forhindrede, ringer vil til en sundhedsadministrativ medarbejder, der finder en ny tid til os eller vejleder os om behandlingsgarantier og alternative behandlingssteder.

Skal vi opereres, står der en hel stribe medarbejdere klar på en desinficeret operationsstue, hvor der er fyldt op med alskens medicinsk udstyr, og hvor der står en seng klar til os efterfølgende, hvis vi ikke enten kan komme hjem til os selv eller har behov for at komme os.

Og hvis vi som ældre udskrives, men ikke kan klare hverdagen endnu, så er der givet besked videre til kommunen, der står klar med hjælpemidler, hjemmehjælp og -pleje.

I langt de fleste tilfælde har der været sundhedsadministrative medarbejdere inde over ovenstående opgaver, før andre faggrupper kommer i spil. Og listen er lang, hvis man tænker videre:

De hundredvis af it-systemer, der holder sundhedsvæsnet i gang, udvikles og vedligeholdes af administrativt ansatte medarbejdere.

De ufattelige mængder data, der hver dag produceres i sundhedsvæsnet i form af journaler, målinger, dokumenter og indkaldelser, holder it-systemerne styr på, men de er langt fra ufejlbarlige. Alle de små og store opgaver, som it-systemerne af den ene eller anden grund ikke kan løse, bliver løst af mennesker. Og al den data, der bliver produceret, kvalitetssikres af sundhedsadministrative medarbejdere.

Uden sundhedsadministrative, intet sundhedsvæsen. 
Vis mere

2. Flere ressourcer til forebyggelse og tidligere afklaring

  • Lokale, forebyggende tiltag skal opprioriteres og koordineres, så alle borgere sikres bedre muligheder for at forebygge behandlingskrævende sygdomme uanset, hvor de bor i landet.
  • Den praktiserende læge og supplerende lokale sundhedshuse skal have tid og ressourcer til at afdække patientens samlede situation, så en evt. henvisning til yderligere behandling bliver så korrekt og målrettet som muligt.
  • Sundhedsadministrativt uddannede spiller en vigtig rolle som patienternes guides i de forebyggende tilbud, uanset hvilken aktør, der udbyder dem og uanset patienternes bopæl.
Bedre behandlingsmuligheder er hovedårsagen til, at flere danskere lever længere, men vi lever ikke nødvendigvis sundere liv. Vi får fortsat en række sygdomme forårsaget af vores livsstil, og jo længere vi lever, jo flere af disse sygdomme støder der til undervejs.

Vi skal fortsat have behandling i verdensklasse, men målet må være, at færre danskere i det hele taget får brug for behandling. Forebyggelse af sygdom og tidligere afklaring vil give danskerne bedre liv, og vil samtidig lette presset på den behandlende del af sundhedsvæsenet.

Forebyggelse handler om øget bevidsthed hos borgerne, om lettere tilgængelighed hos den praktiserende læge, om mere tid til og fokus på borgerens hele situation, let tilgængelige forebyggende sundhedstilbud lokalt og mange andre tiltag.

Skal forebyggelse have en effekt, skal vi som samfund i gang med et langt sejt træk. Vi skal vende tankegangen fra et sundhedsvæsen med fokus på behandling til et samfund, der forebygger og tager ting i opløbet. Det kan vi kun gøre lokalt: Hos den praktiserende læge, hos kommunen, i foreningerne og på arbejdspladserne.

Der skal være lokale tilbud, der kan tilpasses den enkelte, og det skal være let at forebygge gennem bedre livsstil, mere motion og ved at tage begyndende helbredsproblemer i opløbet.
Det kræver, at vi tænker vores lokale, offentlige service ind i indsatsen for forebyggelse, uanset om vi møder borgeren i borgerservice, på jobcentret, på aktivitetscentret for ældre osv. Og det kræver, at der er flere og længere tider hos praktiserende læger og lokale sundhedshuse, så borgerens hele situation kan blive afdækket bedre.

I alle led af den lokale, offentlige service, sidder der administrative medarbejdere, der sammen med andre faggrupper kan understøtte et styrket fokus på forebyggelse og tidlig afklaring, når der opstår begyndende helbredsproblemer: Borgerservicemedarbejderen, socialformidleren, sagsbehandleren, jobkonsulenten m.fl. 
Vis mere

3. Borgernes forskellige behov skal i centrum

  • Borgere med mange sygdomme, eller som er særligt udfordrede socialt eller kognitivt, skal have tilbud om en sundhedsadministrativ koordinator, der hjælper borgeren på tværs af kommunale, regionale og private aktører.
  • Den sundhedsadministrative koordinator kan eksempelvis formidle journalindhold og sundhedsdata, koordinere tider, hjælpe med at finde relevante sundhedsfremmende tilbud lokalt, være bindeled mellem forskellige aktører for og med borgeren mm.
  • Sundhedsadministrativt uddannede vil være oplagte at gøre brug af til denne koordinerende rolle, da de i forvejen arbejder i det regionale sundhedsvæsen, i kommunale tilbud og i almen praksis.
Danskernes muligheder for selv at spille en rolle for deres sundhed er vidt forskellige på tværs af landet. Fremtidens sundhedsvæsen skal bedre kunne håndtere denne mangfoldighed, så flere borgere skal opleve et individuelt skræddersyet forløb, der tager højde for egne ressourcer og barrierer. Sundhedsvæsnet skal aktivt modarbejde ulighed i sundhed ved at fokusere på de befolkningsgrupper, der har størst behov.

I denne gruppe af borgere findes der en del, der enten har rigtig mange kontaktpunkter med sundhedsvæsnet på tværs af offentlige og private aktører eller som er socialt eller kognitivt udfordrede i en grad, der gør, at de har brug for mere hjælp end den gennemsnitlige borger. De kan have behov for hjælp til at booke tider til undersøgelser, blodprøver eller kontrol, de kan have svært ved at forstå det, der bliver kommunikeret til dem, og mange har brug for hjælp til transport og andre praktiske aspekter.

Til disse borgere foreslår vi en sundhedsadministrativ koordinator, der på tværs af aktører er borgerens hjælper til administrative opgaver. Koordinatoren skal kunne se på tværs af it-systemer, så hun kan hjælpe borgeren med at koordinere tider, og hun skal være indgangen for pårørende og sundhedsprofessionelle i det omfang, borgeren ikke har ressourcerne til det.

Indsigt i sundhedsområdet, viden om sundhedsjura og sygdomslære er sammen med solide administrative kompetencer fælles for lægesekretærer og de nye sundhedsadministrative koordinatorer, hvis uddannelse har afløst lægesekretæruddannelsen. Kombinationen af disse kompetencer gør de to faggrupper oplagte til at påtage sig de mange sundhedsadministrative koordineringsopgaver.

Den sundhedsadministrative koordinators opgaver kan tænkes sammen med andre tilbud og indsatser. Er der tale om en ældre dement borger uden nærmeste familie, kunne det give mening, at den sundhedsadministrative koordinator var tilknyttet et af de faste teams i ældreplejen. Er der tale om en ledig borger med sociale eller sundhedsmæssige udfordringer, kunne det give mening, at koordinatoren var tilknyttet jobcentret eller socialforvaltningen.

På den måde kan den sundhedsadministrative koordinator indgå i den helhedsorienterede indsats, og være den faste, upartiske administrative hjælp for borgeren, de pårørende og de andre fagprofessionelle, der understøtter borgeren.

Den sundhedsadministrative koordinator vil desuden kunne tilføre tiltrængte administrative kræfter til de sundheds- og socialfaglige medarbejdergrupper, så de kan få frigjort tid til deres kerneopgave.

Den sundhedsadministrative koordinator udfoldet. 
Vis mere

4. Nye måder at samarbejde og lede på

  • Fremtidens sundhedsvæsen skal bygge på princippet om, at rette kompetencer udfører rette opgaver. Løbende kompetenceudvikling skal sikre, at fagligheden er på plads og udvikles efter de behov, sundhedsvæsnet har.
  • Ledelse skal i højere grad ses som en selvstændig faglighed, der understøtter, at de forskellige fagligheder supplerer hinanden fremfor i dag, hvor mange faggrupper har egne ledere. Det kræver et fokus på leder- og kompetenceudvikling på tværs af faggrupperne, hvor der er prioriteret tid og ressourcer til at udvikle nuværende og kommende ledere.
  • Sundhedsadministrativt uddannede har gode kompetencer indenfor koordinering og udvikling, og kan dermed understøtte ledelsen ift. vagtplanlægning, ledelsesrapportering, budgetstyring mm. Og sundhedsadministrative ledere har blik for optimering og samarbejde på tværs af faggrupper.
        
Dele af sundhedsvæsnet er præget af vanetænkning og en utidssvarende ledelsesstruktur, der nogle steder direkte modarbejder innovation og nye måder at samarbejde på.

På nogle afdelinger oplever man, at hvis en opgave først er endt i hænderne på én faggruppe, så kan det være mere end svært at lade andre, bedre kvalificerede komme til – også selvom man på andre, tilsvarende afdelinger har en anden arbejdsdeling eller arbejdsgang for samme opgave. Kultur og vaner kan være svære at bryde i et hierarkisk system.

Dermed går man flere steder glip af oplagte løsninger på nogle af de arbejdskraftudfordringer, sundhedsvæsnet har. I stedet bør man se på opgavefordelingen mellem faggrupper eller være nysgerrige på, om andre fagligheder ville kunne bidrage positivt til et patientforløb.

Fremtidens sundhedsvæsen skal have tydelig ledelse, der fokuserer på tværfagligt samarbejde og hvor rette kompetencer sættes til rette opgaver, så de enkelte faggrupper i langt højere grad kan byde ind med netop deres kernekompetencer.

Ledelsen skal understøtte en kultur, der opfordrer til nysgerrighed og udvikling af arbejdsgange og opgaveløsning, så vi dermed sikrer, at viden og erfaring kommer i spil på tværs af hospitaler, kommuner og den private sektor. 
Vis mere

5. Økonomisk helhedstænkning og incitamenter til forebyggelse og innovation

  • Økonomien i fremtidens sundhedsvæsen skal være tænkt sammen uanset, hvilke aktører, der er i spil, og den skal præges af incitamenter, der understøtter forebyggende indsatser.
  • Økonomien skal understøtte, at best practice udvikles og udbredes, at der er rum til at investere i innovation, kunstig intelligens og kompetenceudvikling, og at evt. besparelser som følge af effektiviseringer eller nye måder at arbejde på, først realiseres, når de nye løsninger er i god drift.
  • Sundhedsadministrativt uddannede arbejder i udpræget grad med databearbejdning og kvalitetssikring og spiller dermed en vigtig rolle i udviklingen af patient- og behandlingsforløb, økonomi- og ressourcestyring etc.
 
Styringen af det nuværende sundhedsvæsen fokuserer i høj grad på aktiviteter. Det understøtter et højt aktivitetsniveau med fokus på undersøgelser, behandlinger og operationer, mens ressourcer til forebyggelse og understøttelse af livsmestring og egenomsorg prioriteres mindre og meget forskelligt.

Det kan, ud fra et økonomisk synspunkt, kun i mindre grad betale sig at investere i forebyggelse, fordi det ikke altid er den samme ”kasse”, der høster gevinsten, eller fordi effekten først viser sig på sigt.

Det er ikke kun dårlig udnyttelse af ressourcerne samlet set, men også til ugunst for borgerne, der risikerer at gå længere med helbredsproblemer, før der tages hånd om det. Flere og flere eksempler fra såvel kommuner som hospitaler viser, at vi med en tidlig indsats helt kan forhindre dyre og potentielt helbredsbelastende operationer, eksempelvis i bevægeapparatet eller i forhold til livsstilssygdomme. Det er godt for borgerne, og det er godt for økonomien – samlet set.

En anden uhensigtsmæssig konsekvens af den opdelte økonomi er de vidt forskellige tilgange til digitalisering og innovation. I stedet for at pulje ressourcerne om gennemprøvede løsninger, der inddrager borgere, medarbejdere og virksomhederne undervejs, står vi med hundredvis af småprojekter og forsøg, der sjældent når flyvehøjde eller udbredelse på tværs.

Vi genopfinder så at sige den halvdybe tallerken om og om igen, fordi alle insisterer på selv at gøre det for det begrænsede budget, man sidder med.

Grundlaget for forebyggelse og behandling er viden om, hvad der virker. I Danmark har vi ufattelige mængder data om patienter og patientforløb, som dygtige medarbejdere bruger rigtig mange kræfter på at kvalitetssikre, så de kan bruges til forskning og udvikling. Men det sker på tværs og på trods af en lang række organisatoriske og juridiske begrænsninger, der besværliggør arbejdet.

Samme udfordring er tilfældet i forhold til kompetenceudvikling af medarbejdere og ledere. Lokale præferencer får lov til at blive styrende for hvilken retning, medarbejdere og ledere udvikler sig, og der mangler fælles fodslag i forhold til at udstikke fremtidens kompetencebehov.

Ligesom der er digitale løsninger, der er bedre end andre, er der også uddannelser og kompetencer, der er vigtigere eller mere efterspurgte end andre. Men også på dette område mangler der fælles økonomi og retning. Vi skal sikre, at sundhedsvæsnet samlet set har de kvalificerede medarbejdere, der efterspørges. Det bør være en bunden opgave i fremtidens sundhedsvæsen, at man på tværs af aktører drøfter kompetencer, kompetencebehov og ressourcer til videreuddannelse af ledere og medarbejdere. 
Vis mere

6. Demokratisk kontrol og nationale standarder

  • Fremtidens sundhedsvæsen skal være underlagt demokratisk kontrol forankret i Folketinget, men med mulighed for at delegere til andre aktører.
  • Nationale standarder for forebyggelse og behandling skal være gældende, og der skal afsættes økonomi, så borgerne, uanset landsdel og økonomisk formåen, sikres samme høje kvalitet.
  • Sundhedsadministrativt uddannede sikrer borgernes retssikkerhed og understøtter lighed i sundhed ved at formidle, vejlede og rådgive borgerne om rettigheder og muligheder.
 
Sundhedsvæsnet spiller en markant rolle for borgernes mulighed for at leve gode liv, og derfor er det afgørende, at borgerne har demokratisk kontrol med fremtidens sundhedsvæsen. Politisk styring er borgernes garanti for, at de i sidste ende er med til at sætte retning for sundhedsvæsnet, for det er kun politikerne, der er på valg.

Samtidig er det vigtigt, at borgerne ikke oplever for store forskelle i kvaliteten på tværs af landet. Derfor skal udgangspunktet være, at nationale standarder og dertilhørende økonomi er omdrejningspunktet for såvel forebyggende indsatser, som egentlige behandlinger på både lokalt og regionalt plan.

Ulighed i sundhed handler ikke kun om borgerens levevis eller sociale baggrund, men også om at prioritere ressourcer derhen, hvor behovet er størst. Derfor skal fremtidens sundhedsvæsen være drevet af de indsatser, der virker, og så skal ressourcerne prioriteres på en måde, så alle borgere får adgang til de indsatser – uanset om de bor på Lolland eller i Lyngby.

Og der skal afsættes de nødvendige ressourcer, så det ikke bliver folks formue eller forsikring, der afgør, om de får den rigtige og hurtige behandling. 
Vis mere

 

Hent pejlemærkerne i pdf

Her kan du hente de 6 pejlemærker.