Ekspeditionsdiske

Ekspeditionsdiske skal indrettes, så de er tilpasset de medarbejdere, der arbejder ved dem. Læs om reglerne og få gode råd til placering og indretning af ekspeditionsdiske.

Få rådgivning & hjælp af os

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål om indretning af arbejdspladsen. Har du brug for sparring om, hvordan du griber det an, hvis I har udfordringer, er vi også klar til at lytte og vejlede dig. Ring til os på 7011 4545.

 

7 tips til ekspeditionsdisken

  1. Undgå generende reflekser på disken. Det kan I fx gøre ved at flytte lyskilder, der giver reflekser, eller ved at flytte disken.
  2. Hold disken ren og ryddelig. Det gælder både på, under og omkring disken.
  3. Disken skal være indrettet, så de redskaber og materialer, I bruger på disken, kan anbringes og opbevares lettilgængeligt.
  4. Placer de ting, I ofte bruger i forbindelse med ekspeditionerne, i nærheden af dér, hvor I bruger dem.
  5. Hvis arbejdet ved disken er meget stillestående, så varier arbejdet med mere gående/bevægende arbejde andre steder i butikken.
  6. Overvej stødabsorberende måtter, hvis gulvet er hårdt at stå på.
  7. Placer disken, så ekspedienten kan have overblik over butikslokalet. Det kan modvirke tyveri og røveri.

 

Det siger loven om ekspeditionsdiske

  • Disken skal både være indrettet og placeret, så du kan udføre dit arbejde med forsvarlige arbejdsstillinger og -bevægelser.
  • Disken skal være indrettet, så den så vidt muligt passer til de medarbejdere, der arbejder ved den.
  • Arbejdshøjden (som svarer til den højde, hænderne arbejder i ved fx indpakning af varer) bør være 5-10 cm under albuehøjde.
  • Der skal være plads til at kunne arbejde i forsvarlige arbejdsstillinger og -bevægelser. En tommelfingerregel er, at en medarbejder har behov for ca. 100 x100 cm plads til at kunne bevæge sig frit.
  • Ved arbejde i lavt niveau, fx ved arbejde ved nederste hylder, har en medarbejder behov for ca. 110 cm fremad/bagud. Ved stående arbejde er pladsbehovet mellem 75 og 90 cm. Dertil skal lægges den plads, det kræver at kunne åbne låger og skuffer.
  • De redskaber og materialer, som medarbejderen bruger, skal kunne anbringes og opbevares lettilgængeligt.
  • Kulde- og trækgener fra åbne døre og vinduer skal undgås. Placer fx disken i passende afstand fra ydredøre.

 

Læs også vejledningen ”Gode råd, når du sidder i kassen” på BFA Handels hjemmeside. BFA Handel er en brancheforening for arbejdsmiljø, som HK Handel er en del af.

Kilder:

Bekendtgørelse om arbejdets udførelse

Arbejdstilsynets vejledning om arbejdsstedets indretning

Branchefællesskaber for arbejdsmiljø (BFA), som består af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter – blandt andre HK:

BFA Handel