Hvad er en lokalaftale?

Ansat i butik, på kontor eller lager?

HK Handel forhandler overenskomster med arbejdsgiverforeninger inden for det private område

Se overenskomsterne her

Overenskomsten regulerer dine løn- og arbejdsvilkår. En lokalaftale er et supplement til overenskomsten.

HK's overenskomster dækker mange forskellige medlemmer inden for forskellige brancher. De arbejder inden for et bredt felt af arbejdsopgaver.

Alle de mange og meget forskellige forhold kan være svært at rumme i en overenskomst - især en landsdækkende overenskomst.

Derfor har du og dine kolleger mulighed for at indgå lokale aftaler, som er tilpasset jeres arbejdsplads.

Flertallet af lokalaftaler inden for HK's område handler om arbejdstid og honorering af overarbejde.

OBS! Lokalaftaler er kollektive

Lokalaftaler kan kun indgås mellem virksomheden og tillidsrepræsentanten/HK, og ikke mellem den enkelte medarbejder og virksomheden. Er der ikke valgt en tillidsrepræsentant, skal medarbejderne vælge en talsperson, som forhandler på vegne af medarbejderne.

Fravigelser af overenskomsten
En lokalaftale vil altid være underordnet overenskomsten. Dvs. at I som hovedregel ikke kan aftale ringere vilkår end dem, der står i overenskomsten.

De fleste overenskomster giver dog mulighed for, at man på udvalgte områder kan fravige overenskomsten. Typisk er det på bestemmelser om arbejdstid, hvor denne mulighed findes.

Fravigelser kan kun aftales på virksomheder, hvor der er valgt en tillidsrepræsentant.
Her er det også vigtigt at understrege, at tillidsrepræsentant og virksomhed skal aftale og være enige om fravigelserne.

Opsigelse af lokalaftaler
Lokalaftaler er et godt redskab til at forhandle sig til mere fleksible arbejdsvilkår eller særlige goder.

Svagheden ved lokalaftalerne er, at de kan opsiges med få måneders varsel. Det sker typisk, hvis virksomheder er økonomisk pressede, eller ved virksomhedsoverdragelser og fusioner, hvor en ny ejer rydder op i bunken af aftaler.

Overenskomsterne derimod er to- eller treårige, skal forhandles og løber videre, indtil de erstattes af nye overenskomster.

Så er en god huskeregel er: Rettigheder, som er bestemt via overenskomsten er at foretrække frem for lokalaftaler.