Grafisk Arbejdsgiverforening - DMA - timeløn

Download overenskomsten

Overenskomst ID: 10071

Uddannelsesrettigheder i overenskomsten

Almindelig efter- og videreuddannelse
Efter- og videreuddannelse skal sikre, at du holder dine kompetencer ved lige, så du fortsat er kvalificeret til at udføre dine arbejdsopgaver. Og bygge ovenpå, når arbejdsopgaverne forandrer sig.

Når du har 9 måneders anciennitet på arbejdspladsen, kan du få op til to uger med fuld løn til uddannelse hvert år.

Selvvalgt uddannelse
Derudover har du ret til 2 ugers uddannelse hvert år, som du kan bruge på selvvalgt uddannelse.

Bruger du ikke dine uddannelsesdage, kan de akkumuleres i op til to år. Det vil sige, at du kan gemme ubrugte uddannelsesdage fra de to seneste kalenderår og bruge dem til et længere uddannelsesforløb.

Med selvvalgt uddannelse har du mulighed for at tage uddannelse, der rækker ud over dit job.

Uddannelsen skal være relevant for beskæftigelse inden for de grafiske overenskomsters område.

Du skal have minimum 6 måneders anciennitet på arbejdspladsen.

Se listen over, hvilke uddannelser der tidligere er blevet bevilget tilskud til

Du får dækket:
100 % af din løn
deltagerbetaling
undervisningsmaterialer

Se mere om overenskomstens kompetencefond

Aftalt uddannelse
Hvis du har minimum 12 måneders anciennitet, har du også mulighed for at aftale en uddannelsesplan med virksomheden.

Uddannelsesplanen kan bl.a. omfatte udvalgte AMU-kurser, realkompetencevurdering, erhvervsuddannelse for voksne og udvalgte moduler på akademi- og diplomuddannelser.

Du får dækket:
100 % af din løn
kursusudgifter

Vær opmærksom på, at du ikke kan deltage i selvvalgt uddannelse i den periode, som uddannelsesplanen løber over.

Uddannelse ved opsigelse
Har du 6 måneders anciennitet i virksomheden, og du bliver afskediget på grund af forhold i virksomheden, fx omstruktureringer eller nedskæringer, har du ret til op til 3 ugers frihed i opsigelsesperioden til efter- eller videreuddannelse med støtte fra Kompetencefonden.

Vær opmærksom på, at du i så fald ikke samtidig kan tage selvvalgt eller aftalt uddannelse efter de almindelige regler.


Hvis du har 3 års anciennitet og bliver afskediget på grund af virksomhedens forhold, har du ret til yderligere 2 ugers frihed til deltagelse i uddannelse med støtte fra Kompetenceudviklingsfonden.

Bemærk, at disse to uger helt eller delvist kan lægges i direkte forlængelse af opsigelsesperioden, hvis det forgæves har været forsøgt at lægge dem i opsigelsesperioden.