For os som HK’ere er det interessante kodeord i alle regeringens planer, at der fremover vil blive sat langt mere fokus på det praktiske og erhvervsorienterede. Hvorfor er det interessant for os? Det er det, fordi vi har brug for større respekt for nogle af de faglige kvaliteter, som I og vi står for i løsningen af vores opgaver, hvor vi kombinerer ”hoved og hånd”.

Fra mit perspektiv ligner det, at regeringen har taget det helt store reform-værktøj i brug for at gøre noget effektivt ved den manglende tilgang af elever til de erhvervsrettede uddannelser. Nu skal kurven knækkes, hvilket vil bidrage til at løse et stort samfundsmæssigt problem, der er på vej frem mod 2030. For her vil vi, hvis vi ikke gør noget effektivt ved det, mangle op mod 100.000 faglærte til masser af opgaver.

Det bliver interessant at følge, hvordan ideen om en EPX udmøntes i praksis, og det bliver samtidig interessant at se, om vi også kommer til at mærke en større respekt for de klassiske HK-kvaliteter.

Personligt synes jeg, at der til gengæld er to store knaster i uddannelsesreformen, som jeg gerne havde været foruden. Den ene er nedlæggelsen i 2030 af 10. klasse. Det er synd og skam, at vi skal af med dette tilbud til de unge mennesker, der har brug for både bro og ro, inden de skal finde sig den helt rette ungdomsuddannelse – og er modne nok til det. Samtidig virker det på mig ret ikke-socialdemokratisk at sætte adgangskarakterkravet op til de almene gymnasieuddannelser fra 5 til 6. For det kan uden tvivl føre en større social skævhed i uddannelsessystemet med sig, fordi elever fra bogligt svagere hjem vil få sværere ved at få adgang til ungdomsuddannelser og dermed senere til videregående uddannelser. Det er en usolidarisk tilgang til uddannelse, der ikke klæder regeringen eller dens store ombygning af uddannelsessystemet.
 
Omvendt anerkender jeg også, at der er for mange der vælger STX for en ”sikkerheds” skyld. Om det problem bliver løst ved at hæve adgangskravet, er jeg i tvivl om. Der skal desuden findes løsninger, så flere unge generelt får en uddannelse, og arbejdet med at sikre det fortsætter.


- Anne Marie Bay