Inden længe skal vi sige farvel til år 2022 og velkommen til år 2023. Et nyt år med nye drømme og håb for fremtiden.
Jeg tror, vi er mange, der havde håbet her først i år 2022, efter vi kom ud af coronavirussens tunge svøb, at vi nu gik mod bedre tider. Men ak, sådan skulle det ikke gå. Vi gik fra den ene krise til den næste, da vi lige pludselig kunne opleve, at der atter var krig i Europa. Noget, som mange af os aldrig selv har oplevet før, men som vi havde hørt om fra ældre familiemedlemmer. Krig var ikke længere noget, der var langt væk på et andet kontinent. Nej, det var nu meget tættere på lige i vores egen europæiske baghave.
Vi har oplevet, hvordan vi gik fra en pandemi, hvor vi skulle passe på hinanden, og til at vi nu kan se, hvordan folk i et europæisk land flygter fra krig og ødelæggelse – frygter for deres familiers ve og vel. Det minder os om, hvor skrøbelig verdensfreden kan være og aldrig må tages for givet.
Krigens rædsler kaster også skygger ind i andre lande i Europa og i Danmark. Det er ikke de samme umiddelbare rædsler, som befolkningen i Ukraine oplever, men ikke desto mindre har krigen også påvirket vores hverdag herhjemme.
Tag nu bare inflationen, som rammer os alle på den ene eller anden måde. Jeg behøver vel blot at nævne stigende priser, så kan alle nikke genkendende til det. Der er folk, der frygter for den næste varmeregning, den næste elregning, eller frygter for, hvordan de skal kunne få råd til at få mad på bordet. Oven i alt det står vi her midt i december måned, og julen står for døren! Der er også dem, der lige pludselig står med en fyreseddel fra det job, som de var glade for og troede var sikkert. De står tilbage med usikkerhed, for hvordan skal fremtiden dog blive?
Uanset hvem man er, og hvor i livet man er, så er mit håb, at vi alle vil huske på, at man siger, julen er hjerternes fest. For mig betyder det, at det vigtigste ikke er de materielle goder, men at de menneskelige værdier er størst. Jeg personligt vil være taknemlig for, at jeg i år kan samle det meste af min familie til jul, for når jeg husker bare lidt tilbage på restriktionerne og de år, hvor vi ikke kunne samles hele familien, ja, så er jeg ekstra taknemlig for, at det kan lade sig gøre i år.
Når nu man siger, julen er hjerternes fest, så håber jeg, at alle os, der har lidt mere at give, husker på, at der er andre, der har det meget mere stramt og har behov for vores hjælp. Om ikke andet, så husk at behandle hinanden med respekt og stik hinanden et smil.
Mit håb for det nye år, der snart vil komme, er, at vi alle husker på vores medmennesker og behandler hinanden med respekt og inddrager flere i fællesskabet. Et samfund uden et stærkt fællesskab, og hvor vi ikke tager hånd om de svageste, er et fattigt samfund.
Jeg drømmer om, at det nye år vil bringe fred til Ukraine og andre krigshærgede områder. At verden igen bliver et trygt sted at leve og vokse op. At inflationen bliver kort, og at ikke alt for mange vil blive skubbet ud på livets sidespor. Jeg drømmer om, at alle vil kunne se lyst og med håb på fremtiden.
Jeg vil ønske alle HK Handel Sydjyllands medlemmer en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.