
Som formand for HK Handel MidtVest glæder det mig, at regeringen vil sikre mere tryghed i landets butikker med nye initiativer mod butikstyverier.
Regeringens udspil ”Sammen om en tryggere hverdag” indeholder i alt 11 tiltag mod blandt andet butikstyveri. Men, hvis udspillet skal leve op til sit navn, så burde medarbejderne og ikke kun arbejdsgiverne, som regeringen har valgt at samarbejde med, inddrages i arbejdet med at skabe tryghed.
Jeg forstår simpelthen ikke, at de medarbejdere, der dagligt skal forholde sig til den utryghed, som butikstyverierne er med til at skabe, ikke bliver taget mere med på råd.
Regeringen vil gerne sikre, at det bliver gjort mere tydeligt for butiksejerne, hvornår de må foretage lydoptagelser i butikkerne og dele dem med politiet til brug for politiets efterforskningsarbejde. Justitsministeriet vil derfor i samarbejde med De Samvirkende Købmænd og Dansk Erhverv udarbejde et overblik over butiksejernes muligheder. Men hvorfor inddrager man ikke også medarbejderne i butikkerne.?
Overvågning med lyd og billede er indgribende og kan let misbruges og dermed stille medarbejderne dårligt. Vi har tidligere ført og vundet sager for medlemmer, der er blevet fyret uberettiget på baggrund af overvågningsmateriale. Derfor undrer det os i HK Handel, at man ikke vælger også at inddrage medarbejderne i diskussionerne om lyd- og tv-overvågning.
Noget andet er, at regeringen vil bruge bødestraffe som et middel mod butikstyverier. Men at hæve straffen for butikstyveri, så der som udgangspunkt altid udmåles en bøde på mindst 1.000 kr., første gang en person bliver taget for butikstyveri, bremser næppe den personfarlige kriminalitet, som medarbejderne i butikkerne oplever?
Vi har i HK Handel tidligere foreslået at hæve strafferammen for vold og trusler mod butiksansatte. Kære politikere: Lad de butiksansatte få samme retslige beskyttelse som vagter, kontrollører og andre udsatte faggrupper.
Det vil være med til at sende et vigtigt signal om, at der ikke er fripas til at udøve vold, trusler og anden utryghedsskabende adfærd mod de ansatte i landets butikker.
Utryghed må aldrig blive hverdag.